Bolden ruller

Bag Kassen
Kommunistisk Politik 13, 2004

Der er dømt EM i “bold”.
I op til flere timer ligger gaderne tomme tre gange ugentligt. Bortset fra et par uskyldige husmødre, der benytter sig af chancen til indkøb i butikkerne, hvor køerne er reduceret betydeligt, og de sædvanlige “gutter på bænken” med en kølig grøn i hånden, så kunne man tro, at der var indført udgangsforbud i det fredsommelige Dannevang.

I stedet hænger Dannebrog udover altanerne, kompressorhornene giver deres besyv med ved danske scoringer og imellem kampene iklæder gutterne på bodegaen sig landskamptrøjer og klaphatte. Der er så sandelig omsætning i de mangfoldige udvalg af remedier, hvis man skal dokumentere sin loyale begejstring. Med flere timers optaktudsendelser og efterfølgende analyser af allehånde detaljer grundigt suppleret med diverse træneres og spilleres kloge udsagn om hændelsesforløbet i de 90 minutter, så må børneudsendelser og TV-aviser vige pladsen for det nationale sindelag.

Det er ikke kun bolden, der ruller. Mønterne triller rask hen over disken, når det sidste nye outfit skal erhverves, når kvalifikationen til en slutrunde er en realitet. Forleden var jeg så heldig at blive inviteret til et slag billard af min søn og hans kammerat lige op til Danmarks første kamp mod Italien. Vel ankommet til det lokale værtshus noterer jeg mig straks, at de begge har iført sig landsholdstrøjen med tilhørende reklamer for tøjproducenten. Da kløene i løbet af et par timer ved det grønne klæde er blevet fordelt, og de tilsvarende antal øl er nedsvælget på tabernes bekostning, finder vi os til rette ved et af de lokale borde i godt selskab med tre raflebægre.

Da kunne jeg ikke længere styre min nysgerrighed:
– Hvor meget har I sluppet for det fastelavnskostume? spurgte jeg, og blev oplyst om udgiften på 300 kroner.
– Men det er jo heller ikke den nyeste model, blev jeg belært. Jeg turde ikke spørge mere, da de to unge gutter forklarede fornuften i investeringerne:
– Det er jo småpenge i forhold til vores forbrug på for eksempel pils, snacks og cigaretter under turneringen.
Logikken var klar for enhver trofast landsholdsfan.

Nu er det ikke sådan, at jeg selv er en helligrøv, der skiller mig ud fra den almindelige begejstring og interesse i det danske fodboldlandsholds formåen. Jeg følger skam ikke kun kampene på TV, hvor min hjerterytme til tider tilkendegiver, at det er tæt på at blive indlagt på samme hospitalsafdeling som adskillige trænere har indlogeret sig gennem tiderne. Blandt vennerne deltager jeg da også lystigt, når kampene efterfølgende bliver analyseret. Det er blot kun alt for sjældent, de fatter mine dybsindige kritikker af spillere og trænere; men pudsigt nok er vi al tid enige om de elendige dommerpræstationer:
– De er korrupte fra ende til anden.

Der er i hvert fald masser af Euro at tage, hvis man ønsker at korrumpere. I en optaktsudsendelse blev jeg oplyst om, at et kommende spillersalg var til en omsætning på en milliard kroner. I denne forunderlige tid sælger man mennesker klubberne imellem, hvor slaven selv beriger sig klækkeligt i forhold til en industriarbejder – for ikke at nævne de af arbejdsmarkedet udstødte. Sporten betegner det selv som en fodboldindustri.

Midt under Italienskampen bliver jeg distraheret, da en bandereklame bestående af tre bogstaver pludseligt fanger min opmærksomhed: SiD!
– Hva’ fa’en laver mine kontingentkroner på en bande i Nordportugal, raser jeg.
Min kæreste må dæmpe gemytterne og min snarlige indlæggelse:
– Jamen du ved da godt, at fagforbundene er begyndt at hverve medlemmer på tværs af fag.
Jeg brummer utilfreds, og når kun at mumle et lorteforbund, inden jeg igen optager min koncentration af, hvad det burde handle om: Fodboldspillet.

Netavisen 18. juni 2004