Krig vedkommer ikke fagbevægelsen

Bag Kassen
Kommunistisk Politik 9, 2004

Københavnersalen i Hvidkildecenteret i Københavns nordvestkvarter var pænt fyldt. Omkring 200 personer havde som normalt taget godt for sig af bufé’en, så den ordinære generalforsamling i SiD-afdelingen kunne begynde.

I sin beretning nøjedes formanden med at fastslå, at overenskomsten var blevet vedtaget uden så meget at kommentere indholdet. Slaget var overstået på trods af det faktum, at flere hundrede slagteriarbejdere selv samme dag var gået i strejke i protest mod samme. Formanden konstaterede, at afdelingen glimrede ved en bundskraber med blot 29 pct. stemmedeltagelse, hvor et snævert flertal tegnede sig for et JA. Problemet gav dog ikke bestyrelsen anledning til selvransagelse.

Ordet blev givet frit. Der er ikke tradition for megen debat på generalforsamlingerne, hvor vedtagelsen af beretningen nærmest er et pro forma; men det skulle vise sig, at et af de menige medlemmer bragte lidt forstyrrelse i konsensus.

Nummer to på talerstolen undrede sig over, at beretningen ikke havde berørt den danske krigsdeltagelse i Irak:
– VK-regeringen har ved hjælp af Dansk Folkepartis stemmer trukket Danmark i krig. Krigserklæringen er rettet mod et land 2.000 km fra vores grænse. Et land, der aldrig har truet eller virket som en trussel mod vores nation. Årsagen var baseret på løgne. Der var og er ingen masseødelæggelsesvåben. Det hedder sig, at vi skal hjælpe irakerne; men kendsgerningerne er, at hverken vand, elektricitet eller fødevareforsyningen fungerer, men olieledningerne er intakte og deres råstoffer strømmer ud af landet med store profitter til følge for amerikanske selskaber. Fagforeningen bør tilslutte sig fredsbevægelsen og kræve de danske tropper hjem, opfordrede taleren.

Forsamlingen våndede sig lidt under den nye problemstilling, der ikke var tradition at diskutere i fagforeningen; men afgav de sædvanlige høflige klapsalver, mens taleren forlod podiet. Budskabet var imidlertid klart, og salen lyttede tydeligvis efter argumenterne.

Det var tid til formandens replicering:
– Den foregående berører et politisk spørgsmål. Dansk arbejderbevægelse er delt i tre grene: Fagbevægelsen, kooperationen og den politiske bevægelse. Hvis man ønsker at forholde sig til politiske spørgsmål, så må man engagere sig partipolitisk. Så selv om jeg personligt deler den foregående talers holdninger, så vedrører problemet ikke fagforeningen, belærte han forsamlingen, hvorefter han tilføjede, det er kun, hvis krigen har konsekvenser for medlemmerne, at fagforeningen vil engagere sig, og i givet fald kun angående de specifikke problemer.

For nu at sætte trumf på trak han den gamle og brugte kanin op af hatten, der altid benyttes ved uenigheder:
– Hvad ville medlemmerne i øvrigt ikke sige, hvis fagforeningen brugte penge på den slags initiativer?
Flertallet i salen tilkendegav med klapsalver, at sympatien var for formandens holdning.

Krigsmodstanderen fik ordet til en kort bemærkning:
– Når vi i fagbevægelsen kræver bedre sundhed, uddannelse og andre nødvendige sociale forbedringer, så hedder det sig, at der ikke er penge; men de kan godt støve dem op, når de skal bruges til krig. Lad os trække de danske tropper og udgifter hjem og bruge dem til sociale formål, fastholdt han, idet han påpegede, at krigen absolut vedrører fagbevægelsen.

– Med hensyn til fagforeningens økonomi, så vil jeg foreslå, at vi inddrager fanebærerens diæter. Så vil jeg da med glæde gerne bære fanen gratis.
Den sidste bemærkning tog kegler. Formanden fik ganske vist sin vilje; men diskussionen stod vist ret lige at dømme på salen.

Netavisen 22. april 2004