Francisco Caraballo: Marxist-leninist og politisk fange i Colombia

I 10 år har formanden for Colombias Kommunistisk Parti (marxistisk-leninistisk) Francisco Caraballo været holdt som politisk fange af det reaktionære regime i landet – som et gidsel for den revolutionære bevægelse.
Det er lykkedes avisen
En Verdade, som udgives af Brasiliens Revolutionære Kommunistiske Parti, at få et interview med den langtidsfængslede kommunist, som også er kommandant for Folkets Befrielseshær (EPL).
Både det colombianske og brasilianske parti er medlemmer af IKMLPO – den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer – som også Arbejderpartiet Kommunisterne deltager i.

 

– Hvorfor sidder du i fængsel?

– Jeg har været involveret i revolutionær virksomhed i 43 år i træk. Jeg var med til at stifte Colombias Kommunistiske Parti (M-L) og Folkets Befrielseshær (EPL). Jeg har kæmpet konsekvent for grundlæggende forandring af den politiske og sociale virkelighed i dette land. Det er derfor, jeg har deltaget i forskellige former for revolutionær virksomhed. Som oprører har jeg i teori og praksis udtrykt opposition til det etablerede samfundssystem og staten, som forsvarer det.

I mange år var jeg udsat for rabiat forfølgelse fra statens undertrykkelsesapparat. Ved flere lejligheder er nyheden om min død offentliggjort, og der blev udlovet dusør for at pågribe mig, død eller levende, i reneste wild west-stil. I ti år har jeg siddet i fængsel, først i kasernerne på hærens artilleriskole, dernæst hos militærpolitibataljonen i Bogota, og sidst blev jeg overført til det højtsikrede fængsel i Itagui-Antioquia.

I henhold til retspraksis har jeg allerede afsonet min strafperiode, men alligevel er jeg dømt til 40 år i fængsel. Dette viser, at staten bryder sine egne love, og at retfærdigheden er underordnet styrkeforholdet mellem dem, som forsvarer status quo, og dem, som søger radikal forandring.

Den colombianske elendighed

– Colombia har enorme rigdomme, men folket lever i elendighed. Hvad er årsagen til fattigdommen i Colombia?

– Colombia har 44 millioner indbyggere, to ud af tre yngre end 30 år. Dets territorielle udstrækning er 1.338.000 kvadratkilometer, med en meget afvekslende topografi og vekslende klima. Landbrug og husdyrhold er økonomiens grundlæggende sektorer, med kaffe som hovedeksportprodukt. Der er gunstige forhold for mere kvægdrift og fiskeri, men disse erhverv har været nedtonet til fordel for import. I undergrunden findes olie, som står for 30% af eksportindtægterne, og kul, som repræsenterer 40% af Latinamerikas reserver. Ud over dette har vi naturgas, smaragder, guld, sølv, platin, jern, nikkel, uran og kobolt. Jorden indeholder værdifuldt biologisk arvemateriale. Industrien, som står for 20% af BNP, producerer tekstiler, mad, kemikalier og metallurgi, blandt andet.

På trods af sådanne lovende realiteter tvinges det enorme flertal af colombianere ind i elendighed og er marginaliserede, mens en smal elite nyder alle privilegier og fordele. Oligarkiet, som er forbundet med den transnationale storkapital, er ansvarlig for landets alvorligste problemer, tilbageståenheden og fattigdommen, fordi de, som sidder med magten, ihærdigt har iværksat påbuddene fra IMF og Verdensbanken og tillempet den nyliberale model og “åbnet økonomien”. Dette har ført til nedgang i landsbrugs-, husdyr- og industriproduktionen og desuden fremmet øget udbytning af arbejdskraften og privatisering af offentlige virksomheder på bekostning af arbejdernes livs- og arbejdsbetingelser.

Det imperialistiske herredømme, den øgede koncentration og centralisering af produktion og kapital, tilpasning til den nyliberale politik og styrkelse af den finansielle sektor har udvidet svælget mellem brede lag af samfundet og en lille gruppe storkapitalister. Det er denne gruppe, som har hovedansvaret for tilbageståenheden, elendigheden og volden, som flertallet af colombianere lider under.

Anti-imperialistisk revolution med retning socialisme

– Hvilken slags forandringer kræver PCC(ML) skal ske i Colombia?

– Colombias Kommunistiske Parti (Marxistisk-Leninistisk) har som sit strategiske mål realiseringen af en proces med en demokratisk, anti-imperialistisk revolution orienteret i retning af socialisme.
Socialistisk opbygning forstår vi som en kompleks og langvarig opgave, som logisk kræver fundamentale forandringer i den politiske bevidsthed, af forholdet mellem kræfter, som står over for hinanden, og i opsamling af erfaringer i de forskellige former for klassekonfrontation. Det er nødvendigt at fjerne de hindringer, som står i vejen for socialt fremskridt, for udøvelsen af et ægte demokrati og for forbedring af leveforholdene for det udelukkede flertal.

På taktikkens område kræver partiet:
o at kæmpe til forsvar for den nationale suverænitet, at bidrage til enheden mellem de latinamerikanske folk og til internationalisme blandt arbejderne – alt dette må ses i forhold til mobiliseringerne mod USA’s indblanding i anliggender, som kun angår vores folk.
o at forkaste den nyliberale politik og selvsagt bidrage til at forsvare og forbedre forholdene og levevilkårene til arbejderne.
o at fremme tiltag for ægte demokrati, retten til liv, frihed, værdighed og menneskerettigheder; mod statsterrorisme, paramilitær og al slags undertrykkelse af folkets forkæmpere.
o at fremme enhed på forskellige niveauer i samfundet, da dette er uomgængeligt for at udføre de store forvandlinger, som Colombia har brug for.
Alle de politiske eller sociale tiltag, som partiet arbejder for, er rettet mod at skabe vilkår for forandring, som er tilpasset revolutionens særtræk.

– For nylig led Uribe-regeringen et stort nederlag i folkeafstemningen. Hvorfor sagde colombianerne nej til Uribe og IMF-politikken?

– Det er nyttigt at huske, at efter hans sejr ved præsidentvalget i 2002 udbredte de store medier, de vigtigste økonomiske grupper og visse politiske og sociale sektorer ideen om, at colombianerne samlet støttede alle sider af præsident Alvaro Uribes politik, og han troede sikkert selv på det. Men flertallet af colombianerne støtter ikke volden, som staten stadig hyppigere anvender mod folket, og heller indblandingen fra Bush-administrationens side i Colombias indre anliggender, og de er heller ikke enige i, at man skal underkaste sig kravene fra IMF.

Det colombianske folk afviser den siddende regerings udsultnings- og undertrykkelsespolitik. Det forklarer, hvorfor præsident Uribe efter fjorten måneder i regering høster en række tilbageslag, herunder nederlaget i folkeafstemningen. Det drejede sig om militariseringen af nationens liv og politikken for “demokratisk sikkerhed”, som har givet frie tøjler for alle slags diktatoriske tiltag. Præsident Uribe har afsløret sin bankerot i flere vigtige spørgsmål:

Det mislykkedes for ham at skabe et pro-Uribeparti, og han fik ikke støtte til sit forslag om genvalg som præsident, som han planlagde at bruge til at forlænge sin periode; han har mistet den enstemmige støtte i de store medier; det lykkedes ham ikke at genoplive ideen om en afstemning ved hjælp af politiske manøvrer; han fik ikke tilslutning til Særtraktaten til beskyttelse af colombianske indvandrere i De Forenede Stater.

Som følge af alle disse faktorer er utilfredsheden med og kritikken af hovedlinjen i Uribe-regeringens politik vokset, og det åbner enorme muligheder for folkets kampe. Her skal man erindre sig, at der i år er forkyndt nye tiltag, som berører store grupper i befolkningen.

Plan Colombia og Andesinitiativet

– Hvad er Plan Colombia? Og hvad er det regionale Andesinitiativ?

– Plan Colombia er et led i USA’s strategi for at styrke sit herredømme i Amerika. Denne imperialistiske politik har sin forløber i koldkrigsstrategien og doktrinen om “national sikkerhed”, som har afgørende indflydelse på den latinamerikanske virkelighed – og Colombia især, på grund af landets betydning fra et geopolitisk synspunkt.

Revolucion – PCC(m-l)’s avis

I december 1998 fremlagde (daværende) præsident Andres Pastrana ‘Plan Colombia’, forklædt som “Forandring for Fred” i et forsøg på at skjule dens virkelige ansigt. I begyndelsen blev vægten formelt lagt på kampen mod narkotrafikken, men et år senere blev planens militære indhold tydelig, at den skulle retfærdiggøre restrukturering, styrkelse og modernisering af militærapparatet.

Sammen med disse foranstaltninger er tilstedeværelsen af amerikanske militære styrker blevet øget. Både efterretnings- og teknisk personel samt elitetropper opererer på colombiansk territorium. USA har forstærket sin “luftafskærmning” og har installeret radarstationer forskellige steder i landet. Etter 11. september, under dække af den krig mod terrorisme, som Bush har erklæret, er denne aktivitet blevet betragteligt forøget.

Ud over den militære side, som er den primære part af deres planer, har Plan Colombia også andre komponenter: På det økonomiske område er den koblet sammen med store olieselskaber i De Forenede Stater og Storbritannien og deres interesser, for at de skal overtage landets energiressourcer.

De var med til at udforme dokumenterne i planen og har investeret stort i beskyttelse af disse ressourcer gennem aftaler med paramilitære grupper. På det politiske plan er repressive tiltag indført, som tager sigte på at slå til mod kræfter, som står i opposition til eller som kæmper imod regeringen.

For nylig blev Antiterroristloven vedtaget af kongressen, noget som uden tvivl vil øge brugen af vold mod befolkningen. I dag vejer den negative vægtskål tungest og varsler farlige tendenser, ikke bare for Colombia, men for regionen.

Det er åbenbart, at De Forenede Stater og de transnationale selskaber har øget indsatsen for at kontrollere ressourcerne i Andesregionen, ikke bare når det gælder olieudvinding. Se for eksempel på planen for en inter-oceansk korridor mellem Tumaco, Manaos og Belem do Para, planen for en inter-oceansk kanal mellem Atrato og Truando og kontrollen med Amazonasfloden.

Deres primære interesse er kontrol med Amazonas-området, som er vigtigt for menneskehedens fremtid. Amazonas producerer 40% af verdens iltforsyning, indeholder det største biologiske mangfoldighed på planeten og er også en kæmpestor ferskvandskilde. Men frem for alt må man se på de ekstraordinære oliereserver i denne region. For olie hænger sammen med krigene, som USA gennemfører.

Det regionale Andes-initiativ er fase to af Plan Colombia. Det blev først præsenteret som en strategi for Colombia, men derefter blev det lagt frem i sin fulde udstrækning. Dette viser til en vis grad de virkelige hensigter hos USA’s regering. Det, som begyndte under dække af kampen mod narkotrafik, er blevet omformet til en kamp mod folkene og mod dem, som modsætter sig USA-intervention og -dominans i disse lande.

Præsident Bush udnytter et hvilket som helst påskud for at gå til aggression og krig. I forhold til den militære komponent i Plan Colombia må man huske, at præsident Uribe som en trofast medløber for USA’s regering retfærdiggør og støtter op om Bushs politik. Følgelig har han sagt, at ‘Colombias problem er en fælles fjende for demokratierne på kontinentet’, og at ‘voldelige colombianske grupper udgør en destabiliserende fare for alle demokratier i regionen’.

For os er dette et varsel om, at Pentagon har til hensigt at forvandle militærbasen på Alcántara i det nordøstlige Brasilien til et militært operationscenter, som står til tjeneste for De Forenede Stater; udstationering af amerikanske tropper på militærbasen Manta i Ecuador; befæstningen af kontrolpunkter til lands, til vands og i luften i regionen; Sydkommandoens plan om at trække staterne, som grænser til Colombia, ind i dens plan for en anti-oprørskrig ved at trampe på den nationale suverænitet og folkenes selvbestemmelse.

Som svar på den politik, som De Forenede Staters regering fører i Latinamerika, er det særlig nødvendigt at forene kræfterne og de kampe, som de latinamerikanske folk fører for suverænitet, ægte demokrati og menneskeværd.

– Folkets Befrielseshær (EPL), Den nationale Befrielseshær (ELN) og Colombias revolutionære væbnede styrker (FARC) er de vigtigste guerillastyrker i Colombia. Er det muligt at forene disse kræfter omkring et program?

Folkets Befrielseshær EPL

– Jeg tror at det ikke bare er muligt, men uomgængeligt, eftersom det er nødvendig for den revolutionære bevægelses fremgang. Kun ved hjælp af enhed kan der blive en større kraft hos de styrker, som kæmper for revolutionær forvandling af realiteterne i landet, som peger mod en bedre fremtid for colombianerne.
Jeg er overbevist om, at alle organisationer ønsker at gå frem mod større grad af enhed, med tanke på, at vi står over for de samme fjender, og at vi har sammenfaldende strategiske mål, i bund og grund vejledt af de samme idealer. Men man må indse, at der er forskel på ønsker og praksis, det er sandheden…

Politisk fange

– Hvordan kan du kæmpe for frihed som en fange dømt til mere end fyrre år i fængsel?

– Jeg tror at det er mulig slås for frihed, i større eller mindre grad, uanset hvilke vanskeligheder man møder. Hovedsagen er viljen til at gøre det …

Den dom, som den colombianske stat har påført mig, er et udtryk for dens hævn. Af den grund har staten i mit tilfælde overtrådt sine egne normer. I mit tilfælde er det ikke en juridisk, men en politisk situation. Dommerne har forstået det på denne måde, og det har været klart fra det øjeblik, hvor de udsatte mig for denne farce, og jeg har fordømt statens mangel på moral og rettens inkompetence, når den dømmer min opførsel og min revolutionære aktivitet.

Forståelsen af dette har hjulpet mig til at forsone mig med situationen og lære at fungere i samsvar med omstændighederne. Det vigtigste for mig har været ikke at forblive på sidelinjen af den politiske virkelighed eller af min revolutionære aktivitet. Dette kræver vedvarende anstrengelser for at overvinde de mange og stadige forhindringer. Jeg er klar over, at kampen for min frihed er knyttet til kampen, som føres på den anden side af disse gitre af mængder af mænd og kvinder, som slås for deres virkelige frihed. …

Sovjetunionens degeneration og socialismens perspektiver

– I november mindes vi 86-årsdagen for den store russiske socialistiske revolution. Er socialisme menneskehedens fremtid efter din opfattelse?

En Verdade giver mig anledning til at berøre to aspekter ved dette spørgsmål:

1) Katastrofen, som fandt sted i Sovjetunionen, var et meget vigtigt historisk faktum, som nogle teoretikere og historikere jublende har proklameret som “afslutningen på historien”, som kapitalismens endelige systemsejr over socialisme. I virkeligheden er det, vi har set, det komplette kollaps for en samfundsmodel og en stat, hvis dekadence var forudsigelig, et system som gennem lang tid ikke længere havde noget med socialisme at gøre.

Allerede før tresserne, da nye marxistisk-leninistiske organisationer begyndte at danne sig og splittelsen i den internationale kommunistiske bevægelse blev tydelig, blev de afvigelser, som de sovjetiske ledere stod for, fordømt, og den uigenkaldelige degenerationsproces for den såkaldte sovjetiske model, som faktisk fandt sted, blev påpeget.

Den internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer, som PCC(m-l) er medlem af.
Klik for at se konferencens dokumenter.

Fra det øjeblik, da afslutningen på modsætninger og klassekampen under socialismen blev proklameret, da “hele folkets stat” blev forkyndt, da udøvelse af liberalt demokrati blev bekræftet, som druknede et ægte demokrati, hvor arbejdere deltog; hvor en ledende klike fik statsmagten på ryggen af folkets interesser, hvor der blev bedrevet tvang og misbrug mod den kommunistiske bevægelse i modstrid med proletarisk internationalisme – så lå vejen til det socialistiske systems og den sovjetiske stats forfald åben.
Resten kom som en logisk konsekvens og fandt ikke sted fra det ene øjeblik til det næste, men foregik over en længere periode.

Nutidens virkelighed viser det kapitalistiske systems dybe krise, skærpelsen af den økonomiske situation, som fortsætter med at forværre situationen i de ‘udviklede’ lande, uddybning af de sociale problemer som mere sult, arbejdsløshed, marginalisering osv., fremvæksten af krige og væbnede konflikter i forskellige regioner på planeten.

2) Marxistisk-leninistisk teori som en videnskabelig teori har fortsat relevans, selvom dens modstandere har prøvet og prøver at benægte det eller fordrejer den, noget som i bund og grund kommer ud på ét.

Jeg tror – uden den ringeste tvivl – på marxismen som vejviser for revolutionære tiltag, som omformer samfundet, det vil sige marxismen som en vejleder eller et referencepunkt for vores handlinger, ikke som en formel eller recept.
Jeg er overbevist om, at socialismen signalerer et bestemt perspektiv for revolutionære forandringer i samfundet. Socialisme er menneskehedens fremtid, uden tvivl.

Mange tak.
Francisco Caraballo

Oversat fra portugisisk af det norske tidsskrift Revolusjon og Kommunistisk Politik.
Kommunistisk Politik 8, 2004.

Se også partiets hjemmeside:
Colombias Kommunistiske Parti (marxister-leninister)

Til kammerat Francisco Caraballo
IKMLPO

Netavisen 3. april 2004


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater