Krig og terror i den “Nye Verdensorden”

Af Ole Larsen
Interrpres

To og et halvt år efter terror-angrebet på World Trade Center kom bomberne i Madrid den 11. marts som endnu en påmindelse om den blodige virkelighed i Præsident Bushs ‘Nye verdensorden’.

I den borgerligt-liberale presse tales der om, at Europa ikke fuldstændig har forstået den skræk, som angrebet på World Trade Center har udløst i de Forenede Stater. Nu hvor den formodede islamiske terror har nået Europa, håber de borgerligt-liberale på en “europæisk opvågnen”. Europa skal uforbeholdent slutte op bag Washington i “krigen mod terror”.

Hvordan det går, får vi se. De spanske folk drog som bekendt en anden, mere jordnær og menneskelig konklusion – de straffede Aznars ‘terrorkrigs’-regering, som stik imod den folkelige opinion trak Spanien ind i krigen mod Irak, og som derved, ifølge vælgernes opfattelse, åbnede Spanien for islamisk terrorisme.

Derfor måtte Det Hvide Hus’ trofaste og loyale allierede, José Maria Aznars Folkeparti-regering, forlade regeringspaladset i Madrid. Spillet var kørt for Signor Aznar og Partido Popular og dets støtte til Bush og Blairs krigseventyr i Irak.

De spanske folks valg var mere en protest mod Aznars terror-krigs kurs, end det var en støtte til det “socialistiske arbejder”-parti PSOE. Derfor var PSOE’s vigtigste valgløfte, at Spaniens 1.300 soldater skal trækkes tilbage inden udgangen af juni måned.
Dog har formand Zapateros allerede nu åbnet op for en “udvej”, nemlig at de 1.300 spanske soldater kan blive i Irak “af humanitære grunde”, hvis FN inden 1. juli er kommet ind i Irak med en “holdbar plan”.

Det er muligt at EU ikke tidligere har betragtet terrorismen som et EU-anliggende, ikke før nu, men den statsterrorisme, som udgår fra USA, og som Europas ledere i stigende grad står bag, har siden den 11. september 2001 været et blodigt anliggende for menneskene i lande som Afghanistan, Irak og Palæstina.

Siden George W. Bush erklærede ‘krigen mod terror’ i 2001, har mere end 50.000 mennesker mistet livet i det, som kaldes det 21. århundredes nye korstog, de allerfleste lige så uskyldige som ofrene i Madrid.
Og disse mennesker, en afghansk bonde, et irakisk barn og en palæstinensisk kvinde, er ikke mindre uskyldige end de spanske pendeltogs-passagerer.

I fjernsynet græder en spansk kvinde over de børn, som mistede livet på Alcala-banegården.
Og vi forstår hende. Og sørger med hende. Men vi må også sørge over de mere end 500.000 irakiske børn, der ifølge FN-organisationer mistede livet som en direkte følge af de sanktioner mod Irak, som hele Europa stod bag.

‘Hellig krig’ og ‘krig mod terror’

Alligevel er det ikke nok at forfærdes over forbrydelsen og at lide med ofrene. Også terrorismen må sættes ind i en social og politisk sammenhæng. Så bliver billedet betydeligt mere mangefacetteret.

Tokyo 20. marts 2004

Den “Hellige krig” startede i Afghanistan i 70’erne, da Brezhnevs Sovjet-hær invaderede landet med, hvad der skulle blive mere end 100 000 soldater. Det var den ene part. Den anden part i denne krig var en folkelig afghansk modstandsbevægelse, som blev infiltreret af CIA, der med saudi-arabisk finansiel støtte og pakistansk efterretningsstøtte forsynede religiøse grupper – de “hellige krigere” – med våben i krigen mod, hvad Reagan kaldte den “ugudelige kommunisme”.

Den islamiske modstandsbevægelse i Afghanistan voksede sig stor og militært avanceret med amerikanske våben og Saudiske petro-dollar. Da Sovjet-hæren i slutningen af 80’erne blev trukket ud af landet, optrappede de hellige krigere krigen, stadig med CIA’s og saudiarabernes støtte og nu mod den kommunistiske og demokratiske modstandsbevægelse i landet.

USA/CIA spillede det religiøse kort i Afghanistan, men den religiøse bevægelse som den amerikansk-saudiske alliance finansierede og forsynede med våben, voksede over hovedet på “bagmændene”.
Den infiltrerede Pakistan og spredte sig til lande som Saudi-Arabien, Sudan og andre lande. Og dannede netværket al-Qaida.

En amerikansk politiker udtrykte det sådan efter flyangrebet på WTC:
– Vi har skabt et Frankenstein-monster. Og med det hentydede han til Osama bin Laden & Co.

Men Osama bin Laden og det såkaldte Al-Qaida- netværk spiller stadig CIA’s og Washingtons spil. Med deres blinde forbryderiske terror-aktioner medvirker de til at gøre det lettere for de imperialistiske krigsforbrydere i Washington og Pentagon at igangsætte nye aggressioner og terror mod de undertrykte folk, indskrænke de demokratiske rettigheder, samtidig som skattebevillingerne til ‘anti-terror’-korps, ‘anti-terror’-sikkerheden og de militære ‘terrorkrigs’-budgetter øges.

Angrebet på World Trade Center gav USA et påskud til at iværksætte de allerede eksisterende planer på at overfalde Afghanistan og for to år siden og Irak for et år siden.

Den såkaldte krig mod terrorismen har meget lidt med kamp mod terror at gøre. ‘Krigen mod terror’ er bare en Potemkin-kulisse for supermagtens stræben efter kontrol og verdensherredømme.
Bagved denne kulisse fordømmes al modstand mod imperialismen som ‘terrorisme’, befrielsesbevægelser stemples som “terrorister”, og USA giver sig selv ret til at arrestere og indespærre “samarbejdsvillige” personer på ubestemt tid i koncentrationslejren på Guantanamo.
At vise solidaritet med den palæstinensiske Folkefronten til Palæstinas Befrielse, PFLP, og den filippinske New Peoples Army og dens politiske repræsentanter er blevet kriminaliseret i EU.

Bagdad 19. marts:
USA ud!

Den imperialistiske supermagt, som styres fra Washington/Pentagon, får i de såkaldte ‘frie’ og ‘liberale’ medier næsten eneret på at sætte den dagsorden, som den dikterer.

De irakiske og palæstinensiske folks modstandskamp betegnes automatisk som ‘terroristisk’, selvom folkeretten giver alle folk ret til at bekæmpe udenlandsk besættelse med de midler, som står til rådighed. Disse ‘frie’ medier, som de højtideligt kalder sig, viser sig at være lige så demokratiske, som deres imperialistiske privat-kapitalistiske ejere tillader.

Situationen i Irak og Palæstina skiller sig i den henseende ikke langt fra situationen i det af Hitler-Tyskland besatte Europa.
De franske, danske og norske modstandsfolk, som sprængte tog og våbenindustrier i stykker, og som gennemførte attentater mod besættelsesmagtens repræsentanter og deres indenlandske samarbejdsmænd og stikkere, var frihedshelte – og de, som overlevede, blev dekoreret som frihedshelte efter krigen.

Det, som George W. Bush og Ariel Sharon og deres liberale støtter betegner som ‘terrorisme’, er ofte en legitim befrielseskamp, som i Irak og Palæstina. Det betyder ikke nødvendigvis, at alle modstandsbevægelsens former og metoder i Palæstina og Irak er legitime, også frihedskæmpere må tage folkeretlige hensyn. Men frihedskampen som sådan er legitim, og den er ethvert folks ret og pligt.

Antikrigsbevægelsen: Den virkelige kamp mod terror

Bomberne i Madrid startede en chokbølge. Men EU´s reaktion er ganske typisk. Reaktionen tog med det samme tragedien som indtægt for at flytte sine positioner frem, ligesom det skete allerede efter 11 september 2001. Nu skal der ske nye indgreb i de demokratiske rettigheder. EU vil således ryste nyt liv i den såkaldte “handlingsplan mod terrorismen”, som søsattes for to år siden, og som allerede har resulteret i en række reaktionære “anti-terrorlove”, der hverken stopper eller forhindrer nye Madrid-bomber.

Det er uden tvivl en blindgyde. Ud af undertrykkelsen avles modstanden, men den føder også desperation og fanatisme, en grobund for terrorismen.

Den, som virkelig vil bekæmpe terrorismen, bekæmper undertrykkelsen i verden, den politiske, hvor imperialismen anført af USA giver sig selv ret til med vold at påtvinge hele kloden sine diktater, og det økonomiske og sociale, hvor skellet mellem fattige og rige hele tiden bliver større.

De borgerligt-liberale bekymrer sig over de spanske folks valg. Hvis Spanien trækker sine tropper hjem fra Irak, som den nyvalgte “socialistiske arbejderparti”-regering har lovet, får de formodede terrorister det, som de vil, hævder de.
Men det en tom tankekonstruktion. For de spanske folk var imod krigen fra dag ét og det har de nu givet udtryk for ved at fyre Aznars terrorkrigs-regering.

Uanset hvad der var formålet med bombeattentatet, så er der bare en vej i kampen mod krig og terror, og det er at kæmpe for en bedre og mere retfærdig verden.
De, som demonstrerede verden over den 20. marts, og protesterede og agiterede mod besættelsen af Irak og Palæstina, er dem, som virkelig bekæmper terrorismen, både på kort og på lang sigt.

20. marts verden over

De Forenede Staters præsident George W. Bush holdt på etårsdagen for den militære aggression mod Irak sit første officielle valgkampagnemøde inden valget i Florida.
Han forsvarede beslutningen om at invadere Irak:
– Vi har vist diktatorerne og verden, at Amerika mener, hvad det siger, sagde Bush ifølge det franske nyhedsbureau AFP.
Præsidenten trak også sin linje i præsident-valget i november op:
– Det er et valg mellem et USA, som leder verden med styrke og tiltro, eller et USA, som står usikkert over for farerne, sagde George W. Bush.

At det amerikanske og andre af verdens folk – også kaldet den “anden supermagt” – ikke deler præsidentens syn, kom til udtryk i tusindvis af demonstrationer over hele kloden.
På etårsdagen for den amerikanske aggression mod Irak krævede millioner af mennesker på hele kloden, fra Australien til Japan, Danmark, Chile, Honduras, Cuba, Sverige, Pakistan og de Forenede Stater, at den amerikansk-ledede besættelsesmagt skal trække sig ud af Irak.

I Præsident Bushs eget land marcherede hundredetusinder mod krigen.
I New York protesterede 100.000 mennesker imod krigen, ifølge nyhedsbureauerne. Kravet om at bringe tropperne hjem gik igen på mange skilte og bannere.

New York 20. marts

Store demonstrationer gennemførtes også i Chicago, Los Angeles, San Francisco og 250 andre amerikanske byer.
Paroler som “Money for jobs, not war” kunne læses på skilte og plakater.
På andre krævedes “Stop the 9/11 coverup”, hvor der hentydes til alle de falske beviser og ‘veldokumenterede fakta’ om Iraks ‘masseødelæggelsesvåben’ og nødvendigheden af krigen, som Bush-administrationen, CIA og Pentagon har fabrikeret på løbende bånd for at retfærdiggøre krigen og føre det amerikanske folk bag lyset.
“End the occupation” og “Impeach Bush” var andre paroler i blandt andet Chicago.

Store demonstrationer udfoldede sig også i Asien og Australien. Der blev gennemført store demonstrationer i blandt andet Tokyo, Seoul og Sydney.
I Sydkoreas hovedstad Seoul gik 100.000 mennesker i protest mod Irak-krigen. I den japanske hovedstad deltog 30.000 mennesker, trods vedvarende regn, i protesterne, meddeler arrangørerne. Demonstranterne bar plakater med paroler som USA UD AF IRAK NU!
De folkelige protester krævede, at USA-koalitionens tropper skal forlade Irak umiddelbart, og rettede sig også mod, at den japanske regering sendte 500 soldater til det sydlige Irak.

I Sydney i Australien, hvis regering har sent et par tusind soldater til Irak, demonstrerede flere tusind mod Irak-krigen og krævede, at de australske tropper skal kaldes hjem. I Sydney bar demonstranter på et stort bur med en dukke, der forestillede statsminister John Howard. På denne måde ville demonstranterne gøre opmærksom på de fængslede australiere, som sidder indespærrede på ubestemt tid i den amerikanske militærbase i Guantanamo på Cuba, af onde tunge kaldet kz-Guantanamo.

Det var i de tre NATO- og EU-lande i Italien, Spanien og Storbritannien, hvor borgpligt-reformistiske regeringer besluttede at sende soldater til Irak for at hjælpe Washington med det folkerets-stridige overfald på landet, at de største folkelige protest-manifestationer udfoldede sig.

I Italiens hovedstad Rom var næsten en million mennesker på gaden for at protestere mod krigen og besættelsen af Irak, oplyser arrangørerne. Hundredetusinder af mennesker gik gennem Roms centrum for at vise modstanden mod krigen og Berlusconis-regeringens deltagelse i Washingtons krigseventyr i Irak.

I Italien ønsker et flertal af befolkningen, at landets 3.000 soldater trækkes hjem fra Irak.
Politiet skønnede, at der deltog 250 000 i protesterne i Rom, altså fire gange mindre end arrangørernes optælling. Det kan skyldes, at det italienske politi tæller demonstranter på samme måde, som man tæller stemmer i USA ved præsidentvalgene. Som bekendt var det denne metode, som næsten fik Bush ‘valgt’ til præsident af USA .

I hele Spanien, hvor den reaktionære Aznar-regering pga. af deltagelsen i Irak-krigen blev sparket ud af regeringskontorerne, gik hundredetusinder af mennesker endnu engang på gaden i folkelige protesttog under paroler som ‘HJEM med tropperne’ på plakater og banderoler. I Barcelona var mere end 200.000 på gaden for at protestere mod krigen og for at mindes de 202 ofre for 11. marts-bomberne i “et minuts stilheds”-manifestationer. I Madrid deltog godt 100.000.

Krigsmodstandere fra hele England rejste med busser fra 75 byer for at deltage i protesterne i den britiske hovedstad. Inden protestmarchen klatrede to aktivister op i Big Ben – klokketårnet ved parlamentet – til politiets store irritation og foldede en transparent ud med parolen “Sandhedens time”.

I London marcherede titusinder af krigsmodstandere fra Hyde Park til Trafalgar Square.
– Det er på tide, at vi får at vide, hvorfor tusindvis af mennesker skal dø i en krig, som verden ikke vil have, sagde en af arrangørerne, Stephen Tindale.

Også hinsidan var tusinder af mennesker på gaden den 20. marts. Udover Stockholm og Gøteborg gennemførtes protester i Lund, Umeå og Ørebro.
I Stockholm blev Sergelstorvet fyldt med tusinder af mennesker, som protesterede mod USA’s besættelse af Irak og den zionistiske kolonistat Israels undertrykkelse af det palæstinensiske folk.
“Nätverket mot krig” arrangerede demonstrationen, som blev afsluttet med et protestmøde foran USA’s ambassade

Et par tusind mennesker demonstrerede i Göteborg under paroler som forfatteren Jan Myrdal – en af talerne – omtalte på denne måde:
– I denne demonstration er vi enige om tre grundlæggende krav:
USA UD AF Irak !
STØT DET IRAKISKE FOLKS MODSTANDSKAMP !
SOLIDARITET MED Palæstina – BOYCOT ISRAEL !
I øvrigt er vi forskellige”

Se også
Hellig krig og terrorisme
Af Interrpres

Netavisen 22. marts 2004