Nej til religionsskat og statsreligion

Kommentar
Af Kaj Rudi Rasmussen
Kommunistisk Politik 5, 2004

Spørgsmålet for eller imod en moske til mennesker i Danmark, der dyrker den muslimske tro, er igen kommet til debat. I dette tilfælde med udgangspunkt i Århus, hvor Foreningen for Moske og Islamisk Kulturcenter i Århus forsøger at realisere tanken om en moske og et islamisk kulturcenter i Gjellerup-området.

Foreningen mener, at der er stort behov for et gudshus til den muslimske del af den danske befolkning, ligesom de kristne og jøderne har deres kirker og synagoger i Danmark. Blandt andet argumenterer foreningen for, at finansieringen af en moske i Århus kan klares over skatten.

En såkaldt moske-skat er foreslået, således at de ca. 180.000 muslimer i Danmark i stedet for kirkeskat betaler skat til bygning og opretholdelse af moskeer i landet. 85 procent af alle voksne danskere betaler kirkeskat. Vil det derfor også være rigtigt at udskrive skat for at bygge og vedligeholde en moske, en såkaldt moskeskat?
Jeg mener det ikke.

Kirkeskatten skal derimod afskaffes sammen med afskaffelse af den danske statsreligion, ligesom kirkerne og præsterne ikke skal høre ind under staten og ej heller finansieres af vore skattekroner, hverken direkte eller indirekte. Menighederne må gerne købe kirkerne, drive dem og selv rekruttere medlemmer til den protestantiske tro eller andre trosretninger. I vores moderne tid kan det ikke være rigtigt, at staten skal holde liv i en bestemt religion, endsige nogen som helst religion.

Religionsdyrkelse er en privatsag, og når den ikke skader nogen, skal hverken staten eller politikerne blande sig i dette. Konsekvensen af dette er også, at den enkelte eller de religiøse foreninger selv må finansiere deres kirker og gudehuse. Gravpladserne og kirkegårdene bør derimod stadig drives af staten eller kommunerne.

Af argumenter for bygning af en moske er fremført, at det vil bidrage til bedre integration og øget forståelse mellem muslimer og andre kulturer i Danmark. Men gudehuse og fokusering på forskellige befolkningsgruppers religiøsitet er ikke vejen frem til bedre integration og mod diskriminering af indvandrere, ligesom det ikke vil mindske den racistiske hetz. Måske vil det have den modsatte virkning. Identitet opnået på baggrund af religiøsitet er kun egnet til splittelse, ikke til samling.

Oprettelse af et kulturcenter, hvor den brede befolkning kan lære om arabernes, tyrkernes og andre folkeslags kultur, er en god ide, men det må foregå på en ikke-religiøs basis.
Vi kommunister er aktive ateister og er imod at dyrke nogen som helst gud. Det er ikke i himlen eller i ånden, menneskene udvikler deres samfund. Vi er imod en statsreligion og statsstøtte til opretholdelse af religionsdyrkning og religiøsitet i Danmark.

Religiøs tænkning er et levn fra fordums dage, hvor menneskehedens videnskabelige niveau ikke var så højt, og den virkelige verden derfor knap kunne erkendes. Dette gav plads for, at store menneskemasser kunne holdes i undertrykkelse af præster, kardinaler og paver, gennem truslen om gudernes forbandelse og skærsilden i helvede. De religiøse overhoveder hjalp med at opretholde magten for de feudale konger, kejsere, moguler og krigsherrer, ligesom de holdt de religiøst undertrykte masser i slaveri og udnyttede deres arbejdskraft nådesløst.

Gennem Marx’ og Engels’ videnskabelige socialisme, arbejderklassens teori, blev der endegyldigt gjort teoretisk op med gudedyrkelsen.

I dagens verden er det i første række de imperialistiske lande og stormagter med USA som den suveræne nr. 1, der undertrykker de arbejdende masser og driver rovdrift på menneskenes arbejdskraft og på verdens ressourcer. Vi ser det i Irak, hvor den imperialistiske krig er blevet brugt for at få magt over verdens olieressourcer og kæmpe landområder for handel og udbytning. Det gøres i lille Danmark, hvor de store kapitalistiske koncerner, banker og forsikringsselskaber får det som di vil have det. Dels overføres store beløb til disse kapitalister gennem skatterne og ved hjælp af nedskæringer over for de svageste i samfundet, dels når udnyttelsen og udbytningen af den danske arbejderklasse og den arbejdende del af befolkningen nye højder.

Vejen til integration og bedre forståelse mellem kulturerne i landet går gennem fælles kamp mod kapitalisterne og imperialisterne. Danske arbejdere og indvandrerne og efterkommere af indvandrerne må stå sammen i den fælles kamp mod magthaverne.

Det gøres gennem arbejde for fred, frihed, velfærd og mod kapitalismen og imperialismen og de imperialistiske krige og alle disse kriges støtter. Det gøres gennem modstand mod Fogh og hans regering, mod dansk krigsdeltagelse og i arbejdet mod racisme og nazisme. Det gøres i den daglige kamp for at forbedre de sociale forhold for den brede befolkning, for højere løn og arbejdsforhold på arbejdspladserne. Ikke gennem bedre forhold for gudedyrkelse.

Se også
Tørklædeforbud: Del-og-hersk politik
Af Henning Paaske Jensen
Kommunistisk Politik 5, 2004

Netavisen 26. februar 2004


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne