Kollisionskurs

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 5, 2004

Den seneste afsløring af pampervældet i toppen af dansk fagbevægelse i form af BUPL’s aftrædelsesordninger har ikke gavnet imaget for bevægelsen, der angiveligt har til formål at forbedre levevilkårene for arbejderne. Børne- og ungdomspædagoger landet over har reageret kraftigt med trusler om og iværksættelse af udmeldelser. De ekstreme aftrædelsessummer, der tilmed bliver givet, selvom den pågældende går lige fra et job til et andet, er desværre gældende for stort set samtlige forbund. BUPL-sagen er da også kun én blandt mange, der i løbende plager fagbevægelsens renomme.

Toppens levevilkår og forhold ligger da også milevidt fra medlemmernes, hvilket blandt andet skyldes de mange ben, som forbundslederne tilraner sig ved siden af deres “almindelige”, men fyrstelige gage. Heriblandt bestyrelsesmedlemmer i de mange formuende pensionskasser, som de samme ledere har så travlt med at forøge ved hver eneste overenskomst. Det gælder også den nuværende.

Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) har ved samme OK-fornyelse fremhævet sig selv ved at indgå aftale med de kristelige arbejdsgivere, hvilket inkluderer, at strejkeretten er elimineret. FOA’s lokale fagforeninger i det nordjyske forsvarer sig med, at den jo alligevel bliver så sjældent brugt!
Mange medlemmer spørger naturligt selv:
– Hvad skal vi så med fagbevægelsen?

Med det seneste forlig på transportområdet er der mange buschauffører, der stiller det samme spørgsmål, hvilket i øjeblikket præger SiD’s debatsider.
De Konservative fisker derfor i rørte vande, når de genfremsætter forslaget om at undergrave fradragsretten for fagforeningskontingentet. Det vil uden tvivl skubbe på bølgen af udmeldelser.
Men det vil ikke få bevægelsen til at falde. Dertil er der alt for mange arbejdere, der forstår nødvendigheden af solidaritet, fagligt sammenhold og organisering.

De faglige ledere gør med indgåelse og anbefaling af de mange OK-forlig det imidlertid ikke let for de mange.
Indholdet i de nye tre-årige forlig er i sit væsen en total forbigåelse af de rejste krav kombineret med yderligere imødekommenhed af arbejdsgivernes krav: mere fleksibilitet på arbejdstiden og undergravning af strejkeretten.

Det har i sagens natur vakt harme blandt de omkring 650.000 arbejdere, der i første omgang er omfattet af minusoverenskomsterne. På mange af de største arbejdspladser har tillidsrepræsentanterne “fravalgt” resultaterne. Specielt spiller overenskomstperiodens længde og ignoreringen af skifteholdsarbejdernes krav om nedsat arbejdstid væsentligt ind. I Københavns Lufthavn, der en den største virksomhed, når det gælder skifteholdsarbejdere, har samtlige tillidsfolk meldt klart ud:
– Resultatet dur ikke! Stem det ned!

Lokalt er harmen og utilfredsheden med OK-resultaterne stor. Årsagen kan være forskellig virksomhed og brancher imellem, men der er i hvert fald é fælles træk: Utilfredsheden med Fogh-regeringens politik over en bred kam er voldsom! Befolkningen blev ikke taget i ed, da Danmark blev krigsførende. Deltidsloven og arbejdsmarkedsreformen blev trukket ned om ørene. Liberaliseringspolitikken har aldrig fået det blå stempel.
Utilfredsheden i hele dens mangfoldighed kan meget let udløse et NEJ ved den igangværende overenskomstafstemning!

I den situation efterlyses en koordinering af kampen. Behovet er skrigende.
Desværre kan det konstateres, at Initiativet “OK 2004” forholder sig totalt passivt. Initiativet, der rummer et slående personsammenfald med de “oppositionelle” kræfter ved storkonflikten i 1998, som ikke udløste den tids harme i fælles aktioner og mobilisering, lader til at forfølge samme linje.
De er tilsyneladende blevet kvalt i deres egne erklæringer om “Fuld opbakning til forhandlerne”.

Initiativet må nu tages lokalt af arbejdspladserne og tillidsrepræsentanterne.
Det er påkrævet, hvis begrebet “solidaritet” på sigt stadig skal have en mening i dansk fagbevægelse.

Netavisen 28. februar 2004