Globalisering eller ultra-imperialisme?

Af Troels Riis Larsen
Formand for DKU


Fælles for de åbent borgerlige og de ‘venstreorienterede’ globaliseringsteorier er, at de mener, at imperialismen er trådt ind i en ny fase – og afviser gyldigheden af den leninistiske imperialismeanalyse.

Uanset den konkrete udformning af globaliseringsteorien skal den skønmale imperialismen og svække kampen imod krig og udplyndring og for socialisme.

Kommentar
Kommunistisk Politik 3, 2004


Ultra-imperialisme

Lenins hovedformål med udgivelsen af sit værk “Imperialismen som kapitalismens højeste stadium” (januar 1916) var at angribe 2. internationales revisionistiske standpunkter. 2. internationale havde med Karl Kautsky i spidsen bakket op om de nationale regeringer og deres krigspolitik, da 1. verdenskrig brød ud. De forsvarede dette forræderi med teorien om ‘ultra-imperialisme’.

Kort sagt gik denne teori ud på, at imperialismen ville udvikle sig i en fredelig retning. Det skyldtes at monopolerne ville blive så store, at de ikke længere ville finde det nødvendigt at konkurrere, men derimod ville lave aftaler og opdele verden fredeligt imellem sig.

Lenin forkastede teorien og konkluderede, at imperialismen ikke ophævede konkurrencen, men derimod skærpede den. At den forbandt sig tæt til statsmagten, og at dette igen og igen ville føre til verdens nyopdeling via imperialistiske krige.

Krigenes katastrofe var tydelig for arbejderklassen dengang, og konklusionen var da også lige for: Kun socialismen kan føre en fredelig og stabil udvikling med sig. En udvikling til gavn for arbejderklassen og det store befolkningsflertal.

Imperialisme

Af hensyn til censuren beskæftigede Lenin sig i sit værk, der blev udgivet legalt, stort set udelukkende med de økonomiske træk ved imperialismen og ikke med de politiske udviklingstræk.

Det vigtigste kendetegn ved imperialisme er monopoliseringen. At stadigt færre virksomheder vokser sig større og større. Men Lenin påviste også en række andre kendetegn: Bankernes sammensmeltning med industrikapitalen (finanskapitalen). At kapitaleksporten opnår mere betydning i forhold til vareeksporten. At der opstår internationale monopolistiske kapitalistsammenslutninger (truster, karteller m.m.), som deler verden mellem sig. At jordens territoriale opdeling mellem stormagterne på det tidspunkt var afsluttet, og derfor kun kunne nyopdeles (gennem krig).

Lenin påviser altså, at staten har en central rolle i at gennemføre imperialismens ekspansionspolitik. Desuden står det klart allerede på dette tidspunkt, at de store virksomheder hele tiden overskrider de nationale grænser i deres jagt efter profit. Overskridelsen af grænser sker netop ved hjælp af staterne, ikke på trods af dem, selvom det er klart, at stater også kan have en funktion til beskyttelse af et hjemmemarked. Det kan ske i form af toldmure og andre afgifter.

Globalisering

I dag er en ny variant af ultra-imperialismen dukket op: globaliserings-teorierne af forskellig art, som skal skønmale den røveriske imperialisme af i dag. Begrebet dækker over en uskøn blanding af faktiske udviklingstendenser og teoretiserende sludder.

Her kommer en kort oversigt over mest brugte argumenter for, at vi nu oplever en ‘globalisering’:

Teknologisk udvikling:
Pga. den teknologiske udvikling bliver det muligt at komme ud til alle egne af verden hurtigt og nemt. Dels fysisk, men specielt er det blevet nemmere at kommunikere via de moderne kommunikationsmidler. Dette påvirker direkte økonomien, og investeringer kan flyttes hurtigt – midler kan trækkes fra et område til et andet bare ved et tryk på en knap.

Multinationale selskaber:
Med fremvæksten af multinationale (MNS) eller transnationale selskaber (TNS), der opererer på tværs af grænserne, er deres tilhørsforhold til enkelte stater forsvundet. Det betyder så, at staternes rolle som beskytter og samarbejdspartner for de store MNS’er ikke længere er nødvendig/påkrævet. Derfor indskrænkes nationalstatens funktionsområde også væsentligt – på sigt bortfalder den helt.

Produktionens internationalisering:
Hermed menes, at den færdige vare produceres fra stadigt flere forskellige dele af verden (lande). Processen har medført, at handelen med halvfabrikata nu langt overstiger den klassiske ombytning af råvarer for færdige industrivarer. Samtidigt er intra-firmahandlen, altså handel inden for firmaet, vokset betydeligt – dette skal ses i lyset af den voksende handel på tværs af grænser og MNS/TNS’erne.

Direkte Udenlandske Investeringer (DUI):
Kapital, der flytter sig fra et land til et andet og samtidig som en direkte investering og ikke blot som porteføljeinvestering (aktier og obligationer). Med fremvæksten af MNS/TNS er betydningen af DUI nu vigtigere end nogensinde før. I slutningen af firserne og igen fra midten af halvfemserne var udviklingen i DUI relativt høj i forholdet til verdenshandlen og produktionen.

Liberaliseringen:
Inden for de seneste 50 år, og særligt de seneste 20 år, er der taget en række mellemstatslige og overstatslige initiativer til at skabe frihandel. I nogle tilfælde er det blot inden for bestemte (handels-) områder såsom EU og NAFTA, men også på verdensplan er der taget en række initiativer for at mindske toldsatserne. F.eks. World Trade Organisation (WTO). Liberaliseringen er ofte synonym med privatisering, mindre statslig sektor og generelt overdragelse af statsmonopoler (el, togdrift, telekommunikation m.v.) til private hænder.

Nationalstaten:
Som en konsekvens af globaliseringens økonomiske og kulturelle indgriben i vores hverdag bliver nationalstaten mere og mere undergravet. Den er faktisk på vej til at blive opløst i den form, vi kender den. Dette er nok den mest betydningsfulde grund til, at man ikke længere kan tale om imperialisme i tidligere tiders forstand, idet imperialismen indtil nu har været opfattet som forbundne med nationalstater.
Men som konsekvens af alt dette muliggøres også en fredelig udviklingsvej for kapitalismen, hævder globaliseringsteorierne Hvis staterne ikke længere fungerer i praksis, er mulighederne for krig jo ikke længere til stede. Det er kernen i ræsonnementet.

Kritik af globaliseringsteorierne

Alle disse argumenter for globaliseringen skal lede til den konklusion, at der ikke er anden vej for verden end at omfavne denne udvikling som det bedst mulige og så påvirke lidt hist og her. Vi skal se et billede, hvor verden er åben, hvor grænser er brudt ned, og hvor alle, der bare tager imod, får en del i den nye globaliseringsfases velsignelser.

Det er indlysende, at verden har forandret sig, siden Lenin skrev om imperialismen i 1916, men de forandringer, der har fundet sted, bekræfter faktisk Lenins teori frem for at afkræfte den.

Der er sket teknologiske forandringer, men det er ikke forandringer, der har ændret på den generelle udvikling. Den teknologiske udvikling er blot et redskab for virksomhederne til at bestyrke virksomhedernes inderste kreds’ magt. De kan nu hurtigt blive opdateret om, hvad der foregår i deres datterselskaber, og hvordan situationen er på verdensmarkedet.

Der eksisterer i dag multinationale selskaber, der har datterselskaber rundt om i verden. Men faktum er også, at disse selskaber (på nær meget få) har ét land/region, de knytter sig til som centrum. Et andet faktum er, at disse multinationale selskaber er monopolvirksomheder, der kæmper for at udrydde sine konkurrenter på verdensmarkedet.

Produktionens internationalisering har betydning i den forstand, at virksomhederne nu ikke længere i samme grad er afhængige af andre virksomheder, men selv kan sikre sin produktion. Det betyder dog ikke, at grænserne er fjernet. Tværtimod er der en tendens til, at kapitalen bliver ført tilbage til virksomhedens centrum.

Eksempelvis opkøber en virksomhed en filial i udlandet: Det medfører blot flere investeringer i hjemlandet. Særligt tydeligt er det, når lande giver lån til andre. Dette sker ofte med klausul om at købe varer i det land, lånet kommer fra (det gælder specielt den såkaldte bistands- eller ulands-hjælp). Dette var tendenser, allerede Lenin påpegede.

Med Østblokkens langsomme forfald og til sidst hurtige opløsning blev der igen dannet et samlet kapitalistisk verdensmarked. En ny omgang af udplyndring af tidligere koloniserede lande kunne begynde. Japan, USA og EU så alle mulighederne og kastede sig ud i rovet om det bytte, der igen lå for deres fødder.

Opdelingen foregår på de to måder, Lenin allerede beskrev i 1916. Ved kapitaleksport – her menes alle dens former, lån, portefølje – samt ved en “direkte opdeling af verden”, altså kolonialiseringen.

Lenin afviste i øvrigt, at man kunne skelne skarpt mellem disse former, der alle var en del af kapitalismens væsen. De direkte investeringer i udlandet er faktisk stadig relativt mindre (set i forhold til BNP), end de var i optakten til 1. verdenskrig, og kan ikke siges at have væsentlig betydning for, hvorvidt vi er i en ny fase.

Liberaliseringen af verdensmarkedet er ikke et økonomisk kendetegn som sådan. Liberaliseringen (privatiseringen) bliver gennemført i de fattige lande med diktat fra IMF og Verdensbanken og i de rige lande med regeringens villige samtykke. Det er blot endnu et tegn på, at statsmagten er sammensmeltet med monopolkapitalen. De får endnu engang gennemtrumfet sin vilje om at kunne søge derhen, hvor profitten er højest.

Det må altså blankt afvises, at nationalstaten er på vej i opløsning. Den lever i bedste velgående.

At Den Europæiske Union er under opbygning, betyder ikke nationalstatens død. Faktisk bruger EU alle de instrumenter, den kan, for at skabe en nationalbevidsthed om superstaten EU. Nationalsang, flag, fælles mønt, snart også fælles forfatning. EU forsøger at bygge sig op som en regional supermagt og på sigt som global supermagt.

Det er først og fremmest de stærke nationalstater Tyskland og Frankrig, der for at indfri deres gamle imperialistiske ambitioner (som de hver for sig er for små og svage til at gennemføre) hiver EU i denne retning. Og inden for (og uden for) rammerne af dette EU kæmper de enkelte nationalstater, småstaterne indbefattet, for at sikre netop deres monopolborgerskabers interesser.

I modsætningen til den nye generation af Kautsky’er, der råber op om, at nationalstaten er døende, må vi konstatere, at den lever i bedste velgående og gerne opfylder de krav, som monopolborgerskabet stiller.
At A.P. Møller og Dansk Industri ville krig i Irak, medførte, at Anders Fogh og regeringen ville krig i Irak. Så enkelt er det.

Troels Riis Larsen er formand for Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund DKU

Se også:
World Social Forum – Mumbay Resistance 2004
Kommunistisk Politik 3, 2004

Netavisen 27. januar 2004


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne