Kassedamer lades fortsat i stikken

Kommunistisk Politik 1, 2004

Titusinder af kassedamer og bordafryddere arbejder på mindstelønnen, der svarer til mindre end 14.000 kr. brutto om måneden. Den kommende overenskomstfornyelse ville være en passende lejlighed til at forhøje betalingen væsentligt. Forbundslederne udtrykker stor sympati, men vil ikke rejse de nødvendige krav.

Overenskomstforhandlingerne for flere hundredtusinder arbejdere er og har i lang tid været forberedt. Køreplanerne er fastlagt, og i de store og afgørende spørgsmål er der udtrykt enighed mellem de to parter.

I dette billede spiller mindstelønnen en yderst ringe rolle. Alt tegner til, at landets kassedamer – der jævnligt hives frem som de bedste eksempler på urimelige lønninger – og de øvrige titusinder, der arbejder på de overenskomstbestemte mindstelønninger, igen bliver svigtet. Alene 12.500 ansatte i detailhandelen og 5.000 restaurationsansatte tjener kun 87 kr. i timen svarende til mindre end 14.000 kr. brutto om måneden.

LO’s Nyhedsbrev “Ugebrevet A4” har netop offentliggjort en undersøgelse udarbejdet af Gallup, der fastslår, at 70 pct. mener, at mindstelønnen er for lav, mens blot hver fjerde finder den rimelig. Det skal understreges, at de udvalgte 1.146, der har deltaget i undersøgelsen, repræsenterer alle sociale lag i samfundet. På trods af direktørfruers, funktionærers og aktiespekulanters manglende interesse for de ringest betalte, så er solidariteten med dem markant. Når der måles blandt arbejdere, er procenten steget til 80. De fleste mener, at mindstelønnen burde ligge på mellem 16-20.000 kr. om måneden.

Samtlige forbundsledere erklærer deres enige opfattelse af, at mindstelønnen er for lille, men så hører enigheden også op. Alt tegner til, at disse titusinder bliver ofret på alteret, hvor de forskellige forbundsledere tørrer problemet af på hinanden.

Formanden for de butiksansattes fagforbund HK/Handel, Jørgen Hoppe, mener, at mindstelønnen er urimelig lav:
– Løn, løn og løn, er prioriteringerne ved de kommende forhandlinger, slår Jørgen Hoppe fast med den ene hånd, mens han med den anden konstaterer, at mindstelønnen reelt afgøres ved forhandlingsbordet, hvor industriens forhandlere sidder:

– Det kræver, at industriens forhandlere er opmærksomme på, at mindstelønnen skal prioriteres højt. Det kan godt være, at det ikke betyder så meget for dem, men det har en afsmittende effekt for blandt andre mine medlemmer. Det er utopi at tro, at man kan få en højere stigning i minimallønnen end på det vigtige industriområde, udtaler Jørgen Hoppe med henvisning til, at arbejdsgiverne over en kam afventer industriresultatet.

Næstformand i RestaurationsBranchens Forbund (RBF), John Frederiksen, er enig med kollega Jørgen Hoppe:
– Det irriterer mig grænseløst, at mindstelønnen ikke er til at rokke, når industrien har nået et resultat, men der er jo ikke noget at sige til, at forhandlerne først og fremmest tænker på deres egne medlemmer. De kan jo i princippet ikke gøre for, at de andre arbejdsgiverforeninger holder sig til det resultat, de har aftalt i industrien, fastslår John Frederiksen, som allerede nu konstaterer, at han ikke tror på en større stigning i mindstelønnen for sine omkring 5.000 medlemmer på mindsteløn.

På industriens område er mindstelønnen ikke meget større end inden for henholdsvis Handel og Restauration, men i modsætning til de to andre områder er den reelle løn på grund af stærke lokale forhandlinger, som minimallønsoverenskomsten berettiger til, betydeligt højere. Traditionelt har CO-Industri heller ikke prioriteret mindstelønnen særligt højt.

Nogle havde forhåbninger til, at et formands- og næstformandsskift i CO-Industri ville udløse andre signaler, men er blevet slemt skuffet. Det tidligere formandskab, Max Bæhring (Dansk Metal) og Willy Strube (SiD), er blevet afløst af Thorkild E. Jensen (Dansk Metal) og Børge Frederiksen (SiD). Det nye formandskab udtrykker da også sympati for arbejdere på mindsteløn, og erklærer, at de da også er klar over, at mindstelønnen i industrien smitter af på andre lønmodtagergrupper:
– Vi er da opmærksomme over det, men når vi regulerer mindstelønnen og forhandler overenskomster i det hele taget, gør vi det først og fremmest ud fra vore egne medlemmers interesser, siger Børge Frederiksen.

Som så ofte før rækker den udtalte sympati fra forbundsledere så langt, som øjet rækker, men når det kommer til den praktiske virkelighed, kan den ligge på et frimærke.

På den ene side vil det ikke koste industrien mange ører at forhøje mindstelønnen væsentligt, idet det er yderst få i industrien, der arbejder på denne sats. Der ville være masser af plads til de øvrige krav. Det ville kunne give en yderst positiv afsmitning for kassedamer og bordafryddere i restaurationsbranchen.

På den anden side læner de “trængte” forbund sig op af en forklaring om, at de er afhængige af industriens resultat. De har overenskomst efter overenskomst anbefalet de dårlige resultater. De har aldrig villet afprøve deres medlemmers kampvilje på trods af, at der hersker enorm sympati netop med deres underbetalte medlemmer fra andre arbejderes side, hvilket kunne udløse en omfattende solidaritet. I stedet skulle de måske ikke have prioriteret pensioner eller fleksibilitet så højt på deres “ønske”seddel.

Det er igen de menige medlemmer, der bliver tabere i forbundsledernes evindelige splittende splittende politik. Det skærer voldsomt i ørerne, når de samtidig forsøger at tørre skylden af på hinanden.

Netavisen 6. januar 2004