Frygten for invasion

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 25, 2003

Et ‘bredt flertal’ har indgået forlig, som indfører et sæt spilleregler, der begrænser arbejds- og opholdstilladelser

– Nu kan danske lønmodtagere sove roligt. Der bliver ikke løntrykkeri på det danske arbejdsmarked. Og vi kan glæde os over, at der er sat hegn om de danske velfærdsydelser, udtalte beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), da det brede forlig om at forhindre millioner af østeuropæiske arbejdere søge til Vesteuropa med den konsekvens, at lønnen vil trykkes.

Ganske vist brød EU-konferencens topmøde sammen i den forløbne weekend; men det var på grundlag af magtfordelingen, der er tæt knyttet til EU’s økonomiske situation for de enkelte lande og EU som helhed. Dermed er den endelige EU-traktat udskudt på ubestemt tid; men udvidelsen træder i kraft pr. 1.maj 2004 som planlagt. Det har i lang tid martret fagbevægelsens top som bund.

Med udvidelsen vil millioner af arbejdere fra de østeuropæiske nationer, naturligt nok føle sig draget af arbejdspladser i Vesteuropa; – hvor svære de så end kan være at opnå. Det er da også en kendsgerning, at mange vil lade deres arbejdskraft underbyde i forhold til den vesteuropæiske arbejderklasses, levevilkår.

Et bredt flertal af Venstre, Konservative, Socialdemokratiet, De Radikale, Kristendemokraterne og SF har indgået forlig, som indfører et sæt spilleregler, der begrænser arbejds- og opholdstilladelser. Arbejdsmarkedets parter, LO, DA og langt de fleste forbundsledere bakker aftalen op.
Spørgsmålet er så, hvilken virkning forliget vil få.

Arbejdstilladelser gives som udgangspunkt kun for et år ad gangen. Ryger arbejdstilladelsen, så mistes opholdstilladelsen også, og dermed lukkes for adgangen til eksempelvis dagpenge og kontanthjælp. Retten til sygedagpenge og børnepasningsorlov er væsentligt forringet.
Betingelsen for at opnå arbejdstilladelse er, at arbejdet er på danske overenskomstmæssige betingelser.
Der kan ikke udstedes opholds- eller arbejdstilladelser til personer, der tager arbejde på en virksomhed, der er ramt af strejke, blokade eller lock out.

Der er således tale om en række regulære stramninger, som i mange år har været tiltrængt, idet antallet af illegale arbejdere, der har fået arbejde i Danmark, har været jævnt stigende. I dag skønnes det, at 6.500 arbejder illegalt i Danmark under barske slaveforhold.

Beskæftigelsesministeriet underkender dette ved at antyde, at antallet blot er 1.500.
Årsagen til regeringens, de borgerliges og arbejdsgivernes tilfredshed med aftalen hænger sammen med, at forliget fradømmer indvandrerne deres sociale rettigheder, hvis de fyres.

Socialdemokraterne og toppen af fagbevægelsen understreger, at forliget ikke er en garanti mod et forøget misbrug af den billige østeuropæiske arbejdskraft. SiD karakteriserer aftalen med billedet: Sikkerhedskæden er sat på; men døren står stadig på klem.

Andre nuværende EU-lande har taget anderledes skridt for at holde østeuropæerne ude. Tyskland har for eksempel indført en syvårig overgangsperiode, der på det nærmeste indfører en ny Berlinmur – med den eneste forskel, at den er rykket til grænserne mod Polen, Tjekkiet og dermed hele Østeuropa.

Denne model var Dansk Folkepartis krav for at deltage i forliget. Men denne model er ikke en farbar vej og politik for den samlede europæiske arbejderklasse. Den tager i en grellere form udgangspunkt i en nationalistisk anskuelse, der skal bringe de respektive landes arbejderklasse op imod hinanden.

Kendsgerningen er nemlig, at de østeuropæiske tilvandrere diskrimineres politisk og socialt med forliget. Kendsgerningen er, at det ikke vil sætte en stopper for den illegale indvandring; men sandsynligvis snarere vil forøge den. Det er lige så sikkert, at tilvandrerne vil lade sig presse på løn og sociale forhold, da alternativet vil være inddragelse af opholds- og arbejdstilladelse, hvis de udsættes for fyring.

Problemet – som er regulært – må ikke anskues ud fra en snæver national vinkel, men en international vinkel, hvor arbejdere på tværs af landegrænser kæmper for samme rettigheder og vilkår. Arbejderklassen er på linie med kapitalen international.

Løsningen er meget simpel: Alle arbejdstilladelser må ske på baggrund af de gældende overenskomstmæssige forhold, hvilket naturligt også giver den ansatte lige ret til sociale ydelser som dagpenge og kontanthjælp.

Netavisen 19. december 2003


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne