Fagbevægelsens egen “Robinson”-dyst

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 24, 2003

LO, danske fagforbund og til tider de lokale fagforeninger mangler tiltrækningskraft. Når det gælder LO- og forbundstoppene, er det mere korrekt at tale om en decideret frastødningseffekt. For langt de fleste er det svært at se, hvilken berettigelse toppen af dansk fagbevægelse har, når de skal dømmes på deres handlinger, egne levevilkår og nepotisme. Mange ville – hvis de kunne – vælge at nøjes med at stå i a-kasse. Denne forsikring vil man af gode grunde nødigt undvære i denne tid, hvor samtlige firmaer overvejer indskrænkninger og fyringer. Kommunistisk Politik har tidligere beskrevet, at hver tredje lønmodtager frygter for sit arbejde og sin indkomst. Når det gælder synet på topledernes situation, så er det straks en helt anden sag.

Leden ved dansk fagbevægelses top er større end nogensinde tidligere. Blandt de unge er forståelsen for faglig organisering nede på et foreløbigt lavpunkt. Det kan man ikke fortænke dem i. Hvis de bliver afskediget, har de kun ret til at oppebære understøttelse i et halvt år. Da Nyrup-regeringen vedtog “Ungeordningen”, sad toppen af dansk fagbevægelse med armene over kors.

De sidste 10-20 år har toppen forsøgt at imødegå den stadig ringere tilslutning til fagbevægelsens rækker. Stort set samtlige forbund har omdannet sig til en serviceorganisation, hvor medlemmer tilbydes rabatordninger til forbrugsvarebutikker, mængderabatter til underholdningsindustrien, så man eksempelvis kan komme billigere i cirkus. Lederne har begivet sig ud på et marked, hvor de konkurrerer med allehånde former for selskaber, der i forvejen er i stand til at tilbyde disse rabatter. Fagbevægelsens profil som kamporganisation forsvinder i tågerne af cirkusgøgl.

Forbundsfusioner har været et andet meget brugt middel til at sikre de store mastodonter. Ved sammenlægninger har man opnået en større koncentration af medlemmer, hvilket kunne resultere i en større faglig styrke og samtidig benyttes til en rationalisering blandt de mange ansatte. Den faglige styrke er imidlertid ikke kommet til udtryk. Tværtimod skældte forbundslederne ud på medlemmerne, da de ved urafstemning forkastede overenskomstforliget i 1998. De faglige poster er heller ikke blevet færre. Stort set alle har fundet sig en lille konsulentniche i fusionen.

Seneste skud på stammen af fusioner finder sted i det kommende år, når SiD og KAD sammenlægges med virkning fra 1. januar 2005. Det nye forbund bliver Danmarks største med 375.000 medlemmer. De to forbund tager den endelige beslutning på ekstraordinære kongresser i Odense den 27.-28.april ’04. Det sker i en situation, hvor medlemstilbagegangen og a-kassernes konkurrence med nye tværfaglige a-kasser tvinger forbundene til rationalisering.

Derfor diskuteres i forbindelse med den nye fusion også en kommende struktur, hvilket vil ramme en række lokale fagforeningers eksistens og de ansatte på levebrødet. Eksempelvis skal 29 selvstændige afdelinger i det storkøbenhavnske område sammenlægges til ti. Der findes simpelthen ikke tilstrækkelig mange “hylder” at anbringe de efterladte på.

I forbindelse med strukturdiskussionen har SiD besluttet, at medlemmet skal sættes i centrum!
Så sandelig et godt udgangspunkt, men alle senere diskussioner og beslutninger i Hovedbestyrelsen og SiD’s distrikter har taget sit udgangspunkt i, hvordan lederne bedst muligt kommer gennem skærsilden. Blandt andet er amtsgrænserne besluttet som et princip til opdeling, hvilket afspejler det nye forbunds fokusering på lobbyisme omkring lokale amtsråd.

Derved kan havnearbejdere, chauffører, søfolk med flere se frem til at blive yderligere opsplittet og/eller samlet med helt andre irrelevante faggrupper såsom teaterfolk og portører. De kan skyde en pind efter kongstanken om et transportarbejderforbund, der kunne udløse deres forenede kampkraft.

Derved kan industriens kvart million ansatte vinke farvel til et slagkraftigt industriforbund, der branchevis kunne opdeles i medicinal, tekstil, stål- og jernbranche osv.

I stedet for at organisere fagbevægelsen efter klassekampens maksimale slagkraft vælger de faglige topledere fortsat at indrette sig efter de parlamentariske principper. De få lokale valgte fagforeningsfolk, der ytrer sig mod denne retning, bliver isoleret og udstødt. I stedet udspiller der sig en egoistisk Robinsondyst, hvor gensidige alliancer på tværs af medlemmernes interesser indgås for at vinde sin egen fortsatte deltagelse på bekostning af andre.

Netavisen 9. december 2003