Foghs tid nærmer sig fortid

Kommentar
Kommunistisk Politik 18, 2003

Regeringen Fogh har siddet på taburetterne i snart to år. Og flertallet er ved at have regnet den ud. Sjældent har en regering gjort sig så forhadt i så store kredse på så kort tid. Den åleglatte statsminister – trimmet af professionelle mediefolk, afskærmet af spindoktorer – har forkyndt en pragmatisk gennemført nyliberal revolution, som skal ændre det danske samfund til en superkapitalistisk mønsterstat, med Fogh som juniorpartner Blairs juniorpartner på internationalt plan.

Foghs problem er, at det vil danskerne ikke være med til – og flertallet af danskernes problem er, hvordan vi skaffer os af med ham og hans uduelige, løgnagtige og korrupte slæng.
For nogle af os er der et tillægsproblem: Hvordan kommer vi af med Fogh uden at hans politik bliver videreført, i en lettere modificeret form, af en SR-regering under Mogens Lykketoft – som Nyrup i sin tid videreførte Schlüters politik?
Meningsmålingerne viser at VK-regeringen og Pia Kjærsgårds loyale støttetropper har mistet støtten fra flertallet af danskerne

Svaret på det første spørgsmål: Hvordan vi slipper af med Fogh og Co. – er massemobilisering. Udviklingen af en folkelig enhed mod krig, krise og reaktion, omfattende alle de kræfter og lag, som direkte er sat under angreb af Fogh-regeringens dybt reaktionære politik til gavn for A.P. Møller og monopolerne i indland og udland – og ellers ingen andre.

Det er de fleste. Det er arbejderne. Det er de arbejdsløse og alle på overførselsindkomster. Det er ungdommens store flertal. Det store flertal af kvinder. Det er børnehavebørn, skoleelever, gymnasiaster. Det er indvandrere af alle generationer.

I disse uge vokser protesterne landet over mod de kommunale og amtslige nedskæringsbudgetter, som Foghs regering står bag og har gennemtrumfet. De gymnasieelever, som protesterer landet over, ved, at det ikke bare er kommunalpolitikerne (som er slemme nok i sig selv), skytset skal rettes imod. Bag dem står regeringens politik. Bag den står EU’s nyliberale projekt og den amerikanske imperialismes krigspolitik.

Der er en klar sammenhæng mellem krigen mod terror, EU’s forfatning og projekt ‘Europas Forenede Stater’ – og lukningen af skoler, lokale hospitaler, de voldsomme takststigninger på den kollektive transport, bolignøden og klapjagten på de arbejdsløse. Krigen mod Christiania er en side af krigen mod Irak. Og omvendt.
Fogh-regeringen fører en politik til gavn for de få, til gavn for de rige – imod flertallets interesser. Så simpelt er det – og det er den enkle sandhed, som spindoktorerne og de villige medier får sværere og sværere ved at tilsløre.

Svaret på det andet spørgsmål: Hvordan undgår vi at socialdemokraterne og de radikale fører lettere tilsløret Fogh-politik er – massemobilisering. Det er udviklingen af et sammenhængende folkeligt program for en anden fremtid for nationen og dens beboere end den, som partnerskabet med USA og opløsningen af nationen i Den europæiske Unions nyliberale projekt tilbyder. Det er arbejderklassens selvstændige klasseprogram, svaret på den åbenbare klassekrig, som Fogh og Co. (der fabler om klassekampens død) har ført fra dag 1.

Socialdemokraterne hader massemobilisering. For så ved man aldrig hvad der sker. Og i modsætning til tidligere kan partiet ikke selvstændigt mobilisere brede masser. Derfor lægger man alle æg i drømmen om sejr det kommende folketingsvalg – og fortæller folk, at de indtil da skal forholde sig i ro. Mens Danmark er blevet et aktivt krigsforbryderland, arbejdsløsheden vokser til rekordniveau, og de fattige bliver mishandlet i dagslys, forkynder socialdemokraterne i Metal-toppen og SiD-toppen, at arbejderklassen ikke længere skal bruge deres vigtigste våben: massestrejken, storstrejken, den politiske strejke.

Udover at Fogh-regeringen fører krig udadtil og indadtil til gavn for de rige – og udover at de sociale problemer vokser overalt og med rekordfart, fra massearbejdsløshed til synlig rasering af den offentlige sektor, fra bolignød til håbløshed – har den en ministerliste, som ville ødelægge en hvilken som helst forening:

Statsministeren lyver om, hvorfor Danmark er i krig. Finansministeren lyver om, hvor han bor, og hvad han foretog sig i Farum sammen med Peter Brixtofte.
Beskæftigelsesministeren beskæftiger sig med at øge arbejdsløsheden og jagte de arbejdsløse.
Kulturministeren har placeret adskillige sprængladninger under kulturen. Hans største aktive indsats har været at støtte ‘Nordens største golfturnering’ – i enhver henseende en gigantfiasko.
Krigsministeren lyver om, hvornår danske soldater er i ildkamp. Udenrigsministeren lyver, fordi han ikke kan lade være.
Og så er der Tove Fergo!

Begravelsesklokkerne er begyndt at klemte.

Netavisen 10. september 2003


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne