Krig og klassekrig

Af Arbejderpartiet Kommunisterne
29. august 2003

‘Ingen nation kan forholde sig neutral i kampen mellem civilisation og kaos’, sagde George Bush til militærfolk fra The American Legion i St. Louis den 26. august:
‘Vi har udarbejdet en ny strategi for en ny slags krig. Vi vil ikke vente til fjenden rammer os igen. Vi vil gøre alt for at forhindre terrorister i at få masseødelæggelsesvåben, før de kan begå mord i ufattelig skala. Denne nations sikkerhed, og vore venners, kræver beslutsom handling, og sammen med en bred koalition er vi gået i aktion verden over. Vi er i offensiven mod terror, og vi vil forblive i offensiv mod terror.’

Han tilføjede:
‘Vort militær konfronterer terrorister i Irak og i Afghanistan og andre steder, så vort folk ikke skal konfronteres med terroristvold I New York, St. Louis eller Los Angeles.
Der bliver ikke noget tilbagetog fra Irak. Vores eneste mål, vores eneste mulighed, er total sejr i krigen mod terror’.

Bush lover verden nye krige. Nye ‘præventive’ krige, hvor USA og dets allierede slår først mod regimer, de ikke bryder sig om, og som de betegner som terroristregimer, slyngelstater eller tilsvarende. 11. september 2001 var blot det belejlige startskud til ‘krigen mod terror’, en lang serie af krige over hele verden, som skal sikre amerikansk global dominans i det 21. århundrede.

Nye stater står på listen over angrebsmål for uprovokerede røverkrige, ‘forebyggende krige’ i strid med folkeretten. Bush og Co. lægger ikke skjul på det: Syrien, Iran, Nordkorea, Cuba – det er blot nogle af dem. Også i Palæstina bekæmper USA og dets nærmeste allierede (ved siden af UK) – besættelsesmagten Israel – såkaldt palæstinensisk ‘terrorisme’: det vil sige den væbnede kamp mod Israels besættelse og terror for at oprette en fri og uafhængig palæstinensisk stat.
Ikke siden Hitler har folkene været udsat for et sådant utilsløret felttog for verdenserobring og verdensherredømme.

Danmark er med i det storamerikanske kolonifelttog. Med ‘hele vejen’ har først en socialdemokratisk, så Fogh-regeringen erklæret. Og Danmark er med i besættelsen af Afghanistan, i krigen og besættelsen af Irak – i de ulovlige krige, som udløses på basis af løgne om masseødelæggelsesvåben eller terror eller en kommende trussel. Staten stiller med soldaterne, A.P. Møller med transportskibe og olieeksperter. Danske kampfly har bombet civile i Afghanistan, danske soldater skyder civile og en enkelt af deres egne i Irak.

‘Krigen mod terror’ er et påskud for noget andet: et påskud for imperialistisk aggression, slet og ret. Dens formål er ikke at gøre verden til et sikrere sted, men at sikre amerikansk og vestlig imperialismes interesser og profitter. Og ikke mindst sikre USA kontrollen med verdens olieressourcer. I sidste ende er det den rige verdens krig mod verdens fattige. Det er klassekrig – ført af monopolerne og milliardærerne mod klodens fattige milliarder.
Og Danmark er med – hele vejen.

Foghs krig – indadtil og udadtil

Det er umuligt at forstå, hvad der sker i verden omkring os eller i Danmark uden at forstå den amerikanske politik for verdensherredømme, som det officielle Danmark har tilsluttet sig – trods massive folkelige protester og et klart flertal mod krig og besættelse af Irak.

Fogh-regeringen fører aggressionskrig udadtil – og klassekrig indadtil. Oprustning, kostbare militæreventyr, flere penge til politiet, flere fængsler: Statens voldsapparat styrkes, mens de sociale budgetter skæres ned. Krigen udadtil føres som indadtil som et felttog til slagtning af de sidste rester af den såkaldte ‘velfærd’. Og angrebsmålet er indvandrere og flygtninge, arbejdsløse og folk på overførselsindkomster, unge af alle kategorier og mange andre: det store flertal af danskerne. Ikke mindst – og i første række – arbejderklassen.

Danmark – som den øvrige kapitalistiske verden – er i krise med stadig voksende arbejdsløshed, bolignød og simpel menneskelig nød og elendighed. Som i 30erne søger den herskende klasse udvej i aggressionskrig og ved at vælte krisen over på andre.
Profitterne skal sikres – og aktionærernes jubelfest fortsætte evigt.

Finanslov 2004 med dens angreb på dagpenge, revalidenter, uddannelsessøgende og SU, på den kollektive trafik, beskæring af boligstøtte og børnefamilieydelse – og dens gaveregn til bankerne, aktionærerne, storlandbrug og miljøsvin, til politi og militær – taler sit tydelige sprog om Fogh og Co.s klassekrig indadtil.

EU – intet alternativ

I 2004 skal der være folkeafstemning om EU’s nye forfatning. Både Fogh-regeringen og socialdemokraterne lægger hovederne i blød for at sælge den til de genstridige og skeptiske danskere. For forfatningen er den europæiske unions og de europæiske monopolers billet til at blive en supermagt på linje med USA. En imperialistisk verdensmagt. Den er en garanti for krig udadtil og nyliberal klassekrig mod de europæiske folk. Den er også en garanti for, at enhver rest af dansk selvstændighed ophæves – at Danmark bliver en delstat i ‘Europas Forenede Stater’ – eller rettere sagt: monopolernes ‘Forenede Europa’.

Fogh-regeringens og socialdemokraternes kurs er klar: Danskerne skal tilslutte sig forfatningen, indføre euro’en og droppe alle forbehold. Deres problem er, at flertallet af danskerne ikke vil være til det.
Men der var også et flertal mod Irak-krigen – Danmark deltager alligevel.

Folkelig enhed mod krig, krise og reaktion

Det eneste svar på Foghs og monopolernes offensiv indadtil og udadtil er udviklingen af en bred folkelig kampfront mod krig, krise og reaktion.

Der er allerede taget vigtige skridt: Antikrigsbevægelsen med dens massive demonstrationer op til Irak-krigen var ét af dem. Solidaritetsbevægelsen med det palæstinensiske folk et andet. Modstanden mod EU og dens forfatning er massiv. Arbejdernes strejkebevægelse er i vækst. Mange offentligt ansatte protesterer. En ny generation af unge er begyndt at gå på barrikaderne, også for at forsvare sig mod privatiseringspolitik, nedskæringer på uddannelserne, bolignød. De kommunale nedskæringsbudgetter bliver mødt af protester fra pensionister, forældre, børn, unge og ansatte.

Tingene hænger sammen: Krigspolitik betyder forringelser af skoler og institutioner, og at der bygges fængsler i stedet for boliger. Derfor må modstanden mod Foghs klassekrig på et område forbinde sig med kampen på de øvrige områder for at stoppe den kapitalistiske offensiv.

Arbejderpartiet Kommunisterne og dets ungdomsforbund DKU står for aktiv kamp, for at udvikle aktioner og masseprotesterne mod de gale klassekrigere i den danske regering og folketinget, i USA og EU, mod monopolerne og deres håndgangne folk.

Se også
En anden verden er mulig: Socialismen er svaret
Fællesudtalelse fra europæiske marxistisk-leninistiske kommunistiske partier til G8-topmødet i Evian 1.-3. juni 2003

Kommunistisk Politik 17, 2003


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater