Politiet kriminaliserer andengenerations-indvandrere

Ny rapport dokumenterer, at politiet opfatter alle “sydlandsk udseende” unge som potentielt kriminelle og derfor udøver omfattende chikane mod dem.

Af Kaj Rudi Rasmussen
Kommunistisk Politik 15, 2003

Artiklen findes i pdf-format her

Center for Ungdomsforskning offentliggjorde 3. juni en rapport om relationerne mellem unge andengenerations-indvandrere og politiet. Projektet baserer sig på tre måneders feltarbejde fra oktober til december 2002 i Karlebo Kommune. Feltarbejdet har bestået af deltagelse, observation og interviewer. Karlebo Kommune er en mindre kommune med cirka 20.000 indbyggere, hvoraf omkring 17 % er indvandrere eller efterkommere af indvandrere. I kommunen bor der lidt over 500 personer tilhørende projektets ene målgruppe, det vil sige unge i alderen 15-25 år med anden etnisk baggrund end dansk. Heraf er cirka halvdelen mænd.

Et gennemgående træk ved forholdet mellem de unge fra de etniske minoriteter og politiet er, at de jævnligt træffer hinanden. Flere forhold forstærker dette, idet mange unge mænd fra etniske minoriteter i kraft af deres klasse, sociale tilhørsforhold og bopæl i socialt belastede områder tilhører en gruppe, der traditionelt har politiets bevågenhed. Endvidere matcher de etnisk, alders- og kønsmæssigt flere af politiets erfaringsbaserede forestillinger om, hvem der kan være kriminelle.

I det følgende vil jeg give en sammenfatning af nogen af rapportens omtaler af konfliktforløb mellem andengenerations-indvandrere og politiet.

Hvordan unge bliver smidt ud af centeret pga. udansk opførsel

Unge af anden etnisk baggrund end dansk mødes i centeret, hvor de taler højt og diskuterer. En borger anmelder slagsmål i centeret. Politiet ankommer og opfører sig provokerende. De unge bliver forvist fra området på grund af “dårlig” opførsel. De unge stiller spørgsmålstegn ved politiets opførsel. De unge og politiet har sjældent samme opfattelse af, hvad god opførsel er.

Politivedtægten er en ordensforskrift, der indeholder restriktioner vedrørende opførsel i det offentlige rum. Den forholder sig til så forskellige forseelser som gadeuorden, voldelig optræden, ophold på isen (når der er forbud) og for eksempel opsætning af plakater. Overtrædelser kan straffes med bøde.

Ung (22 år): Nogle gange, når jeg møder mine venner nede ved centeret, du ved, og de står og hygger, så tænker jeg: “Hold kæft, hvor de larmer”. Så kan jeg da godt se, at de er meget støjende, men så når jeg slutter mig til dem, så bliver jeg en del af det, og så kan jeg ikke høre det mere, altså at vi larmer. Så sker det, at der er en eller anden gammel dame, der ringer efter politiet, det kan ikke være rigtigt. Og hvor er det, de vil have, at vi skal gå hen? Vi bor her jo.
Politiet er naturligvis nødt til at reagere på disse henvendelser, også fordi der er stigende politiske krav om, at politiet skal være synlige i gadebilledet, men det er ikke altid klart, om der er tale om kriminel eller blot “udansk” adfærd. Betjentenes handlinger afspejler en generel tendens i politiet til ikke kun at regulere ulovlig adfærd, men også uacceptabel adfærd. Det er politiets opfattelse, at grupperne udgør en trussel mod de gængse samfundsnormer, samt hvad der i almindelighed anses for god og respektabel opførsel.

Ung (16 år): Hvad er folk bange for? Vi er jo bare en flok 15-16-årige drenge! Og så turde de ikke gå forbi, og nogle spurgte os endda, om vi ville slå dem, hvis de gik forbi – det er virkelig mærkeligt.

Gennem de senere år har vi i Danmark været vidne til talrige tilspidsede situationer og konflikter mellem unge danskere med anden etnisk baggrund og politiet. Faren er, at de unge oplever de samfundsmæssige institutioner og myndigheder som en samlet og uigennemtrængelig og fjendtligt indstillet stopklods. Deres kompetencer og opfattelse af sig selv udvikles gennem deres samlede interaktion med samfundet – det vil sige i uddannelses- og fritidsinstitutionerne såvel som i deres møde med sociale myndigheder og politi. I denne sammenhæng udgør mødet med politiet en overordentlig væsentlig faktor.

De unge kan godt acceptere en bøde

De unges opfattelse af politiets manglende upartiskhed er en yderligere årsag til, at mødet udvikler sig til konflikt. En bøde ville være en anerkendelse af en lovovertrædelse, mens en anvisning er udtryk for politiets subjektive vurdering af de unges opførsel. De unge oplever denne vurdering som chikane og som udtryk for, at politiet blot er irriterede over at unge fra etniske minoriteter ofte har tilhørsforhold til bestemte steder og områder. De unge, som opholder sig meget “på gaden”, forstår ikke politiets indblanding og opfatter den som etnisk begrundet chikane.

Vi holder øje med jer

Politiet stopper en bil med de unge; for de unge virker det ubegrundet. Politiet beder alle unge i bilen om at identificere sig. Én af de unge forhaler identificeringen og trues med at komme med på stationen. De unges venner blander sig.

Politiet kan til enhver tid stoppe et hvert køretøj under henvisning til færdselsloven.
Politiet har lovhjemmel til at kræve identifikation – også uden nærmere forklaring.

I eksemplet stoppes bilen, fordi de unge (ligner) det stereotype billede af en kriminel, og hverken fordi bilisten er kendt af politiet, eller fordi der er konkret mistanke om, at der er begået noget ulovligt. Dette sker ifølge politiet under henvisning til at “der kunne være sket noget kriminelt i nærheden”, eller at de unge måske står opført i Kriminalregisteret. For de unge med anden etnisk baggrund opleves det i første omgang irriterende at blive stoppet. Det er ofte tidskrævende og kan – særligt om aftenen – ske op til gentagne gange. Muligvis er de unge på vej til en aftale, men de må hele tiden lægge en tidsbuffer ind, der hedder “hvis vi bliver stoppet af politiet”.

I anden omgang bliver de unge stødt over det de oplever som politiets konsekvente antagelse om, at de er kriminelle. Kun undtagelsesvis angiver politiet en grund, når de beder de unge om at udlevere deres identifikationspapirer. Ydermere bedes de øvrige passagerer ofte også om at udlevere deres papirer, hvilket kun yderst sjældent sker når andre borgere bliver standset. Politiet informerer sjældent etniske unge om årsagerne til, at de bliver stoppet og bedt om at vise identifikation.

En undersøgelse fra 1999 viser, at ud af 37 politiindsatser, hvor den mistænkte var indvandrer, var ingen af dem gået så konfliktfyldt, som politiet mente, at det “typisk” burde gå.

Andengenerationsindvandrere bliver udsat for den samme behandling med hensyn til identifikationskrav som rockere og andre for politiet mistænkelige typer.

Besøg på computercafé fører til offentlig ydmygelse og kriminalisering

Et besøg på en computercafé fører til en offentlig ydmygelse og kriminalisering. De unges opførsel provokerer eller skræmmer medarbejderen i computercaféen, som tilkalder politiet. Politiet ankommer med forventninger om urolige ballademagere og møder talstærkt op til computercafeén med udrykning på patruljebilerne. De unge bliver usamarbejdsvillige og prøver at latterliggøre politiet. Politiet stiller de unge op på række.

Ung (22 år): Så stod vi der på rad og række op ad en mur, mand, med bilerne pegende ind mod
os, hundene var ude, udrykning på. Som om vi var kriminelle, og alle folk der gik forbi gloede
bare på os – virkelig som om vi var kriminelle!

Politiet lyver for at retfærdiggøre sine handlinger

Efter den ovenstående episode var betjentene nødt til at overdrive truslen for at retfærdiggøre sig. (Min kommentar, KRR). De beskrev bagefter, at de så 15-20 unge samlet omkring dem, at de syntes, at de unge gik alt for tæt på, samt at de følte sig i fare for at blive overfaldet. I situationen stod der reelt fire af Amirs venner tæt på betjentene, samtidig med at der var omkring 10 “tilskuere” hvoraf 4-5 af dem var drenge under 10 år – og én af de unge valgte endda “at smutte” for ikke selv at blive indblandet.

Politiassistent: Der er en forstærkende effekt i hele den her problemstilling: “Hov, vi må hellere passe på, vi må hellere sende en patrulje mere” … “hey, vi kigger også lige med, hvis nu der sker noget”. Det hele har en selvforstærkende spiral – det tror jeg på – når jeg får en melding som vagthavende, der siger, at der er problemer med nogle 2.g’ere, så tænder der allerede nogle alarmklokker hos mig.

Når politiet er usikre på, hvad de unge kan finde på, gælder det for dem om at kunne kontrollere dem og være sikre på, at de står stille, hvor de er. Dette vil sige, at politiet enten lægger de unge ned, stiller dem op på række eller på anden måde pacificerer de unge. Det bliver dermed et spørgsmål for politiet om i disse anspændte møder at manifestere – fysisk og kontant – hvem der bestemmer.

Hvordan en anholdt mistænkt blev til fem anholdte og politivold, hvorfor en betjent vil trække sin pistol

Mistænkt anholdes i lokalområde af fire betjente – lillebror (15 år) blander sig. Politipatruljen tilkalder forstærkning, og der strømmer flere og flere politibiler til stedet med fuld udrykning. Efter ganske kort tid er der over 10 politibiler og over 50 betjente, hvoraf de fleste har samlet sig i en stor gruppe på en parkeringsplads. Det er fra denne samlede flok af betjente, de næste episoder udspringer. Faderen provokeres af folk fra hundepatruljen, og datterens mand overfaldes af politiet og arresteres, Tom, etnisk dansk kammerat, overfuser politiet og bliver arresteret.

Hundepatruljer bliver ofte sendt ud til uroligheder og optøjer. Det er en specialenhed inden for politiet, der ofte bliver indsat i “yderste nødstilfælde”, når tingene spidser til, og de har derfor en anden måde at reagere på end for eksempel nærbetjente. For de unge fremstår politiet som én enhed. Gruppen af unge i undersøgelsen var for eksempel overbeviste om, at en lille gruppe af kronragede politibetjente i en nærliggende politikreds var, hvad de kaldte “nazi-sympatisører”, heriblandt de fire betjente, der skubbede rundt med familien.

En af de unge fra området fortalte efter den voldsomme episode, at den slags store politiaktioner havde været dagligdag på et tidspunkt, og at tingene altid gik over gevind. Og at de unge altid tog hævn om aftenen og natten ved at smadre ruder, sparke døre i stykker og udøve generel hærværk. En uge efter denne aktion blev der øvet omfattende hærværk mod en af nærpolitiets biler.

Politiassistent: Problemet er, at de hænger sammen i de her grupper. Det er, ligesom om de skal forsvare hinanden. Så når vi for eksempel tager kontakt til én og vi vil anholde ham, føler de andre det ligesom en pligt for dem, at de skal svine os til, for at de skal vise sig over for ham, der bliver anholdt, at de støtter ham.

Ældre betjent: Jeg ved nu, at [den yngre betjent], ja, han sagde bagefter… han har ikke prøvet sådan noget før. Han er rimelig ny i tjenesten, han har ikke prøvet det der før, og han sagde bagefter, at han havde været ved at trække sin pistol. Han var så skidebange, så han var ved at trække sin pistol og skyde. Bare op i luften, bare gøre et eller andet.

I politifolkenes bevidsthed er det altså faren for at blive overfaldet, der er altafgørende. Denne “frygt” bliver særlig interessant set i lyset af, hvordan de unge selv taler om politiet, og hvor deres grænse går i forhold til opførsel over for betjentene. De etnisk afvigende unge i undersøgelsen understreger vigtigheden af aldrig at udøve vold mod politiet. En af de unge fortæller:
Ung (16 år): Det dummeste, man kan gøre, det er at slå på en politimand, det kommer der ikke noget godt ud af.

Politikulturen er præget af en særlig missionsfølelse. Betjentene ser sig selv som samfundets “helte” eller beskyttere. Sammen med kravene til øget effektivitet og målbarhed betyder dette, at politiet ofte målretter indsatsen specielt mod etnisk afvigende unge.

I rapporten konkluderes det, at politiet for mange minoritetsunge symboliserer en del af det danske samfund, som de på grund af deres etniske baggrund er afskåret fra. “Det at være ung med anden etnisk baggrund handler ofte om at definere sig i modsætning til politiet”. Dette hænger især sammen med en opfattelse af, at politiet repræsenterer danskheden og alt det, de unge i mange sammenhænge ikke er en del af. De etnisk afvigende unge i både den tidligere og denne undersøgelse oplever, at politiet består af danskere, er til for danskere, og at de misbruger deres magt til at genere ‘udlændinge’.

Det er iøjnefaldende, at etnisk afvigende unge, hvis hverdag på linje med andre almindelige unge mennesker består af blandt andet skolegang og fritidsliv, forventer at blive stoppet af politiet. I den sammenhæng kan man tendentielt tale om, at der sker en utilsigtet kriminalisering af de unge fra etniske minoriteter, som ikke er kriminelle.

Ung (17 år): Jeg er blevet frikendt for alt det, de har taget mig for […] Min straffeattest er helt ren, og det er meget… chokerende at høre på… at tænke over, at når jeg har været på politistationen så mange gange, hvor de ikke kan tage mig for noget, fordi jeg ikke har gjort noget, og min straffeattest er helt ren […]

I forlængelse af sådanne erfaringer har gruppen af minoritetsunge generelt en gennemgribende mistillid til politiets upartiskhed. Der hersker en udbredt opfattelse af, at de under ingen omstændigheder får eller vil få en fair og lige behandling sammenlignet med andre unge.

Er indvandrere virkelig mere kriminelle?

De unge i undersøgelsen havde alle oplevelser med politiet fra almindelig omgang i nærområdet over kropsvisiteringer til anholdelser og sigtelser. I modsætning til gældende opfattelse var det var meget få af de unge, som kunne betegnes som kriminelle. Undersøgelsen viser altså, at det er en lille ‘hård kerne’ af de unge, der laver størstedelen af kriminaliteten, samt at størstedelen af de unge havde en ren straffeattest.

Kigger man på kriminalitetsstatistikkerne, tegner der sig imidlertid et lidt mere nuanceret billede. De mandlige indvandreres og efterkommeres overrepræsentation med hensyn til kriminalitet. Rapporten viser, at når man sammenligner tilsvarende dårligt stillede unge danske mænd, er der en kriminalitetsoverhyppighed på 8 procent blandt personer med udenlandsk oprindelse. På den anden side påvises også, at socialt dårligere stillede oftere figurerer i kriminalitetsstatistikker, og at etniske minoriteter generelt er dårligere stillet som gruppe end danskere.

Jeg mener, at på baggrund af rapportens påvisning af, hvorledes politiet kriminaliserer indvandrerungdommen, at man med god ret kan stille spørgsmålstegn ved, om de 8 procents overkriminalitet ikke også reelt er for stort et tal.

De unges identitet og modstanden mod det omgivende samfund

De unge mødes på steder, hvor de kan være sig selv uden indblanding fra forældre eller andre, som for eksempel pædagoger. De unge i undersøgelsen havde en overgang deres egne klublokaler, hvor de i høj grad forfægtede deres ret til selvbestemmelse. Det var deres klub. De unge i undersøgelsen søger altså i høj grad et frihedsrum, hvor de kan være sig selv – en tendens, der understøttes af deres opfattelse af ikke at være velkomne mange andre steder, hvor de færdes. Dette frihedsrum finder de unge på gaden, i klubben, eller når de kører rundt i biler, og de reagerer derfor stærkt, når politiet “blander sig”.

Kravene om effektivitet og målbarhed afstedkommer et særligt fokus på de mere actionprægede indsatser som for eksempel overvågning af gruppen af etniske minoriteter.

For de unge i undersøgelsen gælder det, at mange af tilbuddene slet ikke eksisterer reelt – der er mange lukkede døre for unge med anden etnisk baggrund end dansk, og det skal disse unge finde sig til rette med.

Det, der karakteriserer de unge i undersøgelsen, er en samhørighed på trods. De unge finder sammen med andre i samme situation som dem, og disse vennegrupper bliver et sted, som de unge søger, og hvor de danner deres identitet som en modstand mod det omgivende samfund, der ikke vil kendes ved dem:
Der opstår en fornemmelse, idé, indstilling omkring at være imod alle de andre, fordi disse andre ikke vil have noget med dem at gøre.

De samme temaer dukkede op blandt de unge i undersøgelsen, men opfattelsen af disse begreber var ikke udelukkende betinget af de unges kulturelle, religiøse og etniske baggrund. Der er snarere tale om en blandingskultur, hvor de unge skaber og gendanner idéer om ære, respekt og loyalitet i en vedvarende social proces, der påvirkes både af forældre, mode, hip-hopkultur og vennekreds.

De etnisk afvigende unge oplever ikke at være velkomne eller høre til i en række forskellige sammenhænge; særligt i kommunalt regi oplever de ofte at være uønskede. De er ofte udelukkede fra at bruge de almindelige fritidstilbud og ungdomsklubber i området, da sanktioner i form af karantæner og udelukkelse ofte rammer gruppen som helhed.

Oplevelsen af marginalisering øger faren for at disse unge, som i undersøgelsen, reagerer med vrede og frustration. Desuden står specielt de unge i mange sammenhænge over for oplevelsen af ikke at høre til eller blive respekteret, og de oplever, at deres kultur problematiseres i medierne, blandt mange politikere og i store dele af befolkningen, hvor de også ofte bliver sat i forbindelse med kriminalitet.

Da politiet for mange unge er identisk med Danmark som et sted, de aldrig kan få adgang til, bliver denne problemstilling særlig væsentlig. Når de ikke kan få den tilstrækkelige anerkendelse inden for systemet, søger de anerkendelse ved at være imod systemet – politiet og Danmark.

Det handler om retten til ordentlig behandling og retten til at opholde sig bestemte steder, det være sig i det offentlige rum eller i det, de unge kalder “deres center”. I undersøgelsen fremgår det, at mange af politiets handlinger ses som overskridelser af disse rettigheder.

Andre gange – som i eksemplet med politimanden, der fik sin hund til at bide en ung og derefter forfulgte den unge i måneder, da den unge havde meldt ham – er der tale om overtrædelser af deres rettigheder.

Undersøgelsen viser yderligere, at de unge på grund af deres livsstil, tøjstil og opførsel ofte oplever at blive misforstået og tolket som truende. Den generelle “angst” for grupper af etnisk afvigende unge har en stærk påvirkning på disse unges selvopfattelse og opførsel i det offentlige rum. På den ene side kan den støjende adfærd blive en måde at gøre krav på et offentligt rum, som de ikke er sikre på, at de har ret til at være i, mens de på den anden side oplever at kunne gøre, hvad der passer dem. Resultatet er ofte, at der skabes en uoverkommelig distance mellem dem og omverdenen, som de heller ikke selv ønsker, endsige forstår.

Unge med anden etnisk baggrund end dansk repræsenterer mere end sig selv. De er bærere af en form for “ydre solidaritetsfølelse”, der spænder bredt over gruppen af etnisk afvigende unge generelt.
De unge er tilbøjelige til at føle sig ramt eller truffet, når nogen taler nedsættende om den eller de grupper, de identificerer sig med. Med andre ord kan man altså sige, at de unge i eksemplet på solidarisk vis forsvarer ikke kun deres venner, men også sig selv. På den måde bliver et angreb på en enkelt af de unge til et angreb på hele gruppen, i og med at de tilknytnings- og følelsesmæssigt er en del af en større gruppe.

Rapporten tager udgangspunkt i, at konflikterne mellem de såkaldt andengenerations-indvandrere og politiet dels kan klares de to grupper imellem, idet konflikterne bygger på misforståelser. Dels at de to grupper er ligestillede, hvad der naturligvis ikke er tilfældet. Rapporten tager således ikke højde for, at politiet handler som statsmagtens, regeringens og folketingets forlængede arm, da statsmagten i vores kapitalistiske Danmark igen er en forlænget arm for de store finans- og industrikoncerner, som har brug for racismen og fjendebilleder for at skabe splittelse i den danske arbejdende befolkning.

Hvor ikke andet fremgår, har jeg brugt rapportens tekst ordret. Dog er tekstrammerne overvejende mine egne formuleringer, ligesom overskrifterne er mine, KRR.

Se også
Indvandrerlovene: Rendyrket reaktionær klassepolitik
– og arbejderklassens svar
Af Kaj Rudi Rasmussen
Kommunistisk Politik 13, 2003

Netavisen 20. august 2003