Parat til forandring

Bag kassen
Kommunistisk Politik 15, 2003

Arbejdsløs på femte måned. Netop rundet de halvtreds er udsigterne til et nyt arbejde ikke særlig lyse. Krisen kradser. Der er netop i dette forår år 2003 sat rekord i massefyringer. Året forinden rummede en anden uhyggelig rekord: Antallet af dagpengemodtagere, der blev skubbet ud og overført til kontanthjælp, steg med 32 pct. i forhold til året før.

Nu er jeg gennem mange teamseminarer på min tidligere arbejdsplads blevet belært om, at man skal se på de lyse sider. Jeg skal sent glemme et seminar, der skulle gøre os “forandringsparate”. Det blev afholdt lige efter, at ledelsen havde offentliggjort deres planer om at ville outsource størsteparten af virksomheden. Vi skulle lære at være optimister:
– Hvis du sidder med en halv flaske rødvin tilbage en lørdag aften, tænker du så: Øv, det er surt, der kun er en halv flaske tilbage, eller glæder du dig over, at der stadig er en halv flaske tilbage, docerede konsulenten.
– Det kommer sgu da an på, hvor tørstig man er, replicerede Jan fra mit team. En højst uvelkommen kommentar.

Jeg og en anden arbejdskammerat, Kenneth, havnede senere i gruppe med en ledelsesrepræsentant samt en pige fra det interne postsystem. Kenneth bragte den ømtålelige outsourcing på banen:
– Hvis vi skal være så positive over for al forandring, er der så ikke nogen, der kan forklare mig det positive i at blive fyret på grund af outsourcing? spurgte Kenneth oprigtigt.
Der blev først helt stille. Så brød ledelsesrepræsentanten lydmuren:
– Det er jo også en udfordring at søge nyt arbejde. Det giver mulighed for anden uddannelse, og ethvert nyt job giver nyt lys over tilværelsen.
Postpigen nikkede begejstret. Kenneth og jeg kiggede forbløffet på hinanden og tog diskussionen op. Gruppen nåede aldrig at besvare så meget som ét af de spørgsmål, der var opgaven.

Nu hørte Jan, Kenneth og jeg selv ikke til det team, der blev hurtigst nedslidt af arbejde, men vi snakkede tit om det lyksalige i at kunne stå af ræset et par måneder. Det fik jeg så chancen til i slutningen af februar. Når jeg kigger tilbage, spørger jeg mig selv: Hva’ fa’en er tiden gået med?
Joeh, jeg har haft mulighed for at deltage i de mange antikrigsprotester og aktiviteter. Jeg er flyttet sammen med min kæreste, har indrettet lejlighed fra A til Z – og solgt den gamle. Jeg har passet mit politiske arbejde nødtørftigt, holdt ferie og “plejet” familie.

På sølle fem måneder er jeg havnet i en totalt anden hverdagsrytme. Længe oppe om natten, sent ud af sengen om formiddagen. Hverdage flyder over i weekender og vise versa. Når jeg går til bageren langt op ad formiddagen, tænker jeg på, hvad naboer og andre tænker om “den arbejdsløse”.
Jeg har genkaldt scenen fra børneserien “Nanna”, hvor Nannas arbejdsløse far skal melde datteren i skole. Skrankepaverne i skolen spørger faderen:
– Hvad laver de så?
– Jeg er arbejdsløs.
– Arbejdsløs hvad?
Faderen kigger undrende, inden han fremstammer:
– Arbejdsløs altmuligmand!

Ydmygelsen af de arbejdsløse har utallige former.
Jeg har ellers opfyldt alle mine forpligtelser: tilmeldt arbejdsformidling og a-kasse, udfyldt personligt elektronisk CV, deltaget i de nødvendige informationsmøder, hvor der er redegjort for mine rettigheder og særlig mine pligter. Jeg har – uden held – søgt arbejde. Medierne konfronterer mig jævnligt med, at incitamentet for de arbejdsløse til at få et arbejde er for lille.

Det har deres økonomiske vismænd nu fundet en løsning på: Dagpengesatserne skal skæres!
Jeg spørger: Når dagpengesatserne reduceres, giver det så mig bedre mulighed for at få et job som kuffertslæber i Kastrup Lufthavn?

Reno

Netavisen 31. juli 2003