Angreb på satserne i støbeskeen

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 15, 2003

Regeringen og deres økonomiske vismænd gør regning uden vært. Stemningen i den danske arbejderklasse er allerede på kogepunktet. Et indgreb over for efterlønnen og satserne på dagpenge kan være det skub, der for alvor udløser solidariteten og de nødvendige fælles aktioner, som i så lang tid har været påkrævet.

VK-regeringen er løbet hurtigere fra deres løfter, end en hest kan rende. En slidt kliche, men sand. Det gælder løfter afgivet før, under og efter regeringens tiltrædelse. Mange af deres beslutninger er gennemført i Folketinget med den mindst mulige margen ved hjælp af Dansk Folkeparti.
Masser af love er regnet ned over danske lønmodtagere, heriblandt den forhadte deltidslov fra sidste forår, men også en arbejdsmarkedsreform kaldet “Flere i arbejde”, som Socialdemokratiet gav deres parlamentariske mandaters støtte. “Flere i arbejde” er i virkeligheden en videreførelse af Socialdemokratiets egen reform to år forinden, der anslog, at 100.000 flere skulle bringes i arbejde inden år 2010. VK nedskrev det meget matematisk til 87.000 flere i arbejde i samme periode.

Skattestop og nedskæringer kræver deres tilgange til arbejdsløshedskøen – i tusindvis. Den verdensomspændende økonomiske krise, der allerede har sat sine tydelige spor i Danmark, betales også af det arbejdende folk, blandt andet i form af øget arbejdsløshed.
Det sætter sine tydelige spor i statistikkerne, hvor rekorderne bliver slået hurtigere, end pressen kan følge med. Forårets massefyringer slår rekorder. Arbejdsløsheden er eksploderet. Dagpengemodtagerne stødes på kontanthjælp; på et år er udstødningen vokset med 32 pct. Nedslidningen og antallet af førtidspensionister er vokset med 5.000 i løbet af et kvartal.

Men VK-regeringen har fastholdt en ting: Der skal ikke pilles ved efterløn og satserne på overførselsindkomsterne, endsige dagpengene. Kommunistisk Politik har tidligere afdækket, at efterlønsordningen er en konstant torn i øjet på monopolernes EU, og at regeringen er villig til at følge taktstokken fra Bruxelles. I sidste nummer beskrev vi, hvordan beskæftigelsesministeren ønskede en “folkelig forankret debat” om efterlønnen. Fagbevægelsens top er positiv.

Nu har regeringen også åbnet en kattelem – på størrelse med en ladeport – for en reducering af satserne for dagpenge. Planen er at iscenesætte et skuespil for folket, der gør, at reduceringerne af satserne bliver “forståelige”.

Sceneskiftet er forberedt ved indsættelse af en statist i form af Jan Rose Skaksen, professor i international økonomi ved Handelshøjskolen i København, som af VK er indsat i regeringens økonomiske råd og derfor har retten til at blive tituleret som økonomisk vismand!
Forudsigeligt nok handler det næste indslag om en stigning i de offentlige udgifter, hvilket er en direkte nødvendighed, når den økonomiske politik har fremtvunget titusinder flere i arbejdsløshedskøen.
Drejebogen for den næste scene hører “vores” økonomiske vismand til: Den nye økonomiske situation tvinger regeringen til at gribe ind – over for efterløn og dagpengesatserne.

På trods af, at en million mennesker i den erhvervsaktive alder befinder sig uden for arbejdsmarkedet, fastholder vismanden, at der mangler arbejdskraft. Under devisen om, at det skal kunne betale sig at gå på arbejde, opfordrer han regeringen til – ikke at give mere i løn, men at reducere satserne for de arbejdsløse. Det er en meget kendt – og brugt – hest, der her trækkes ud af stalden.

Drejebogsforfatteren er placeret af regeringen. Det skulle være meget underligt, om ikke de står ved deres egne kort og følger rådgivningen. Vi får se.
Kendsgerningerne er, at de kapitalistiske kriser altid tørres af på det arbejdende folk. Hertil tjener del- og herskpolitikken som et vigtigt redskab. Hvorfor så ikke lade det gå ud over de udstødte. Så er der måske ro på bagsmækken hos de 2,1-2,5 millioner mennesker i arbejde.

Regeringen og deres økonomiske vismænd gør regning uden vært. Stemningen i den danske arbejderklasse er allerede på kogepunktet. Et indgreb over for efterlønnen og satserne på dagpenge kan være det skub, der for alvor udløser solidariteten og de nødvendige fælles aktioner, som i så lang tid har været påkrævet.

Toppen af dansk fagbevægelse har i alt for mange årtier udvist deres respekt for det parlamentariske diktatur, der ikke regner en aftale, et løfte eller en garanti for, hvad det er.
Det kan meget let vise sig, at den brede faglige bevægelse overhaler toppen venstre om.
Det er der næppe andre end fagtoppen, der vil ærgre sig over.

Netavisen 31. juli 2003