SiD på retræte på EU-hovedaftale

Hovedaftale, arbejdsret og fredspligt på EU-plan er på vej.
Dansk LO velsigner perspektivet.
SiD’s ledelse overtræder gerne forbundets højeste myndighed for at bakke op.

I slutningen af denne måned skal EU’s pendant til LO, EFS (Europæisk Faglig Sammenslutning), tage stilling til et forslag om en hovedaftale gældende for arbejdsmarkedet i alle EU-lande.

Forslaget indebærer, at den europæiske fagbevægelse og arbejdsgivere forpligter hinanden til at vælge forhandlings- og aftalevejen. Den vil rumme regler for indgåelse, gennemførelse og opsigelse af grænseoverskridende aftaler. Der skal være regler for sympatikonflikter i forbindelse med lovlige hovedkonflikter og om retten til konflikt ved forhandling om centrale løn og ansættelsesvilkår. Konkret vil det blandt andet betyde, at der i EU-regi bliver oprettet en EU-arbejdsret.

Som det fremgår, læner forslaget sig tæt op af den danske model, der:
– fratager arbejderklassen retten til uvarslede strejker.
– påtvinger fredspligt mellem aftaleperioderne.
– tilkender arbejdsgiverne retten til at lede og fordele arbejdet.
– indebærer en voldgifts- og arbejdsret, som dels umuliggør konflikter ved overenskomstfornyelse og dels dømmer bøder til arbejdere i tilfælde af konflikter.

Dette sæt af regler, der alle har til formål at hæmme og straffe arbejderes ret til at forsvare sig mod arbejdsgivernes udbytning, ser nu ud til – med de faglige lederes velvillige assistance – at blive institutionaliseret i EU, hvilket vil vanskeliggøre retten til strejke betydeligt. Det er ikke kun et spørgsmål om, at EU’s hovedsæder, arbejdsret og lign. ligger fjernt fra Danmark, men mere et spørgsmål om, at muligheden for at tilkæmpe sig faglige rettigheder fremover bliver en kamp mod det samlede EU, hvilket gør det ulige meget mere vanskeligt.

SiD’s dilemma

SiD er nok det forbund af de større, som har udtrykt sig mest kritisk over for EU. Det er meget naturligt i betragtning af, at det fortrinsvis er de ufaglærte, som rammes hårdest af konsekvenserne af monopolernes EU. Det er kommet til udtryk på mange kongresser. Alligevel har forbundsledelsen valgt at sidde medlemmernes holdninger overhørigt. Det gælder tilsyneladende nu også spørgsmålet om en EU-hovedaftale.

Forbundet vedtog eksempelvis på sidste kongres, at SiD tager direkte afstand fra en europæisk arbejdsret, hvilket forbundsledelsen nu løber fra. I forbundets medlemsblad Fagbladet udtaler SiD’s næstformand Steen Andersen:
– For det første skal en EU-arbejdsret kun have kompetence på grænseoverskridende aftaler og direktiver. For det andet er vi nødt til at forholde os til den udvikling, der sker omkring os. Undlader vi at gå aktivt ind i drøftelserne om dette forslag, vil andre blot træffe beslutningen for os, og vi vil have forpasset vores forpligtelse til at varetage vore medlemmers interesser bedst muligt.

Steen Andersen forsøger videre at retfærdiggøre overtrædelsen af kongresbeslutningen:
– Med det nye forslag vil LO oprette en ny domstol, hvor vi er med til at udpege dommerne. Og denne ny supplerende arbejdsret skal overtage de arbejdsmarkedssager, som EF-domstolen behandler i dag. Hermed fjernes altså kompetence fra EF-domstolen, som overdrages til en ny instans, hvor parterne har indflydelse på afgørelserne.

Ifølge næstformanden er kongresbeslutningen tilsyneladende forkert, idet oprettelsen af en EU-arbejdsret altså vil fratage EF-domstolen kompetence, hvorfor forbundets ledelse har ret til at overtræde en beslutning truffet af SiD’s højeste myndighed. Hvis ikke medlemmerne forstår at sluge guleroden, så får de med pisken:
– Der er andre EU-lande, der har større behov, end vi har lige nu – og kommer de til at lægge linjen, så bliver det ikke en aftalemodel, som vi kender det i Norden, men et lovbaseret system.

Det fungerer efter den gamle devise: Det er bedst at søge indflydelse på forringelsen. I modsat fald bliver det endnu værre.
Når aftalen foreligger, vil vi høre en anden gammel sang: Det var det bedst mulige resultat, vi kunne opnå.
Man kan spørge sig selv om, hvorfor det er SiD’s næstformand, der tegner forbundets kongresbrud, men det hænger måske sammen med, at formanden i forvejen er så udskældt og beskyldt for økonomisk svindel, at hans ryg ikke kan klare så grov en forbrydelse mod medlemmerne.

Kommunistisk Politik 11, 2003
Netavisen 22. maj 2003