Hvordan den 15. februar blev en global aktionsdag

Kommunistisk Politik 5, 2003

Hvordan gik det egentlig til, at den 15. februar blev til en global aktionsdag mod Irak-krig – en dag, som forbløffede verden? Den var indirekte forberedt længe – af antiglobaliseringsdemonstrationerne siden Seattle, af den ny internationale antikrigsbevægelse siden 11. september, af den stadig voksende sociale protest. Men den blev konkret besluttet i København, under EU-topmødet.

Den globale aktionsdag den 15. februar skrev historie. Den var en nødvendighed for krigsmodstanden – og byen København i forbindelse med EU-topmødet i december kom til at spille en vigtig rolle i det. Den den konkrete beslutning om at forsøge at gøre den 15. februar til en verdensomspændende aktionsdag blev faktisk truffet i København. Efter protesterne i gaderne mod EU’s supermagtsdrømme, mod den globale udbytning og den planlagte Irak-krig: Nærmere bestemt på et møde mellem de europæiske antikrigsbevægelser på Holmen den 15. december.

I begyndelsen af november af holdt de sociale bevægelser i Europa (ESF) en kontinental konference i Firenze. Under denne afvikledes den første milliondemonstration mod Irak-krigen. Repræsentanter for antikrigsbevægelserne i en række europæiske lande besluttede her at gøre den 15. februar til fælleseuropæisk aktionsdag: De europæiske hovedstæder skulle alle demonstrere på den dag.
Den danske koalition ‘INGEN KRIG MOD IRAK’, som var blevet dannet op til demonstrationen og fredskoncerten den 26. oktober, blev bedt om at være vært for et nyt koordineringsmøde i forbindelse med EU-topmødet.

På mødet på Holmen kritiseredes beslutningen om kun at gøre det til en europæisk aktionsdag kritiseret for at være ‘eurocentreret’- blandt andet af en repræsentant fra det danske ‘Ingen krig mod Irak’ . En repræsentant fra Filippinerne erklærede: ‘Manila er også med!’ – og mødets sluterklæring konkluderede:

“Det synes åbenbart, at der er et flertal mod krig i de fleste europæiske lande og verden over. Det er derfor, at denne krig ikke kan udkæmpes i vores navne. Det er også derfor, vi tror, at det er afgørende at opbygge den bredest mulige globale anti-krigs alliance til at fremføre kravet: Ingen krig mod Irak.
Vores møde viste, at vores bevægelses styrke er voksende. I alle repræsenterede nationer er der indkaldt til demonstration den 15. februar 2003.
Vi vil arbejde for koordinering af antikrigsblokkene såvel i som uden for Europa og afholde endnu et koordineringsmøde efter demonstrationerne den 15. februar. Vi fortsætter denne kampagne, indtil krigstruslerne/krigen er ophørt.
Vi opfordrer bevægelser i lande, der ikke var repræsenteret på dette møde, til at tilslutte sig initiativet.”

Bolden var givet op. De amerikanske antikrigskoalitioner Int. ANSWER og United for Peace tilsluttede sig initiativet. På en konference i Cairo nogle dage senere tilsluttede en række mellemøstlige og asiatiske lande sig. I Porto Alegre ved det 3. sociale topmøde understregedes den globale karakter af aktionsdagen, og Latinamerika blev stærkere repræsenteret. Den 12. februar kunne VERDENSKOALITIONEN (KOORDINATIONEN) MOD KRIG udsende en fælles pressemeddelelse om den virkelig verdensomspændende aktionsdag.

Den største antikrigsbevægelse, verden har set siden Vietnamkrigen, var skabt – og den blev til sammen med den største samlede aktionsdag på globalt plan nogensinde – endnu før aggressionskrigen er begyndt …
Det skete ubemærket af de borgerlige medier og de krigsglade politikere, som blev panikslagne over dette gigantiske udtryk for den globale folkelige modstand mod krigen.

Som det hedder i pressemeddelelsen:
“Den 15. februar vil vi sende den besked til Bush og hans allierede, at der ikke kan føres krig mod Irak i noget folks navn, i hele verden.“

Det var, hvad der skete. I København foran den amerikanske ambassade og med marchen til Christiansborg. Og samtidig overalt i verden.

Se også:
15. februar 2003: Hilsen fra København, Danmark

Netavisen 4. marts 2003