Slaget om eksklusivaftalerne

Eksklusivaftalerne er en hårdt tilkæmpet rettighed, der har til formål at sikre arbejdernes kollektive rettigheder og resultater, der kun opnås i fælles kamp, byggende på sammenhold og solidaritet.

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 2, 2003

– Det er døden for vores aftalesystem og den danske model, hvis regeringen virkelig vil gribe ind i en frivillig aftale, som er indgået mellem arbejdsgivere og fagforeninger. Jeg kan kun se det som et angreb rettet mod fagbevægelsen.
Så bombastisk falder ordene fra SiD´s juridiske sekretær, Per Christensen, i det seneste nummer af forbundets medlemsblad Fagbladet. Han mener, at det tillige vil underminere hele overenskomstsystemet.

Anledningen til udtalelserne er, at regeringen fremsatte forslag i Folketinget om forbud mod eksklusivaftaler i torsdags, hvilket ikke var overraskende, idet den havde bebudet dette fra dens fødsel.

Det har medført et større rivegilde, da regeringens flertalsmulighed – Dansk Folkeparti – fandt ud af, at de kunne presse V & K ved at kæde forslaget sammen med et stop for billig østeuropæisk arbejdskraft, der vil få adgang til danske arbejdspladser, når EU´s østudvidelse træder i kraft. Socialdemokratiet øjnede i denne situation en mulighed for at få sat en stopper for et forbud ved at lave en alliance med Dansk Folkeparti. Hensigten var at komme DF i møde ved at etablere en overgangsordning på linie med Tyskland, der i syv år vil indføre en begrænsning på antallet af nye østeuropæiske arbejdere.

Dette var et holdningsskift i Socialdemokratiet, der hidtil har benægtet, at østudvidelsen ville medføre problemer af denne art. Socialdemokratiet og LO har siden VK-regeringens tiltrædelse flere gange forsøgt at komme DF i tale, på trods af deres tidligere opfattelse af, at DF ikke er et “stuerent” parti. Det er endnu ikke lykkedes, og taktikken slog også fejl denne gang. DF valgte VK-regeringen mod en række forblommede løfter om begrænsning af udenlandsk arbejdskraft.

Løfterne har imidlertid ikke hold i virkeligheden. Hvorvidt Tyskland som en dominerende stormagt i EU kan formå at lave en overgangsordning, kan man gisne om; men Danmark kan ikke trodse et EU, der som et af sine vigtigste formål har at tvinge arbejdskraften til at bevæge sig over landegrænserne med henblik på at opnå den billigst mulige arbejdskraft.

Forslaget har af naturlige og rimelige årsager medført en skare af udtalelser fra fagbevægelsens ledere på alle planer. Ganske vist skønnes det, at “kun” 220.000 arbejdere på det private arbejdsmarked er omfattet af eksklusivaftaler; men der er tale om hævdvundne, principielle rettigheder, der er vigtige at kæmpe for.
Eksklusivaftalerne er en hårdt tilkæmpet rettighed, der har til formål at sikre arbejdernes kollektive rettigheder og resultater, der kun opnås i fælles kamp, byggende på sammenhold og solidaritet. Det er ikke et spørgsmål om hvor mange, der er omfattet af eksklusivaftaler; men om princippet til retten. En ret, der fratager ikke-organiserede at nasse på de tilkæmpede resultater, der har kostet mistede daglønninger, bøder med dybe konsekvenser for familier. En demokratisk ret, der giver arbejdere på en virksomhed mulighed for at kræve, at nyansatte er tvunget ind i fællesskabet.

Eksklusivaftalerne blev ikke kæmpet igennem for at sikre flere kontingentkroner til aristokraterne i fagbevægelsens top. Ikke desto mindre får man en dårlig smag i munden, når man ser med hvilken iver toppen af dansk fagbevægelse slår sig i tøjret, når det gælder underlaget for deres eget udkommende. Det ånder anderledes fred og ro, når det handler om angreb på arbejderklassens levevilkår. Her ses derigennem med misbrug af de udstødte. De hårde angreb på de arbejdsløses rettigheder og deres dagpenge blev ført af den socialdemokratisk ledet regering i 90´erne med en stiltiende fagbevægelse.

Det er også meget sigende at SiD´s juridiske sekretær, Per Christensen, leverer klassesamarbejdsargumentet:
– Der er ro på arbejdspladser med eksklusivaftaler. De betyder, at arbejdsgiveren ved, hvor han skal henvende sig, hvis der er problemer.

Siden hvornår er arbejderklassens hævdvundne rettigheder blevet til en fordel for arbejdsgiverne? Siden hvornår er fagforeningerne blevet arbejdsgivernes forlængede arm, “hvis der er problemer”?
Tiden er inde til at kridte skoene og stå fast i kampen for eksklusivaftalerne. Ikke af hensyn til arbejdsgiverne eller aristokraterne i toppen af fagbevægelsen; men for vores solidaritet, fællesskab og klassesammenhold.

Kommunistisk Politik 2, 2003
Netavisen 14. januar 2003