Tvang og nødvendighed kontra kampfællesskab

– Vi har sejret ad helvede til, udtalte daværende LO-formand Thomas Nielsen.
Hvis det var tilfældet, kan det konstateres, at sejren var ad helvede til.
Kendsgerningerne er, at stadig færre opfatter dansk fagbevægelse som en levende, kæmpende bevægelse, der tager sit udgangspunkt i de svagestes vilkår.

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 23, 2002

Dansk fagbevægelse har et problem. Medlemmerne mener, der er for langt fra “bunden” til toppen. Medlemmerne oplever på egen krop, at lederne ikke varetager deres interesser, krav og vilkår. Medlemmerne kan i stadig mindre omfang forstå nødvendigheden ved faglig organisering. Sammenholdet, solidariteten og kampfællesskabet får ikke lov til at komme til udtryk i den etablerede fagbevægelse. Desto højere op i bevægelsens hierarki man kommer, desto mindre er samhørigheden med medlemmernes levevilkår, krav om fællesskab og kamp.

Problemerne kommer til udtryk i konkret form.
Det bliver stadig sværere for lokale tillidsrepræsentanter og fagforeninger at organisere nyansatte. Argumenterne svinder ind. Specialarbejderforbundet i Danmark – SiD – har afdækket problemet:
* Hver dag mister forbundet 13 ungdomsmedlemmer.
* Næsten 20 % af SiD´s medlemmer er kun medlem på grund af tvang eller udbetaling af arbejdsløshedsunderstøttelse!
Det sidste konkluderes i en SiD-rapport, der har undersøgt problemet i 36 lokale SiD-afdelinger.

Konklusionen kan kun komme bag på allermest naive i fagbevægelsen, idet det er en offentlig hemmelighed at leden ved fagbevægelsen er større end nogen sinde. Derfor har højrevindene også god fart i sejlene, når der tales fagforeningstvang, eller når der sættes spørgsmålstegn ved eksklusivparagrafferne.

Villy Strubes og Poul Erik Skov Christensens ulovligheder og pamperier har gjort sit til, at leden er vokset. Medlemmerne føler sig svigtet. Deres kontingenter går blandt andet til at brødføde et mindre lag i toppen af bevægelsen, som ofte stikker en kniv i ryggen på dem, deres interesser og kamp.

Formanden for SiD Højer-Bredebro, Finn P. Hansen, udtrykker det således:
– En del afdelinger har fornemmelsen af, at medlemmerne er der for organisationens skyld, mere end organisationen er der for medlemmernes skyld.
Finn P. Hansen har ramt “bulls eye” og søger efter en gyldig forklaring herpå:
– Vi har simpelthen ikke været i stand til at argumentere for og vise, hvorfor man bør være medlem af SiD.

Forklaringen læner sig op af tesen om, at fagbevægelsen har et imageproblem. Det er ikke fagbevægelsen og dens manglende kampfællesskab, der er problemet. De faglige lederes samarbejdsvilje skal ikke antastes. Løsningen er at tilpasse argumenterne og fagbevægelsen, så det bliver moderne at være medlem.

Leden ved fagbevægelsen er imidlertid ikke knyttet til solidariteten, fællesskabet og sammenholdet, som for arbejderklassen er forudsætningen for forbedringer. Problemet er, at fagbevægelsens top i årtier ikke har fungeret efter disse principper. I stedet fremstår bevægelsen stadig tydeligere som en snyltende gople, der af kontingenter, pensionskasser osv. nasser og lever på medlemmernes bekostning. Parallelt er toppen af dansk fagbevægelses hierarki vokset sammen med monopolkapitalen og dens interesser. Det er således baggrunden for de mange forræderier, som overenskomster og aftaler afdækker. Når medlemmerne i konflikter har brug for fagbevægelsens opbakning, smækkes strejkekasserne i, og ofte indgår deres forbund en dårlig aftale hen over hovedet på de strejkende.

Set i det lys er afsløringen af Strubes og Poul Erik Skov Christensens ulovligheder og pamperier kun ridser i overfladen.
De klassebevidste arbejdere i klubber og fagforeninger, som har til opgave at organisere, bør med rapporten i hånden lægge alle deres kræfter ind på at skabe forudsætningerne for at den fremtidige fagbevægelse rummer solidariteten og kampfællesskabet.

Kommunistisk Politik 23, 2002
Netavisen 22. november 2002