Et nyt LO

Uden at blinke har LO solgt arbejderklassen for selv at opnå noget usselt mammon.
Det kan være, at LO-spidserne bliver bespist i Bruxelles. Det kan være, at de får indsigt og til dels indflydelse på EU´s projekt som en stormagt på den globale arena.
Det kan også være, at ideen bag og fagbevægelsens grundlag om at værne om samfundets nederste er gået af fløjten.

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 22, 2002

Det vakte stor medieopmærksomhed, da LO den 20.september bekendtgjorde, at de stoppede deres økonomiske støtte til Socialdemokratiet. Det blev udlagt som et historisk brud mellem to af arbejderbevægelsens trofaste følgesvende.

Beslutningen blev truffet på et hovedbestyrelsesmøde og skal bekræftes på en ekstraordinær kongres i februar 2003.
Hans Jensen, formand for LO, gjorde ikke et stort nummer ud af at fortælle, at LO samtidig vil forny sig. Det er ellers befriende ord fra en organisation, der er sammensmeltet med stat og kapital. Det ville være på høje tid.

Det burde indebære en opsigelse af den mere end et hundrede år gamle Hovedaftale, som har givet arbejdsgiveren retten til at lede og fordele arbejdet. Det ville være en anledning til at opsige de snærende bånd, som arbejdsretten og forligsmandsloven pålægger arbejderklassen. Det burde signalere et politisk skifte, der tog udgangspunkt i de nederste på den sociale rangstige – de udstødte, der ikke kun er udstødt af arbejdsmarkedet, men også af den etablerede fagbevægelse, da de ikke betaler kontingent.

Men det er ikke det, fornyelsen handler om.
Fornyelsen tager sit afsæt i kapitalens krav til en fagbevægelse i “vor tid”.
Den røde tråd i LO´s oplæg til den ekstraordinære kongres er, at LO skal have mere indflydelse på politiske beslutninger. Derfor erklærer hovedbestyrelsen også, at de ønsker en bred kontakt til de politiske partier, hvilket de allerede manifesterede ved at indlade sig i et venskabeligt forhold med Dansk Folkeparti få måneder efter VK-regeringens tiltrædelse. For at understrege dette har de også strøget Socialdemokratiet af deres udgiftsliste. Hovedbestyrelsen understreger desuden, at de – for at opnå indflydelse, ansvar og respekt – vil værne om de aftaler, de indgår med arbejdsgiverne. Som om de ikke allerede har gjort tilstrækkeligt.

Fornyelsen handler om, at LO vil geare sig til EU. EU har nemlig sat den danske aftalemodel, hvor arbejdsmarkedets parter har haft retten til at indgå aftaler og overenskomster, ud af kraft. Det nævnes ikke med ét ord. Fremover bliver forholdene på det danske arbejdsmarked dikteret ved lovgivning eller via EU-direktiver. LO sidder med ved bordet i EU´s faglige sammenhænge, hvor de store planer om slagtning af lønmodtagernes forhold bliver besluttet. LO vil bevare pladsen ved bordet. Derfor skal LO geares. Kampen for lønmodtagernes rettigheder er derfor omskrevet til “en bedre service for medlemmerne”. LO vil være en serviceorganisation.

Uden at blinke har LO solgt arbejderklassen for selv at opnå noget usselt mammon.
Det kan være, at LO-spidserne bliver bespist i Bruxelles. Det kan være, at de får indsigt og til dels indflydelse på EU´s projekt som en stormagt på den globale arena.
Det kan også være, at ideen bag og fagbevægelsens grundlag om at værne om samfundets nederste er gået af fløjten.

På den ekstraordinære kongres skal der træffes fire principielle beslutninger:
– et nyt værdigrundlag
– et nyt fagpolitisk grundlag
– en ny beslutningsstruktur
– principper for løsning af grænsesager

Alle fire beslutninger vil understrege, at fremtidens LO har droppet den forældede socialdemokratiske facade, der knyttede an til begreber som sammenhold og solidaritet i modsætning til individualisering og fleksibilitet. De sidste ti års praksis har vist, at de danske forbundsledere har haft utroligt travlt med at underskrive overenskomster, der har undermineret sammenholdet og solidariteten, fællesskabet. Fleksibiliteten og individualiseringen er blevet det altafgørende. I dag forsøger LO at tage arbejderne som gidsler: Det er for at imødekomme lønmodtagernes krav, at vi går ind for stadig større og flere personlige hensyn.

Hvor i LO´s udsyn eksisterer den lille million mennesker i den erhvervsaktive alder, der blot sukker efter et arbejde?
Hvor er de udslidte, der hver eftermiddag går hjem uden overskud til børn og samlever?
Hvor er LO´s fællesnævner og solidaritetserklæringer – hvis ikke det er på de veldækkede borde i Bruxelles?

Kommunistisk Politik 22, 2002
Netavisen 8. november 2002