I kølvandet på Århus-konferencen

Faglig kommentar

For et halvt år siden brystede de ledende kræfter i netværket for tillidsrepræsentanterne i København sig af, at de selvstændigt var i stand til at udløse en masse bevægelse – og så kunne LO jo følge trop, hvis de ville. Denne vilje mangler efter weekend´ens tillidsmandskonference.

Den landsdækkende tillidsmandskonference i Århus blev i foråret lagt stort op. Det skulle være det foreløbige højdepunkt i kampen mod den borgerlige VK-regering. Bevægelsen fik sit første samlede udtryk, da den mødtes i Silkeborg for ret præcist et halvt år siden. Her indeholdt de vedtagne udtalelser en rimeligt radikal retorik: Roen på landets arbejdspladser kunne ikke garanteres, og regeringen ville sætte fredspligten over styr, hvis den fortsatte sine angreb på fagbevægelsen. VK (& O) besluttede at vedtage sin deltidslov.
Samtidigt tog bevægelsen til i styrke. En planlagt faneborg på Christiansborg Slotsplads den 20.marts blev til en regulær markering, hvor blandt andet lufthavnsarbejdere, stilladsarbejdere og sceneteknikere fra Det kongelige teater nedlagde arbejdet, hvilket skete i modvind fra det københavnske tillidsmandsnetværk.
Protestbølgen fortsatte frem til 2.behandlingen af deltidsloven, hvorefter arrangørerne af weekend´ens konference satte et foreløbigt punktum med henvisning til, at det næste skridt skulle være tillidsmandskonferencen i Århus den 7. september. Finn Sørensen, formand for bryggeriarbejderne og medarrangør, udtalte med store armbevægelser, at man kunne forvente flere tusinde deltagere.
Det satte bevægelsen og protestbølgen i stå. Armbevægelserne blev erstattet af en række læbebekendelser. Den betegnende ringe mobilisering til konferencen satte sine spor. Kun ca. 50 flere end Silkeborgkonferencen mødte op – uden de store forventninger, hvilket ikke var uberettiget, da arrangørerne ikke havde stillet andet i udsigt.

Der var heller ikke meget at komme efter.
Hans Jensen, formand for selveste LO, var inviteret som indledende taler. Han brugte tiden på at slå to ting fast: Når man ønsker indflydelse indebærer det også et medansvar, og arbejdsmiljøpolitikken har absolut topprioritet, hvorefter han forlod mødet! Han gav sig ikke tid til at lytte til repræsentanterne fra gulvet!
Omkring 800 tillidsrepræsentanter fik efter en række oplæg 1½ time til debat, hvilket 33 benyttede til at koge et indlæg sammen til et par minutter. Udgangspunktet for diskussionen var to vigtige forslag til udtalelser: En politisk og aktivitetsudtalelse.
Det karakteristiske for den politiske udtalelse er dels, at den er renset for arbejdspladsernes krav om bedre løn og mindre arbejdstid, og dels fastslår karakteren af en aktiv fagbevægelse, der med brede penselstrøg fastholder de socialdemokratiske termer om solidaritet og demokrati kombineret med nytænkning. Allerede her lurer spøgelset, om arrangørerne mener, at strejkevåbenet er passé.
Dette blev understreget i forslagene til aktiviteter, der indeholder en faneborg foran Christiansborg på en lørdag! (den 5.oktober) som skal opfølges af 3 konferencer det næste halve år. Det lykkedes SiD-Hillerød at få tilføjet en aktivitet, som konferenceledelsen ikke kunne komme uden om: En landsdækkende aktionsdag, hvis regeringen griber ind i fagbevægelsens “fri” forhandlingsret.

Det slående ved konferencen var en konfirmering af enigheden mellem partipolitiske faglige kræfter spredt fra den Socialdemokratiet over SF, Enheds Listen, IS ud til de revisionistiske deltagere fra KPiD og DKP/ML. Det eneste “krudt”, der blev fyret af fra den kant, bestod i, at kravene skulle fastholdes uanset regeringssammensætning, hvilket er et yderst relevant indspark, der dog let blev tacklet af Finn Sørensen fra konferenceledelsen, der imødekom synspunktet kombineret med en kommentar om, at lige nu gælder det fokus på den borgerlige regering.

Mange konferencedeltagere ønskede tydeligvis en mere radikal udgang på mødet; men mangelen på det organisatoriske alternativ var til at overse. For et halvt år siden brystede de ledende kræfter i netværket for tillidsrepræsentanterne i København sig af, at de selvstændigt var i stand til at udløse en masse bevægelse – og så kunne LO jo følge trop, hvis de ville. Denne vilje mangler efter weekend´ens tillidsmandskonference. Med andre ord har den partipolitiske venstrefløj understreget, at den ligger under for den venstresocialdemokratiske linie, der afventer et nyt Folketingsvalg om tre år.

Kommunistisk Politik 18, 2002
Netavisen 9. september 2002