Frivillig fredspligt

Fra det landsdækkende tillidsmandsmøde i Arenaen, Århus

Godt 800 tillidsrepræsentanter diskuterede sidste lørdag den fortsatte kamp mod den borgerlige regering
Resolutionerne og de vedtagne aktiviteter er ikke i balance med bevægelsens krav om en aktiv og beslutsom kamp mod den borgerlige regering og dens politik
Beslutningerne lægger op til at løse den parlamentariske situation med en ny Socialdemokratisk ledet regering

Det var med en vis forventning, at godt 800 tillidsrepræsentanter fra hele landet mødte frem til den landsdækkende tillidsmandskonference i Århus i lørdags. Konferencen skulle følge op på tillidsmandskonferencen i Silkeborg et halvt år forinden, som havde slået til lyd for den protestbevægelse, der i foråret efterfølgende voksede frem imod regeringens politik i almindelighed og deltidsloven i særdeleshed.

Da 2.behandlingen af deltidsloven havde fundet sted, blev konferencen i Århus stillet frem som det næste vigtige skridt. Med dette som udsigt var det naturligt, at der for deltagernes side var forventninger til mødet.
Tillidsfolkene måtte i starten lægge ører til selveste formanden for LO, Hans Jensen, som havde to budskaber på dagsordenen: Indflydelse betyder medansvar, og arbejdsmiljø har højeste prioritet. Hans Jensen forlod konferencen umiddelbart efter sin tale. Han havde tilsyneladende ikke prioriteret sin tid til at lytte på folkene “på gulvet”.

En lang række forberedte oplæg kvalte tiden til debat, som skulle forholde sig til 3 fremlagte resolutioner. En politisk udtalelse indeholdende en række krav rettet til Folketinget, en kommunalpolitisk forholdende sig til kommunernes betrængte økonomi og deraf afledte uretfærdige politik samt en aktivitetsudtalelse, som udstikker retningen for de konkrete aktiviteter for det næste halvår.

Den politiske udspringer af en række undergruppers, som blev nedsat for et halvt år siden, arbejde. Udtalelsen forholder sig ikke til arbejdspladsernes krav angående arbejdstid, løn og arbejdsforhold; men er udelukkende møntet på politiske krav til Folketinget, og er således tænkt som en politisk platform , der skal stilles til en ny regering. Kravene kan da også let imødekommes af en Socialdemokratisk regering – i hensigtserklæringer. Det er betegnende, at udtalelsen ikke omhandler de omkring 750.000 mennesker i den erhvervsaktive alder, som er udstødt fra såvel arbejdsmarkedet som fra a-kassesystemet.

Debatten forholdt sig mest til “Aktivitetsudtalelsen”.
Denne peger på at fortsætte opbygningen af lokale tillidsmandsnetværk på tværs af det offentlige og private “med det formål at genskabe mobiliseringen og den politiske debat på arbejdspladserne – herunder aktiveringsstederne.”
Den foreslår, at der “rejses aktiviteter mod regeringens forsøg på at svække fagbevægelsen”, hvilket skal ske ved deputationer til Folketinget, og via “oplysningsarbejde bringe regeringens politik i mindretal i befolkningen”.

Den foreslår, at den succesrige manifestation på Christiansborg Slotsplads den 2. marts i år, hvor en lang række folkelige organisationer forsamledes til fælles protest, skal gentages og udbygges. En lignende markering arrangeres lørdag den 5.oktober, hvor Folketinget har lukket.
Desuden barsler udtalelsen med en lang række konferencer det næste halve år, som skal fastlægge politikken på flere områder.

Endelig fastslog udtalelsen, at “fagbevægelsen på landsplan skal markere sin holdning ved det afsluttende EU-topmøde den 13.-14.december”, ligesom det blev tilføjet at iværksætte en landsdækkende aktionsdag, hvis regeringen griber ind overfor fagbevægelsens frie forhandlingsret.

Hvis aktiviteterne har til formål at blæse til kamp mod den borgerlige regering, må resolutionen betegnes som værende temmelig tandløs. Silkeborg-konferencens ordlyd om “at vi ikke kan garantere roen på arbejdspladserne”, og “regeringen har sat fredspligten ud af kraft” blev ikke fulgt til dørs med denne resolution, hvilket også afledte en del kritik; men der var for deltagerne ikke noget synligt alternativ til en organiseret kampvillig opposition. I mangel af bedre blev udtalelserne vedtaget, hvilket ikke betyder, at de er i trit med stemningen i arbejderklassen, som ønsker at se et perspektiv og formål med kampen.
Konferenceledelsen og de forberedende kræfter bag konferencen spænder over partipolitiske kræfter fra Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, IS, KPiD og DKP/ML.

Konferencens beslutninger bar i høj grad præg af, at ledelsen af initiativet ønsker at benytte bevægelsen til at skabe forudsætningen for en parlamentarisk løsning, der går ud på at bringe Socialdemokratiet tilbage til magten.
Dette formuleres ikke direkte; men understreges af Finn Sørensen, formand for bryggeriarbejderne, da han fastslog, at i øjeblikket må fokus være på den borgerlige regering.

Se også:
I kølvandet på Århus-konferencen
Faglig kommentar, KP18, 2002

Kommunistisk Politik 18, 2002
Netavisen 11. september 2002