Hvem skal betale krisen?

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 15, 2002

90´ernes aktiefest er forbi!
I den forløbne uge styrtdykkede aktiemarkederne på globalt plan. Samtlige bestemmende aktieindeks kunne konstatere et foreløbigt lavpunkt efter flere års krise. Kursernes fald sammenlignes med krisen i 1987. Siden har aktionærerne ellers haft gyldne tider. I USA steg aktieværdien på Dow Jones-indekset fra 200 til knap 1200 over en 10-årig periode; – svarende til en værdiforøgelse på 600 pct! Det kan man da kalde reallønsfremgang.

Den vigtigste årsag til, at den normale krisecyklus ikke er slået igennem efter den sædvanlige fem år, er først og fremmest åbningen af nye markeder, da muren brød sammen kombineret med at Kina har givet adgang til en milliard flere forbrugere. Udskydelsen af krisen betyder nu, at den slår ekstra hårdt igennem.

På et par år er Dow Jones-indekset faldet fra de knap 1200 til et lavpunkt på 800. USA´s regering har løbende reduceret renten fra 7 pct. til 3 pct. Rentesænkningen skulle tjene til, at forbrugerne skulle have flere penge til forbrug, så varerne lettere kunne omsættes eller aftages. Det første Bush gjorde, da han trådte til som præsident, var at indfri sit valgløfte til de rige i form af kolossale skattenedslag. Formålet var det samme; men ligefedt hjalp det. I den samme 2-årige periode har Nationalbankdirektøren Greenspan, præsidenter og såkaldte aktieeksperter gang på gang konstateret , at økonomien grundlæggende set er sund, og opsvinget er lige om hjørnet.
Vi hører de samme toner i dag! – Men krisen kradser hårdere.

Det startede som en lokal finansiel krise i Sydøstasien, som siden bevægede sig til Guds eget land USA. I samme periode var Tyrkiet ved at gå statsbankerot. Argentina er i dag tæt på statsbankerot. I dag er krisen slået igennem til alle de imperialistiske lande. Børshajerne har koldsved på panden hver eneste dag, når markedet åbner på trods af eksperternes beroligende udsagn.

Der gives mange forklaringer på, at nedturen finder sted. 11. september nævnes som årsag på trods af, at markedet havde rettet sig blot to måneder efter Ground Zero. Der angives manglende tillid til amerikanske firmaer, da det blev afsløret at kæmpefirmaer som Enron, World Com, AOL mfl. har begået regnskabssvindel. Der tales om et kunstigt oppustet marked, som nu er ved sit “rette leje”.

Forklaringerne har mere eller mindre betydning for at “skubbe” til markedet; men det er ikke årsagen! Den reelle årsag er den for kapitalen tilbagevendende overproduktionskrise, der opstår i kølvandet på den iboende konkurrence, hvoraf et af elementerne er at udmanøvrere konkurrenten ved hjælp af en mere effektiv, billigere og hurtigere produktion af flere varer end konkurrenterne. Når varerne ikke kan afsættes, opbygges lagre og indtjeningen forsvinder. I denne paniske jungle skærpes konkurrencen i en desperat overlevelseskamp, hvor de svagere selskaber skal knækkes. Til det formål benyttes forstærket og mere åbenlys regnskabssvindel. Sukkersyge patienter benyttes som forsøgsdyr med kræft til følge. Jagten på profit og overlevelse kender ingen grænser.
Der er ingen tegn på, at der er blevet renset ud. Lagrene bugner stadig. Vi har tilsyneladende ikke set det endelige lavpunkt for aktiemarkederne.

Vi har slet ikke set de endelige konsekvenser af kapitalens metoder til at redde sig ud af krisen. Under krisen og i kølvandet af samme følger firmalukninger og massefyringer, hvilket medfører drastisk forringelse af indkomster og dermed mindre pengemængde til at aftage varerne. Det tager år, inden udrensningen af konkurrenterne er blevet så markant, at kapitalen igen kan vende krisen til opgang.

For at fremme processen kan kapitalen bringe et andet redskab i anvendelse: Krig kan dels benyttes til at erobre nye afsætningsmarkeder fra andre og svagere imperialistmagter, og dels skabe produktion i form af tilintetgørende masseødelæggelsesvåben, der giver den betrængte kapital lidt luft. Det er i den forbindelse fuldstændigt logisk, at EU vil opbygge sig som ny supermagt. Det er i den sammenhæng, man kan forstå de indbyrdes rivaliseringer og handelskrige, som EU og USA fører med og mod hinanden.

Det er arbejderklassen og befolkningen, der er udset til at betale kapitalens krise. Der skal massefyres og bruges mennesker og soldater som kanonføde.
Det er på høje tid, at fagbevægelsen vipper skyklapperne til side og forholder sig til andet og mere end snævre faglige spørgsmål. Det handler om at bekæmpe EU, dets projekt og krigsbudgetter. Det handler om aktivt at bekæmpe samtlige konkrete krige og krigsforberedelser. Det være sig Afghanistan, Palæstina, Irak……

Netavisen 31. juli 2002