‘Situationens alvor’: Samling på revisionistisk grundlag

Af Klaus Riis

Vidste du, at “venstrefløjen” sidste år fik sit dårligste folketingsvalg siden 1964? Det vidste undertegnede heller ikke, før jeg blev gjort opmærksom på en dybt alvorlig kronik i Dagbladet Arbejderen.

Den indledes med disse manende ord:
“Situationen i hele arbejderbevægelsen i dag er meget alvorlig. Folketingsvalget i november sidste år er en afspejling af, hvor dybt problemerne stikker. Venstrefløjen fik sit dårligste resultat siden 1964.”
Hvad skete der egentlig i 64? Egentlig intet særligt. For kronikøren er det ‘tiden før ungdomsoprøret og kampen mod Unionen begyndte at slå ind parlamentarisk …’.

Men det var også tiden, hvor den moderne revisionisme for alvor slog igennem og raserede den kommunistiske bevægelse på verdensplan og i land efter land forvandlede de tidligere kommunistiske partier til små socialdemokratier. De drømte om fredelig overgang til socialismen, hånd i hånd med socialdemokraterne, sådan som toprevisionisterne i Moskva forestillede sig det. Nogle få partier og nogle enkelte lande holdt marxismen-leninismens fane højt. Heriblandt og vigtigst Albaniens Arbejdets Parti og Enver Hoxhas socialistiske Albanien.

For det danske DKP var det begyndelsen til en nedtur, der 25 år senere eliminerede partiet som nogen form for seriøs politisk kraft – selvom partiet i 70erne havde en kortvarig opblomstringsperiode …

Det er Jørgen Petersen, formand for den fraktion, der i 1997 kuppede og splittede det dengang revolutionære DKP/ML, der har begået den nævnte kronik om situationens alvor. Den handler ikke om reaktionens globale offensiv med Bush-administrationen i spidsen.

Den handler (endnu engang) om sammenlægning af de revisionistiske fraktioner DKP/ML, KPiD og DKP – hurtigst muligt.

Fraktionsformandens budskab er følgende:
“I 11 – 12 år er der blevet advaret mod at gå for hurtig frem. Nu er tiden inde til at vende argumentet om. Det går for langsomt – ikke for hurtigt.
Kendsgerningerne taler deres eget sprog. Der bliver færre og færre organiserede kommunister i Danmark. Hvis vi ikke samles indenfor en relativ kort tidshorisont står vi i fare for at miste yderligere terræn.
For DKP, KPiD og DKP/ML gælder det at se virkeligheden i øjnene – hovedparten af kommunisterne findes ikke i, men udenfor vores eget parti. Man kan vælge at lukke øjnene for denne beklagelige kendsgerning, eller tage den op som en dristig udfordring.”

Det må kaldes en alvorlig situation: KPiD, det spaltede DKP/ML og DKP mister medlemmer. Og noget af en indrømmelse fra den ellers altid så optimistisk positive Jørgen.

Den tanke strejfer ham ikke, at situationen for de tre ‘kommunistiske’ småpartier er et resultat af det samme, som i 64 førte til DKPs dybe fald: revisionisme fører til splittelse og forfald. Eller at det kan have noget at gøre med deres politik, som de til 95 pct. (ifølge samme Jørgen) er fuldstændig enige om.

Jørgens hukommelse er kort og skifter efter øjeblikkets behov: I 1991 rejste det dengang revolutionære DKP/ML fra sin kongres parolen om ‘samling af de danske kommunister i ét stærkt parti på marxismen-leninismens grund’ for at søge at overvinde årtiers revisionistisk undergravning af den kommunistiske bevægelse.

På det tidspunkt, efter ‘murens fald’, var DKP kollapset som selvstændigt parti. Programmatisk forkastede det selv en verbal bekendelse til marxismen-leninismen som ideologisk grundlag – og det havde ladet sig opsluge i et nyt parti: Enhedslisten. Den sidste partiformand Ole Sohn fortsatte sin karriere i SF. KPiD opstod for at bevare/genskabe 70ernes DKP og dets grundlag.

Indtil 1997 afviste hele DKP/ML (Jørgen Petersen indbefattet) at se en sådan samling som blot organisatorisk sammenslutning, en simpel sammensmeltning, af de eksisterende organisationer og partier, som kaldte sig kommunistiske.

For på sådan vis skabes revolutionær enhed ikke – ved at skøjte hen over principielle forskelle. F.eks. vedrørende strategien for overgang til socialisme, den væbnede opstands nødvendighed, om klasseanalysen, om det kommunistiske partis karakter og opbygning o.s.v.

Samling i et parti på marxismen-leninismens grund forudsatte og forudsætter kamp mod revisionisme og alt revisionistisk arvegods, som er ansvarlig for det globale tilbageslag for den internationale kommunistiske bevægelse, der ved Stalins død stod stærkere end nogensinde.

Hverken DKP eller KPiD, som Jørgen Petersen så ivrigt bejler til, har gjort op med deres revisionistiske ideologi, politik eller praksis. Ingen af disse organisationer har lært af katastrofen i Sovjetunionen eller de tidligere socialistiske lande. Ingen af dem har draget revolutionære konklusioner af det fælles moderparti DKPs egen politiske fallit.

Begge organisationer er fortsat tilhængere af fredelig og parlamentarisk overgang til ‘socialismen’. DKP forkaster åbent marxismen-leninismen. Og hvad KPiD kalder marxisme-leninisme er den officielle sovjetrevisionistiske doktrin fra 60erne og 70erne. Det seneste bidrag til en ‘skabende udvikling af marxismen-leninismen’ fra KPiDs side er relanceringen af den gamle revisionistiske klasseanalyse, som gør intellektuelle, fra universitetslærere til journalister, til en del af arbejderklassen.

Derimod har DKP/ML selv ændret sig: Partiet er gledet over på den selv samme moderne revisionismes standpunkter, åbent og utilsløret. DKP/ML opstod og udviklede sig frem til 1997 i kamp mod den moderne revisionisme, i Danmark først og fremmest repræsenteret af DKP. I dag har Jørgen Petersen-fraktionen ‘slået en streg’ over denne principielle kamp, hvilket er ensbetydende med selv at overgå til de positioner, DKP/ML tidligere bekæmpede.

Nu hedder det: “De danske kommunister (alias de tre småpartier, KR) har en fælles strategisk målsætning. Vi vil opbygge en bred folkelig alliance mod monopolerne for at kunne omstyrte kapitalismen og begynde den socialistiske opbygning”.

DKP kaldte i sin tid (omkring 75) dette for ‘det antimonopolistiske demokrati’ og fredelig overgang til socialismen. Det er stadig KPiDs og DKPs strategiske forestilling.

Det revolutionære DKP/ML havde en anden strategi: opbygning af arbejderklassens enhed mod monopolkapitalen og dens stat (Jørgen Petersen glemmer ’tilfældigvis’ kampen mod den borgerlige statsmagt), mod imperialismen, i kamp mod reformisme og revisionisme – og skabelsen af en bred folkelig enhed omkring arbejderklassen. Med det formål at forberede en revolution (en væbnet folkeopstand) for at knuse borgerskabets statsmagt og opbygge et socialistisk Danmark under arbejdernes klasseherredømme, proletariatets diktatur.
Det er fortsat de revolutionære kommunisters strategi.

Uanset hvor meget Jørgen Petersen udråber de tre småpartier til at være kommunistiske er deres fælles strategi antileninistisk og antikommunistisk.

Men hvad er det så for et parti, Jørgen forestiller sig skal redde den ‘alvorlige situation’, som udover det dårligste folketingsvalg siden 1964 beskrives således:

Situationen forværres af at også fagforeningerne er betydeligt svagere end tidligere. De borgerlige partier begynder at slå rod i arbejderklassen. Kommunisterne er splittede og står ikke som et troværdigt alternativ for den brede del af arbejderklassen. Det er kun et stærkt kommunistisk parti, der kan ændre denne situation. Hvis ikke dette parti skabes i løbet af kort tid, vil arbejderklassen blive slået endnu mere tilbage. Vi har kun en eksistensberettigelse, hvis vi evner at tage denne udfordring op.”

Det er altså et ‘troværdigt alternativ for den brede del af arbejderklassen’: ‘et stærkt kommunistisk parti’.

Det er imidlertid heller ikke tilfældigt at udover slagordsagtige fraser som ‘et troværdigt alternativ’ og et ‘stærkt kommunistisk parti’ kommer han ikke ind på en nærmere definition af, hvad et sådant parti er.

Det var Lenin, der udviklede den marxistisk-leninistiske partiopfattelse af det kommmunistiske parti som arbejderklassens fortropsparti. Som et parti, som er i stand til at rodfæste sig i arbejderklassen og lede dens kamp for en gennemførelse af revolutionen med magt, og kan fungere såvel under legale som illegale betingelser.

Sådan udviklede de kommunistiske partier sig efter Oktoberrevolutionen i 1917 og de udviklede sig videre med de nye erfaringer og opgaver i Stalintiden, Komintern-perioden og første halvdel af det 20. århundrede med dens revolutioner og krige og massive kommunistforfølgelse.

Og sådan opbyggedes også de nye marxistisk-leninistiske partier i kamp mod de revisionistiske ‘massepartier’, som blev modellen for en lang række tidligere kommunistiske partier efter Stalins død.

Enver Hoxhas giver bl.a. i Eurokommunisme er antikommunisme en udførlig redegørelse herfor – se bl.a. det lille vedføjede citat nedenfor, som giver nogle grundforestillinger om den leninistiske partiopfattelse.

De tre småpartier DKP, DKP/ML og KPiD har for længst forkastet denne partiopfattelse. Og forkastet den bevidst. Det er simpelthen et røgslør over dette, når Jørgen Petersen skriver:
“Efter DKP/ML’s opfattelse er det af stor betydning, at det kommunistiske parti åbnes op og bringes til at fungere som et masseparti og ikke som et elitært kadreparti. Det må imidlertid ikke betyde, at partiets grundlæggende karakter udvandes.”

De tre partier er allerede vidtåbne og forsøger (helt uden held) at fungere som ‘massepartier’, der forgæves er på medlemsjagt uden at forstå, at kvaliteteten af partimedlemmerne er vigtigere end kvantiteten, og bestemmende for selve partiets karakter. Det er en del af arven efter det lidt større revisionistiske DKP. Flere linjer og opfattelser sameksisterer i alle disse partier.

At slå dem sammen vil ikke skabe et stærkt kommunistisk parti, men blot et lidt større revisionistisk parti. Da ingen af dem er partier for revolutionær kamp, vil et fællesparti heller ikke kunne være det.
Et sådant parti er ikke stærkt, men svagt. Det er ikke kommunistisk, men revisionistisk. Og det er dømt til ny fiasko.

PS!

Enver Hoxha om det marxistisk-leninistiske parti

“De marxistisk-leninistiske partier og proletariatet i de enkelte lande undervurderer aldrig presset fra bourgeoisiet og dets ideologi – kapitalismens, imperialismens, socialimperialismens og bedrageriske revisionistiske ideologiers undertrykkende kraft. Dette pres og disse negative indflydelser blive skadelige, meget farlige, såfremt proletariatets parti ikke fører en beslutsom kamp imod dem og ikke har en stærk organisation og en jernhård proletarisk disciplin, og såfremt det ikke er kendetegnet ved en stålsat enhed i tanke og handling, som udelukker enhver fraktions- og gruppeånd.

Det er derfor, at de marxistisk-leninistiske partier – samtidig med at de hæver deres ideologiske niveau og fører kamp mod revisionisme og den borgerlige ideologis indflydelse – vier deres interne organisatoriske styrkelse på basis af de leninistiske normer og principper den største opmærksomhed.

Partiet er og bliver revolutionært, når prøvede, aktive, engagerede, revolutionære elementer fylder dets rækker. De bekæmper fast de sekteriske og intellektualistiske opfattelser, som hyppigt – under dække af behovet for at optage ‘skolede elementer’ –  lukker partiets døre for arbejderne og de sunde elementer fra andre lag fra de arbejdende masser, som ved at være aktive i partiets rækker kan opnå alle de kvaliteter, som må karakterisere det revolutionære proletariats fortrop…

Det marxistisk-leninistiske parti (…) er ikke et parti af ord, men den revolutionære handlings parti. Hvis dets medlemmer ikke er inddraget i konkrete aktioner og kampe, vil det ikke være et ægte marxistisk-leninistisk parti, men kun et marxistisk-leninistisk parti af navn. I givne øjeblikke vil et sådant parti med sikkerhed spaltes i forskellige fraktioner, vil have mange sameksisterende linjer, og vil forvandles til et liberalt, opportunistisk og revisionistisk parti. Et sådant parti er ikke egnet til arbejderklassen, og den har ikke brug for det.

Fra Eurokommunisme er antikommunisme, 1978.

Kommunistisk Politik 14, 2002
Netavisen 22.07.02

 

 

 

 


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater