Antallet af ekstremt fattige i verden voldsomt stigende

Trods flotte hensigtserklæringer om kamp mod fattigdommen lever over 305 millioner mennesker i ekstrem fattigdom, og antallet af “ekstremt fattige” vil med den nuværende udvikling i den påståede internationale fattigdomsbekæmpelse vokse til over 420 millioner i år 2015.

Verdensbankens og OECD-landenes påståede indsats for at bekæmpe verdens fattigdom har intet på sig. De rige lande bliver stadigt rigere som følge af, at udplyndringen af den tredje verden fortsætter uhæmmet. Fattigdommen vokser ubehersket som følge af, at de fleste ulande er alt for afhængige af deres råvareeksport, hvor priserne er stærkt faldende, dokumenterer en ny FN-rapport. Hverken det globale handelssystem eller den internationale udviklingshjælp fungerer tilfredsstillende

FN-rapporten er den første af sin slags: en samlet undersøgelse af den økonomiske udvikling i de 49 fattigste lande, og konklusionerne er entydige. Antallet af ekstremt fattige er stigende, mens de unge har mere end svært ved at finde arbejde. Over 307 millioner mennesker lever for under en dollar om dagen, som er den grænse, der mere eller mindre vilkårligt er blevet fastsat for “ekstrem fattigdom”. I virkeligheden er antallet af ekstremt fattige langt, langt højere.

Det er et tal, der vil eksplodere, hvis der ikke fremover føres en reel politik for at bekæmpe fattigdommen, og hvis ikke ulandsbistanden sættes væsentlig i vejret, understeger FN. Fortsætter udviklingen uændret vil antallet af mennesker, som lever i ekstrem fattigdom være steget til 420 millioner år 2015.

Fattigdomsgrænsen synes ellers at være fastsat til en dollar ud fra den betragtning, at den næsten ikke kan undgå at blive overskredet som følge af almindelig inflation mv., så kan det hedde sig, at Verdensbankens, OECD-landenes med fleres politik for bekæmpelse af fattigdom virker.

De 49 lande hærget af voldelige konflikter, dårlig infrastruktur, voldsomme klimaforandringer, sult og sygdom. De er totalt økonomisk afhængige af eksport af råstoffer, landbrugsvarer og tekstiler til de rige lande, produkter, som de får en yderst ringe betaling for, samtidig med, at de rige lande yder økonomisk støtte til deres egne producenter af samme type varer. De rige lande beskytter massivt de erhvervsområder, hvor udviklingslandene har mulighed for at konkurrere, fastslår rapporten.

Der er tale om en forkvaklet økonomisk politik over de fattige lande:
– Det er helt uholdbart. Der er tværtimod brug for flere penge, bedre rådgivning og mere uddannelse til at hjælpe de fattigste lande med at udvikle deres egne industrier, så de har reelle varer at handle med internationalt, fremhæver økonomiprofessor dr. Zeljka Kozul-Wright, en af hovedkræfterne bag rapporten.
Han kritiserer i øvrigt den danske regering skarpt:
– Det er dybt beklageligt, at Danmark nu går i den modsatte retning og skærer i sin udviklingsbistand.

FN-rapporten sætter ikke fokus på de dybestliggende årsager til den globale skævvridning: den imperialistiske ophobning af rigdom ved øget udbytning af det store flertal.
Sandheden er, at ingen af de imperialistiske programmer, der skal bekæmpe fattigdom (og FN har en målsætning om at udrydde den globale fattigdom) eller hjælpe til fremskridt, virker. Tværtimod. IMFs og Verdensbankens diktater – forklædt som udviklingslån – har øget den ekstreme fattigdom i verden. FNs egne rapporter må konkludere at heller ikke FNs programmer eller de enkelte landes ulandshjælp (der altid gives på betingelser, og for at ‘giverlandet’ skal opnå fordele) bare rokker ved tendensen til stadig større fattigdom.
Den eneste vej, som har brudt denne tendens, er revolutionerne. 90ernes kontrarevolutioner f.eks. har accelereret massearmoden.

Netavisen 20. juni 2002


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne