Den globale polarisering ‘Højre-venstre’ – Stemmeseddelen og gaden

Af James Petras

En inspirerende amerikansk analyse af den globale politiske og sociale polarisering ud fra et solidarisk udgangspunkt med de nye sociale og politiske protestbevægelser.
Sociologiprofessor James Petras har skrevet omfattende om Latinamerika. Han har arbejdet med de brasilianske landsarbejderes bevægelse og med arbejdsløshedsbevægelsen i Argentina.
Forkortet. Oversættelse Kommunistisk Politik.

Læs hele originalartiklen på engelsk her:
Right/left polarization: The ballot box and the street

Rebelion, 10. maj 2002

Medierne, akademikerne og de ordinære politikere har fokuseret på højrekræfternes og det ekstreme højres voksende vælgerstyrke. Den nylige første valgrunde i Frankrig, hvor den samlede stemmeandel for ultrahøjre udgjorde 20 % angives at være en strømpil for drejningen mod det ekstreme højre. I løbet af nogle dage demonstrerede en halv million i Paris’ gader og i andre byer mod Le Pen.
Min påstand er at der ikke er nogen generel højredrejning, men snarere en stadig mere skærpet polarisering mellem højre og venstre, hvor den første udtrykker sig ved stemmeurnerne og den anden på gaderne. Men selve begrebet ‘polarisering mellem højre og venstre’ må klargøres på baggrund af den politiske forvirring, der eksisterer om, hvad der er ‘venstre’ og hvad der er ‘højre’.
Akademikere, journalister og politiske kommentatorer har skabt betydelig politisk forvirring med deres sjuskede etiketter på politiske regimer.
For eksempel bliver den franske politiske leder Le Pen rigtigt stemplet som ‘ultrahøjre’ for hans racistiske og fremmedfjendtlige retorik. Men den krigeriske Bush-administration (med krige i Afghanistan, Colombia) og planer om nye krige (Irak) betegnes fejlagtigt som ‘konservativ’ i stedet for en ‘ultrahøjre’ regering, hvad der ville være korrekt. Tilsvarende betegnes Englands Tony Blair, Frankrigs Jospin og den tidligere Clinton-regering som ‘centrum-venstre’, selvom de massakrerede velfærdsprogrammerne og fremmede økonomisk spekulation, udenlandske erobringer på Balkan og – i Jospins tilfælde – privatiserede flere offentlige virksomheder end nogen konservativ forgænger. Det er indlydende, at den mest passende etiket vil være ‘konservativ’ eller ‘centrum-højre’.

I dag findes det ægte venstres betydningsfulde og dynamiske kraft på gaderne, den kommer til udtryk gennem massive mobiliseringer og ikke i vælgerprocessen. I Italien demonstrerede 300.000 mod kapitalen og to millioner imod Berlusconi; i Spanien demonstrerede 400.000, hovedsagelig antikapitalistiske demonstranter, mod EU-topmødet og Aznars spanske formandskab.
Hvad der blev anset som ‘centrum-venstre’ har bevæget sig til centrum-højre eller højre, hvad der blev anset som højre er blevet ultrahøjre.
I dag svækkes centrum-venstre, eller forsvinder helt, vælgerdebatterne foregår mellem centrum-højre, højre og ultrahøjre. I modsætning til venstrekræfterne opererer højrepartierne gennem magtens institutioner, de har kun ringe kapacitet til eller interesse i gademobilisering bortset fra under valgkampene.

Karakteristisk for alle højrestrømningernes politik er bl.a. privatisering af offentlige virksomheder, nedskæringer i den offentlige sektors ydelser, økonomiens deregulering, svækkelse af fagforeningerne og gennemførelse af en lovgivning, som undergraver jobsikkerhed og social velfærd – samt støtte til tidligere og kommende imperialistiske krige.
Forskellene mellem de forskellige højrepartier går bl.a. på forskellige grader af protektionisme – Bush og Le Pen kraftigst, Blair og Aznar er mere ‘liberale’ – immigration (størstedelen af det europæiske højre er restriktiv, Le Pen og Haider er for udsmidning), Mellemøsten (USA og Le Pen støtter ubetinget Sharon, resten af europæerne er mildt kritiske).

I Latinamerika omfatter højre og ultrahøjre næsten alle de regimer, som støtter de amerikanske krige og interventioner, accepterer FTAA (det latinamerikanske frihandelsområde) og følger opskrifterne fra de euro-amerikanske finansinstitutioner som IMF. I realiteten er det alle regimer med undtagelser af Cuba og Venezuela.
I Latinamerika har ‘vælger-venstre’ – nemlig centrum-venstre – bevæget sig over på centrum-højre-positioner eller udgør en mindre kraft. Hovedudtrykket for det reelt eksisterende venstre findes i de store sociale og politiske bevægelser og de organiserede folkelige opstande, som de der har væltet to præsidenter i Ecuador, fire præsidenter i Argentina og Bolivias præsident. Venstre har mange forskellige udtryk, krav og aktionsformer. Men der er en fælles tråd. Det støtter sig på masseemobilisering i gaderne – direkte aktion – og går imod den amerikanske imperialisme (Pal Colombia, FTAA osv), gældsbetalinger, strukturel tilpasningspolitik og andre IMF-recepter. For det meste støtter det jordreformer, nationalisering af bankerne, en kraftig udvidelse af statens økonomiske rolle gennem offentlige investeringer i sociale ydelser, beskyttelse og fremme af hjemmemarkedet, nye direkte former for folkelig repræsentation og større social lighed gennem progressiv beskatning, ekspropriation af monopoler og konfiskering af ulovlige formuer.

Der findes fortsat et ‘vælger-venstre’, især i Europa (mest Frankrig og Italien) og i Latinamerika (Argentina, Brasilien, Mexico, Ecuador), men det har ikke haft noget betydeligt gennemslag i sin institutionelle rolle: kun når ‘vælger-venstres’ aktivister og ledere bliver en del af den større direkte aktions-bevægelse har de nogen gennemslagskraft.

Højredrejningen: Fremmarchen gennem institutionerne

Ultrahøjrepartiernes valgsucces i Frankrig (Le Pen), Østrig (Haider), Israel (Sharon) er direkte forbundet med skiftet mod højre i de tidligere centrum-venstre koalitioner. De formodede ‘centrum-venstre’ regeringer har demonstrativt været for reduktion af statsudgifterne, og truet det sociale sikkerhedssystem med konsekvens for pensionisterne, har reduceret handelsbarrierne og undergravet de små landbrug, været for ‘selektiv immigration’ og samtidig introduceret ‘fleksibilitet på arbejdsmarkedet’ (reduceret omkostningerne og gjort det lettere at fyre ældre arbejdere), og har dermed øget arbejdernes utryghed på jobbet, de har betonet politiindsats i stedet for jobskabelse for at bekæmpe ungdomskriminalitet osv. Resultatet af højredrejningen er at betydelige dele af befolkningen føler sig bedraget og forladt af de traditionelle venstre- og højrefløjspartier. Endvidere har det tidligere ‘centrum-venstre’ udvidet og forstærket privatiseringen af offentlige virksomheder, og er dermed i den folkelige bevidsthed blevet placeret som en koalition for det store erhvervsliv, som ikke er til at skelne fra det traditionelle højre.
På højresiden har udvisningen af forskellen i forhold til centrum-venstre i forhold til sociale og økonomiske interesser haft en dobbelteffekt.

Den har skubbet højre længere hen imod ultrahøjre i forhold til spørgsmål om politiundertrykkelse (lov-og-orden), indvandring (større begrænsninger) og øget offentlig identifikation med Big Business. I denne sammenhæng legitimeres ultrahøjres fremmedfjendske og chauvinistiske krigsråb af højre, mens dens protektionistiske og liberalistiske politik appellerer til små erhvervsdrivende, bønder og forretningsfolk som trues af det tidligere centrum-venstres liberale politik.

Lige så vigtigt på internationalt plan er det, at den ekstremt militaristiske og imperialistiske politik, der udgår fra Washington, har styrket det yderste højre. Bush-administrationens støtte til den ekstreme israelske højrefløjsleder Ariel Sharon, og massakren på afghanere, palæstinensere og formodentlig irakere bestyrker og legitimerer den yderste højrefløjs ‘antiarabiske’, ‘antimuslimske’ og ‘anti-indvandrer’-holdninger. Desuden passer Washingtons udtalte unilaterialisme (internationale enegang, KP), dets Det Amerikanske Imperium Først – politik og dets hjemlige chauvinistiske kampagne der næres af anti-terrorisme-retorikken perfekt til den position, som Le Pen, Haider og resten af det europæiske ultrahøjre indtager.

Betydningen af ‘ultrahøjres fremmarch’ er ikke baseret på støtte i et vælgerflertal, men på den politik, som institutionaliseres, når det først er ved magten. Da Bushs ultrahøjreegering først var kommet til magten, greb den til krig og terrorismens masseskræmmebillede for at definere den politiske dagsorden i verden og sikre et flertal hjemme. Lige så vigtigt er det at traditionelle højreregeringer som Chirac, Aznar og Berlusconi og tidligere centrum-venstre-regeringer blev konservative som Blair, Jospin, Schröder, og at de alle samarbejdede med Washingtons ultrahøjre krigspolitik eller kun ydede svag og ubeslutsom modstand.
Kun da USA’s protektionistiske skridt i forhold til stål truede europæiske og japanske økonomiske interesser svarede de tilbage med sanktionstrusler.

Stemmefremgangen for ultrahøjre er ikke af hjemlig afstøbning, men ligger i dens efterabning af Bush-regeringens internationale og nationale politik. Mens respektable folk på det yderste højre i Bush- og Blair-regeringen kraftfuldt kritiserer Le Pen og det europæiske ultrahøjre for deres retoriske ekcesser, overser de bevidst de langt større ligheder på det globale plan. Bush-administrationens held med at skabe folkelig opbakning for sine angreb på muslimske grupper og hans antiterror-kampagne har fanget de europæiske ultrahøjrepolitikeres fantasi. Lige så vigtigt er det, at Washingtons økonomiske trusler, unilaterialistiske holdning og handelsprotektionisme truer europæisk selvbestemmelse og europæisk ekspansion. Det spage svar på Washingtons globale tyranni fra Det europæiske Højre (både det tidligere centrum-venstre og de traditionelle konservative) gøder jordbunden perfekt for ultrahøjres ‘Frankrig Først’-politik, et nøjagtigt spejlbillede af Washingtons praksis.

Er ‘højredrejningen’ gået længst og har fundet sit mest ekstreme udtryk i USA er det ikke desto mindre et faktum, at et tilsvarende højreskift er vokset i styrke i den europæiske vælgerpolitik. Hvis vi glemmer de traditionelle og passé ‘centrum-venstre’ og ‘centrum-højre’-etiketter, så beskriver de europæiske regeringers faktiske politik i de seneste årtier en næsten uophørlig anti-arbejder og pro-monopol strategi og praksis. Højreskiftet varierer imidlertid i tempo omfang og efter hvert lands særtræk, især massebevægelsernes og fagforeningernes styrke. Intet europæisk land har øget arbejderklassens sociale velfærd, uanset om det har været regeret af tdl. Socialdemokrater, kristelige demokrater osv. Tværtimod har alle regimerne svækket arbejderbeskyttelseslovgivningen, sikkerheden på arbejdspladserne og fagforeningernes rettigheder. Sociale, sundhedsmæssige og uddannelsesmæssige ydelser er blevet raseret i varierende grad. Med mulig undtagelse af Frankrig (hvad regeringen har ringe andel i) er arbejdstiden ikke blevet forkortet, mens forøgelsen af usikre og dårligt betalte ansættelser har resulteret i at mange har flere jobs og længere arbejdstider. De europæiske regeringer har deltaget i og støttet de amerikansk anførte krige, bombardementer og invasioner i Irak og Jugoslavien – med permanente baser i Makedonien, Kosova, Albanien og Afghanistan og luftkontrol over hele Irak. De europæiske regeringer har antaget den ‘militære nyliberale’ dagsorden som deres banker og multinationale ønsker, og har finansieret oversøisk ekspansion i Østeuropa, Rusland, Mellemøsten og Latinamerika, ofte i konkurrence og/eller samarbejde med USA. At alle de større europæiske politiske partier er flokkedes om den nyliberale militære dagsorden betyder, at der eksisterer et næsten totalt politisk tomrum for vælger-venstre -der er intet politisk parti, som repræsenterer dem, som berøres negativt af nyliberal politik, militær ekspansion og subsidier til monopoler og banker. Det europæiske flerparti-system er blevet omdannet til det amerikanske et-parti-system med to fraktioner.

I denne sammenhæng – vælgerpartiernes fælles politik på den ene side og den folkelige modstand og utilfredshed på den anden side – er to modsatrettede poler og kræfter vokset frem og har vundet massestøtte: det parlamentariske ultrahøjre og det udenomsparlamentariske venstre.

Ultrahøjre har vundet vælgerstøtte fra en ‘passiv opposition’ mod de nyliberale partiers politik. Grundlaget for deres støtte er fra ældre folk der frygter voksende kriminalitet som følge af socialt forfald og som resultat af nyliberal politik fra unge arbejdsløses side (især unge indvandrere). De får også støtte fra små forretninger og bønder som trues af konkurrence fra import og fra monopolerne. Her kombinerer ultrahøjre en ‘protektionistisk’ politik overfor udenlandske producenter med en ‘liberal politik’ for de indenlandske monopoler. Ultra’erne apellerer også til veteraner fra kolonikrigene, kristne fundamentalister og gamle ideologiske tilhængere af fascistiske eller halvfascistiske sekter og bevægelser. Den mest magtfulde appel er imidlertid til ‘nationalfølelsen’ – bekræftelsen af den nationale selvstændighed over for det udemokratiske og af Big Business-kontrollerede EU, imod amerikansk kulturindflydelse og større uafhængighed af amerikansk politisk dominans. Ultrahøjre er fagforeningsfjendske af ideologiske grunde (de styres af ‘kommunister’) og af økonomiske: de hindrer produktivitet. De appellerer til arbejderne om at ‘være med til at beskytte deres jobs mod fremmede’ – snarere end mod de multinationale selskaber, som fyrer dem. Endelig repeterer ultrahøjre antiterrorisme-linjen for at forstærke sin appel om en stærk politistat og forbinder denne med sin anti-udlændinge og anti-venstrefløjs-politik for at tiltrække traditionelle konservative. Blandingen af anti-establishment retorik med et pro-establishment liberalt program flettes sammen med det tradionelle ‘gamle højres’ appel til Gud, Konge, Fædreland og Erhvervsliv. Det yderste højres giftige retorik øger følelsen af politisk, religiøs og etnisk polarisering mellem højre og venstre mens den søger at skjule de voksende klasseskel, som følger med den nyliberale politik.

Venstredrejningen: Gaderne er Vores

Sammenfletningen af tdl. Socialdemokratiske og tdl. kommunistiske med liberale og konservative partier til støtte for den internationale kapital, imperialistiske krige og anti-arbejderlovgivning har provokeret hundredtusinder af arbejdere, offentligt ansatte og især unge til at vende sig mod ‘gadens politik’. Fra Seattle til Ottawa, Melbourne til Genua og Barcelona har titusinder organiseret i første omgang mod ‘globalisering’ og senest mod kapitalismen. Demonstrationerne har nået tital millioner mennesker og ført til dannelsen af et udbredt netværk af støtter, organisatorer og internationale koordinationsgrupper. Regionale bevægelser mod FTAA (ALCA) er vokset i omfang og styrke. Vælgerarenaen er sprunget over på grund af den kraftige institutionelle blokade – de borgerlige partiers monopol på massemedierne, og de begrænsninger der er indbygget i valgprocedurerne – og fordi de valgte lovgivende forsamlinger er impotente overfor magtens centralisering i udøvende institutioner, centralbanker og andre ikke-valgte institutioner. Korruption, kooptering og afmagt fra de valgte, repræsentative institutioner har tvunget arbejdere, bønder, de arbejdsløse, dissidenter og venstreopposition til at vende sig mod udenomsparlamentariske kampformer – som har vist mere effektive til at rejse spørgsmål og sikre forandring. Massedemonstrationerne i Seattle, London, Genua, Melbourne, Barcelona har været mere effektive med hensyn til at politisere og aktivere en ny ungdomsgeneration end alle ‘venstres’ og ‘centrum-venstres’ valgkampe tilsammen.

Antiglobaliserings- og antikapital-demonstrationerne har været mere effektive med hensyn til at rette opmærksomhed mod den Ny Verdensordens uretfærdigheder og de internationale finansinstitutioner (IMF, Verdensbanken osv) end alle og enhver kritiker i Kongressen. De offentlige debatter om udlandsgæld, privatisering, nyliberalisme i de internationale massefora er langt mere effektive med hensyn til at fostre international solidaritet med de fattige og udbyttede i Den tredje Verden end den bedøvende stilhed i den amerikanske kongres og de ensomme røster i de europæiske parlamenter.
De udenomsparlamentariske mobiliseringer mod IMF, de multinationale, WTO har bragt dem i defensiven: hvor de end holder deres møder omgives de af hundredtusinder af aktivister, beskyttet af pigtråd og tusinder af politifolk ledsaget af helikoptere og pansrede mandskabsvogne.

Klassepolariseringen stiller unge, arbejdere, bønder, funktionærer og erhvervsudøvende stejlt op mod de herskende finansielle og industrielle klasser. Mens de tidligere socialdemokratiske og kommunistiske partier bevæger sig mod centrum-højre og antager højrefløjens nyliberale dagsorden, indtager de udenomsparlamentariske bevægelser venstrefløjens rum og går i clinch med det yderste højre og det gamle og ny højres nyliberale politik.
Polariseringen mellem højrefløjens parlamentariske regeringer – omfattende både det tdl. ‘centrum-venstre’ og det traditionelle højre – og det udenomsparlamentariske venstre kommer til udtryk i Den tredje Verden, i Asien så vel som i Latinamerika. I Den tredje Verden har den euro-amerikanske ‘højredrejning’ – ultrahøjres magtovertagelse i Washington og den europæiske tilpasning hertil – uddybet og radikaliseret polariseringen mod venstre.

Uddybet polarisering verden over

Der er mange tegn på bevægelsen mod det yderste højre i Latinamerika. I Mexico har Fox-regeringen brudt med al tidligere udenrigspolitisk praksis og åbent omfavnet de amerikanske interventionistiske positioner, foreslået Pueblo-Panama-Planen som omdanner den mexicanske økonomi til en gigantisk maquiladora (samlefabriks-økonomi), fremprovokeret et næsten-brud med Cuba og via udenrigsminister Jorge Castaneda opgivet enhver uafhængig politik, om så blot tilsyneladende. Indenrigspolitisk fremmes den gradvise privatisering af den lukrative olieindustri og en forbrugsskat på den brede befolkning. Fox-regimet er et klart eksempel på form og indhold i drejningen mod det yderste højre: total underkastelse under det amerikanske projekt med enevældig imperiebygning, uindskrænket accept af amerikansk kontrol med alle økonomiens strategiske ressourcer og den ukritiske omfavnelse af amerikansk udklækkede ‘frihandels’-aftaler.
Mens Fox-regeringen bevæger sig yderligere mod højre er den folkelige modstand blevet stadig større.

Venezuela hat oplevet den højeste grad af sociale og politisk polarisering i sin nyere historie.
Den proimperialistiske højre – anført, financieret og støttet af Bush-regeringen og bakket op af hele bourgeoisiet – sluttede op om et mislykket militærkup, der blev slået ned af de fattige masser i by og på land og af dele af hæren. Selv magtens institutioner var delt: et mindretal tog parti med det amerikansk-borgerlige kup, et flertal støttede de folkelige massers heldige genrejsning af det borgerlige demokrati.
Ultrahøjre i Washington fandt udtryk i Venezuelas ultrahøjre.
Ultrahøjres magtovertagelse i USA betyder grønt lys for kupmagere og åben offentligt udtrykt støtte til større undertrykkelse for at opretholde den udenlandske ruinering af økonomierne.

Colombia er det tredje eksempel på ultrahøjres opsving i parlamentarisk politik. Uribe (den nyvalgte præsident, KP) er Washingtons stemme: Total krig mod den folkelige opstand. Samtidig forbereder Bush i Washington et nyt ekstra mangeårigt militærhjælpsprogram til mange millioner dollars, som er specifikt rettet mod de bondebaserede guerillaer.
Paln Colombia, Clintons oprindelige militære hjælpepakke for at bremse den colombianske folkeopstands fremskridt, er af Bush-administrationen blevet udvidet med Plan Andina, militariseringen af Ecuador og peru, nye militærbaser i San Salvado, Manta (Ecuador) og i den nordlige del af det centrale Peru, og med den direkte involvering af amerikanske officerer, specialstyrker og lejesoldater.

Den amerikanske militarisering af colombiansk politik har givet næring til en polarisering af borgerkrigs-proportioner, mellem oligarkiet og militæret og guerillaen og bønderne. Politik er helt uden for parlamentsrammer: det er den militære overkommando versus det udenomsparlamentariske folkelige oprør.
Argentinsk politik udviser ekstrem social og politisk polarisering: mellem ikke-valgt (præsident Duhalde var ikke valgt af vælgerne) ‘parlamentarisk styre’ og hovedparten af vælgerkorpset, hvis hovedslogan er “Que se vayan todos” (“Alle politikerne skal ud!”).
Den sociale polarisering kan ikke fremstå mere nøgent: bankerne – for det meste i udenandsk eje –
Konfiskerede, bakket op af regeringen, hele middelklassens opsparing, mere end 45 mia. $, mens 30-40 mia. $, som tilhørte eliten, blev ført ud af landet umiddelbart inden lukningen af bankkontierne.
Denne sociale og politiske polarisering udtrykkes i skabelsen af politiske parallelinstitutioner – lokale folkeforsamlinger, som omfatter forarmede middelklassefolk, pensionister, offentligt ansatte og arbejdere, arbejdsløse og andre. Folkeforsamlingerne adspejler den voksende politisering og deltagelse af det argentinske flertal – og stiller sig op mod de formelle institutioner, som totalt har
mistet deres legitimitet og repræsentative karakter. Den afstand der skiller det store flertal af argentinere fra de politiske eliter og de herskende klasser er blevet større og dybere end nogensinde før i republikkens historie.

‘Gaden’ og ikke stemmeboksen er vejen hen imod at skabe autentiske former for demokratisk repræsentation mod korrupte, impotente og medskyldige officielle politiske institutioner.
Højreekstremisme I USA og Europa har (i Latinamerika) svækket den parlamentariske centrum-venstre mulighed og undermineret dens base i fagforeninger og den tidligere middelklasse og gjort scenen klar til en klassisk konfrontation mellem reaktionært diktatur og revolution.

Bevægelsen i USA mod det yderste højre har opmuntret og fremmet det ekstreme højre overalt i verden. Der er talløse eksempler, fra USA opbakning til Israels invasion og ødelæggelse af de palæstinensiske territorier, til Washingtons allierede general Musharrefs konsolidering af militærdiktaturet i Pakistan. I Centralasien åbner herskerne i de tidligere sovjetrepublikker dørene for amerikanske militærbaser – og bliver de fakto til det amerikanske imperiums underordnede klienter. Bevægelsen mod højre i Centralasien/Pakistan, Indien og Filippinerne (målt ved den øgede rekolonisering, imperialistisk militær indtrængen og brutal undertrykkelse af minoriteter og opposition) er direkte forbundet med ultrahøjres magtovertagelse i USA og deres gensidige interesse i at konsolidere lokale magthavere, der står i det imperialistiske herredømmes tjeneste,
Alliancen mellem Bush og Sharon er det bedste eksempel på sammenslutningen af det yderste højre ved magten.

Polariseringen mellem imperialismen og de sociale og politiske bevægelser er en voksende faktor i europæisk politik. Antiglobaliseringsbevægelsen er i de seneste år blevet radikaliseret og har indtaget en antikapitalistisk, antiimperialistisk og anti-israelsk stilling over for USA’s verdensomspændende militære offensiv og den israelske invasion af den palæstinensiske nation.

Fra London over Prag til Genua og Barcelona er demonstrationerne blevet store og er programmatisk blevet radikaliserede. De sociale og politiske bevægelser er vokset i direkte forhold til de tidligere socialdemokratiske partiers højredrejning.
I Italien, Tyskland og Frankrig bevæger vælgerpolitikken sig mod højre, og de sociale bevægelser indtager en fremtrædende plads som den vigtigste opposition.
I takt med at presset fra den amerikanske imperialisme bliver kraftigere og den folkelige utilfredshed nedefra øges, skifter den europæiske herskende klasse mellem at kritisere USA og at kapitulere og støtte den amerikanske politik.
De europæiske sociale og politiske bevægelser har tvunget de europæiske regeringer til at acceptere Kyoto-aftalerne, kritisere Sharons massakre på palæstinenserne, støtte Den internationale Domstol for Forbrydelser mod Menneskeheden, den internationale aftale mod biologisk og kemisk krigsførelse, ABM-missil-traktaten, i opposition til Washingtons ensidige afvisning. På den anden side har den europæiske herskerklasse støttet den amerikanske militære offensiv, begyndende med krigen mod Afghanistan. EU støtter IMFs og USAs holdning til Argentina og Europa og har fulgt den amerikanske handelspolitik med protektionisme hjemme og liberalisering for alle andre. Det sidste har ført til en række handelskonflikter, idet de rivaliserende imperialismer konkurrerer om globale markeder.
Dynamikken i det nuværende amerikanske fremstød for verdensherredømme omfatter ikke en deling af rigdom og markeder med dens europæiske imperialistiske partnere. For at parafrasere Bush: ‘Du er enten under os – eller med fjenden”.
Det regerende ultrahøjres ‘ultraimperialisme’ har frembragt en vis begrænset polarisering mellem EU og USA, med Washington som den militært og EU som den økonomisk stærkere. Indtil nu har Europa kapituleret overfor Washington på alle større spørgsmål efter at have udtrykt tvivl, reservationer og tilmed kritik. Med styrkelsen af højre i England, Italien, Spanien og Frankrig vil EU følge Washingtons militaristiske interventionistiske politik undtagen hvor det truer dets strategiske interesser, nemlig en krig mod Irak, der kunne afskære oliestrømmen og underminere deres økonomier. Handelsstridighederne vil sandsynligvis ikke føre til en handelskrig, især fordi Europa ikke har viljen til at konfrontere USA. Men med de antikapitalistiske bevægelsers voksende magt i Europa og de franske, italienske og i mindre grad de tyske fagforeningers militans, kan det europæiske højre ikke tilsluttet sig den amerikanske dagsorden uden at skade deres egne multinationale og fremkalde massemodstand. Nøglen til at uddybe polariseringen mellem Europa og USA ligger hos de udenomsparlamentariske bevægelser, ikke i højreregeringernes kapitalistiske beregninger.

Konklusion

Den verdensomspændende polarisering går mellem det yderste højre og højre ved regeringsmagten og venstre, der befinder sig på gaderne og sociale og politiske bevægelser af massekarakter. Det er den bestemmende politiske realitet tidligt i det 21. århundrede. Ultrahøjres magtovertagelse i Washington med dets doktrin om permanent krig og totalt herredømme har uddybet polariseringen i Latinamerika, Asien og Europa. ‘Centrum-venstres’ højredrejning og det tilpasning på højresiden har haft til følge, at de venstreorienterede sociale og politiske bevægelser bliver det eneste alternativ til USA’s imperiebygning.
Højre/Ultrahøjres magt ligger i deres kontrol over statsmagten indbefattet undertrykkelsesmidlerne og de grundlæggende økonomiske institutioner. Disse magtbaser sikrer handlingskontinuitet og kontrol over massemedierne.
Venstrekræfternes magt ligger i deres evne til massemobilisering og deres lejlighedsvise styrke til at vælte politiske ledere, lamme økonomisk aktivitet og konfrontere imperialistmagternes topmøder.
Ultrahøjre/Højres svaghed ligger i deres strukturelle position som hovedårsagen til den globale rasering, udbytning og økologiske destruktion – som påvirker adskillige milliarder mennesker negativt, mens den gavner en lille minoritet.
Venstres svaghed er manglende på kontinuitet i handling og fraværet af en klar strategi for at erobre statsmagten. Skønt en magtfuld opposition savner de venstreorienterede sociale og politiske bevægelser det kald for statsmagt og regeren, som Højre føler og adlyder.

I tidens løb vokser intensiteten i de indbyggede konflikter i polariseringen. Ultrahøjre i Washington intervenerer militært over hele verden, og presser sine klienter til at gennemtvinge drakoniske sociale nedskæringer og en forøgelse af den militære ageren. Militærkup, konsolideringen af militærdiktaturet i Pakistan, Sharons folkedrab i de palæstinensiske områder blev normen.
På venstresiden går massebevægelserne på gaden: gele det palæstinensiske folk går til modstand, den colombianske guerilla slår tilbage, de europæiske demonstrationer mod kapitalen vokser i omfang og perspektiv.
Vælger-Venstre er marginaliseret, det tidligere centrum-venstre slutter sig til højre.
Den teoretiske pointe er, at polariseringen i dag ikke tager form af en simpel konfrontation mellem venstrepartier og staten. I dag foregår de største slag mellem det udenomsparlamentariske venstre og de imperialistiske stater, som arbejder med lokale klienters hjælp. For det andet forbigås den parlamentariske arena totalt. Højre regerer via kejserligt dekret og Venstre svarer på gaderne.
Højre tager magten qua sit monopol på valgprocessen og regerer derpå til fordel for Big Business. Venstre mobiliserer via sine internationale og nationale netværk, internettet og ved at give udtryk for folkelige bekymringer – som ignoreres af de formelt ‘valgte forsamlinger’. Vi er i en periode med krig, forstærket autoritært højrefløjs-herredømme, øget social polarisering og stadig mere effektiv udenomsparlamentarisk aktion. Det er en periode med permanente krige, kup og uophørlig imperiebygning. Disse ‘påtvungne omstændigheder’ er drivkræfterne bag det fornyede opsving i massemobiliseringerne over hele Latinamerika.

Det politiske udfald af denne polarisering er ikke givet på forhånd: det er afhængigt af den ene eller anden af de antagonistiske kræfters aktion. Der er mindst fire mulige scenarier.
Scenerie 1: Polariseringen og konfrontationerne løses ved en tilbagevenden til socialdemokratiet. Det ikke-parlamentariske venstre vokser og truer kapitalens herredømme, men savner kaldet til magt. Af frygt for at miste magt, rigdom og ejendom forhandler den herskende klasse med ‘det mindre onde’, et fornyet centrum-venstre, en social pagt, som deler rigdommen.
Scenarie 2: Polariserinegn resulterer i en sejr for højre og ultrahøjre og åbner døren til et amerikansk vendensimperium baseret på undertrykkende tredje verdens-regimer og et-parti-regimer i Europa efter det amerikanske mønster.
Scenarie 3: Venstremobiliseringer og bevægelser, forbundet med interimperialistiske konflikter, handelskrige og økonomiske kriser kulminerer med venstres erobring af statsmagten og påbegyndelsen af produktionsmidlernes socialisering.
Scenarie 4: Fortsat, uløst polarisering uden nogen afgørende løsning. Det amerikanske imperium er ikke bæredygtigt pga økonomiske omkostninger og klienregimernes svaghed, de sociale og politiske bevægelser yder modstand mod diktatorer og lakajregimer, men kan ikke tage magten, Den europæiske Union martres af uløste klasse- og indvandrerkonflikter.

Stillet over for disse scenarier – hvad må der da gøres? Hvad kan der gøres for at gøre det tredje scenarie til virkelighed?
Det første og vigtigste spørgsmål for det udenomsparlamentariske venstre er at bryde definitivt med alle bånd til vælger-venstre og koncentrere sig om at udvide sin massebasis udover sine oprindelige sektorafgrænsede grupperinger og udvikle en strategi for statsmagten. Dette kræver et totalt brud med sekteriske venstre- og ‘spontanitets’-ideologer, som fragmenterer bevægelser og/eller forvandler magtfulde bevægelser til pressionsgrupper.
For det andet må det udenomsparlamentariske venstre udvikle en handlingsmæssig kontinuitet, som omfatter direkte deltagelse I kvarterets, fagforeningens og landarbejdernes kamp. Massemobiliseringen ved internationale begivenheder må underordnes opbygningen af kontinuerlige organisationer, som fører til klassebevægelser i national skala
For det tredje må udenomsparlamentariske bevægelser forholde sig til den kendsgerning, at hovedfjenden er den amerikanske og den europæiske imperialisme og ikke et eller andet vagt begreb om globalisering eller imperium. Ideologisk klarhed er afgørende ved formuleringen af et alternativt program. Muligheden for en genoplivnig af en centrum-venstre vælgerkraft er højst usandsynlig på basis af højredrejningen.
Endvidere er det ikke sandsynligt at kapitalistklassen selv under massetryktryk vil acceptere en tilbagevenden til en velfærdsstat. Den vil næsten totalt sikkert kaste sig I armen på ultrahøjre-løsninger. Selv i det tilfælde, at et levedygtigt centrum-venstre genopstår, vil det næppe være nogen stabil foreteelse på baggrund af dagens polariserede politiske scene.
En definitiv sejr for Højre/Ultrahøjre ville i de fleste regioner finde sted uden en massebasis af betydning. Selv et militærdiktatur som følge af et USA-iscenesat kup ville står overfor det problem at skulle regere uden økonomiske kilder (for årsagen til dets eksistens ville være at sikre betalingen af udlandsgælden etc.) og tilmed uden den stiltiende indforståethed fra arbejdsstyrkens side.
Venste må mobilisere for at hindre ultrahøjre i at komme til magten, uden at kompromisse med Højre i nogen af dens former. Kun politisk uafhængighed, opbygningen af social magt nedefra og viljen til at gribe statsmagten kan løse den nuværende polarisering i en historisk progressiv retning.

Andre artikler af James Petras:

Dansk:
Latinamerika på tærsklen til et nyt årtusinde
USA fastholder førergrebet
Informationssamfund, globalisering og andre imperialistiske fabler
Den Tredje Vej – myte eller realitet

Engelsk:
Rebellion: Artikler af James Petras

Oversættelse Kommunistisk Politik
Netavisen 14. juni 2002


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne