Det grænseløse arbejde

‘Grænseløst arbejde’ er blevet et nyt positivt ladet modebegreb. Det har sine grunde.

Hvad er nu det? Det er en begreb, der rummer den måde at arbejde på, der frigør arbejdet fra de grænser, vi traditionelt forbinder det med.

Tidsbegrebet ophæves, ved at grænserne mellem arbejde og fritid bliver udflydende. Dette sker både ved, at det
bliver muligt at udføre noget af arbejdet andre steder end på arbejdspladsen, ved at ansættelsen bliver opgaveafhængig og ikke tidsfastsat, samt ved at det sociale samvær i fritiden får betydning for arbejdets
udførelse, og en del uddannelse gennemføres som fritidsbeskæftigelse.

Stedet bliver flydende, man skal være til at nå med mobiltelefon og bærbar computer, hvor som helst og når som
helst, grænsen mellem hjem og arbejdsplads ophæves.

Ansættelsesformen bliver en løsere tilknytning til arbejdspladsen. Projektansættelse, tidsbegrænset ansættelse, konsulentarbejde og vikararbejde er nogle af formerne. Evindelige organisationsforandringer er en anden form.

Dermed ændres grænserne mellem arbejdspladsens og individets ansvarsområde. Efteruddannelse og fagligt netværk bliver den enkeltes eget ansvar, og det sociale netværk på arbejdspladsen bliver ringere.
Indholdet i arbejdet ændres til at blive et projekt med selvbestemmelse og selvstændighed i udførelsen, men altid inden for de snævre rammer, virksomhedens mål sætter.

Indplaceringen i virksomheden bliver af en mere uformel karakter som en del af et løst netværk med en tilfældig og
subjektiv styring af arbejdet.

Grænseløst arbejde disponerer for psykisk sygdom.

Hvorfor det?

For det første er det for de fleste sådan, at man går på arbejde ikke alene for at opfylde det grundlæggende behov at tjene penge, men i høj grad også for at opfylde behovet for at skabe sig en identitet, et personligt værd.
Arbejdet bliver således den enkeltes personlige projekt som et led i en plan for selvrealisering på skiftende arbejdspladser med frihed til at få kontrol over sit eget liv.
Personlige værdier lægges i arbejdet, og arbejdspladsens værdier invaderer det private liv.

For det andet får tiden enorm stor betydning. Der er altid nogen, der venter på dine arbejdsresultater for at kunne
komme videre, du kan blive kontaktet eller kaldt på arbejde når som helst, produktionstiden er alfa og omega, alt bliver lagt an på at kunne nås på kortest mulig tid.

For det tredje betyder arbejdets (manglende) organisering, at du bliver isoleret, mangler faglig og personlig støtte, mister kontakten med organisationen og ofte påtager dig for stort ansvar.
Således bliver de personlige relationer uden for arbejdspladsen af (for) stor vigtighed.

Vi aner nu konturerne af den onde cirkel:
Ensomhed på arbejdet (der er ikke andre, der tager over, hvis jeg svigter)
– det fører til: Jeg stiller (for) store krav til mine egne præstationer –
det fører til: Jeg (over)udnytter de manglende grænser –
det fører til: Jeg har et (for) stort engagement i mit arbejde –
det fører til: Jeg orker ikke private relationer –
det fører til: Mit private netværk hjælper ikke til med at sætte grænser
– og så forfra, lige indtil det går galt, og du går ned med flaget.

Er der grænser?

Hvis det står til arbejdsgiverne og Foghregeringen er dette perspektivet for hele arbejdsmarkedet og ikke kun i enkelte ‘videnstunge’ arbejdsfunktioner.

Grænserne, vi skal sætte, hedder faste arbejdstider, intet hjemmearbejde, beskrevne arbejdsopgaver, tilstrækkelig
bemanding, overenskomster for alle og arbejdsgiverbetalt efteruddannelse.

Strøtanker – GBe
Kommunistisk Politik 12, 2002