KTO slikker sårene

Flere forbundsledere er faldet i unåde efter det snævre JA-flertal til den nye overenskomst.
Derfor sættes der nu spørgsmålstegn ved det nuværende KTO-fællesskab.

Det meget snævre flertal (51,9 kontra 48,1), som er underlaget for løn- og arbejdsforholdene for 640.000 offentligt ansatte i amter og kommuner de næste tre år, har skabt hovedbrud i toppene hos adskillige forbund. Resultatet står nemlig i skærende kontrast til den massive opfordring til at stemme JA til overenskomstfornyelsen fra de samme faglige ledere. Et forhandlingsfællesskab for ca. 2/3 million arbejdere burde kunne bruges som en væsentlig pression. I stedet er det blevet brugt til at splitte de forskellige grupper ud mod hinanden.

– Hvis sygeplejerskerne får mere, så er der mindre til os andre, lyder devisen fra forbundslederne, der derved anerkender den snævre ramme, som arbejdsgiverne spiller ud med. Utilfredsheden blandt medlemmerne med denne splittelsestaktik har været voksende gennem flere år. Medlemmerne mener, at de bliver låst fast på resultater, der ikke indfrier deres mest elementære krav. De har i årevis været udsat for minusoverenskomster og er tillige blevet pålagt Ny Løn-systemet, som er et regulært fedterøvssystem.

Medlemmernes krav om at bryde “fællesskabet” og gå solo ved overenskomstforhandlingerne er blevet stadig mere udtalt i stadig flere forbund. Det er nu blevet så markant, at forbundene ikke længere kan overhøre utilfredsheden. Derfor har de nu rejst en diskussion om KTO´s fremtid:
– Det fremtidige forhandlingssamarbejde må som minimum sikre, at der opnås resultater, der af den enkelte opleves som bedre, end hvad organisationen selv kunne opnå. Hvis dette ikke er tilfældet, har forhandlingsfællesskabet spillet fallit, udtaler Svend M. Christensen, formand for Akademikernes Centralorganisation (AC), der er én af de tre hovedorganisationer i KTO.

AC deler standpunkt med lærernes og sygeplejerskernes formænd, Anni Herfort Andersen og Connie Kruchow, der begge mener, at et mere brancherettet samarbejde vil være løsningen.
Enkelte forbund overvejer, om de vil være bedre stillet helt uden for KTO.
Lederen af SiD´s offentlige sekretariat, Arne Hansen, repræsenterer den fløj som mener, at der blot skal justeres lidt på bemyndigelsen, så fremtidige forlig ikke bliver så tekniske og detaljerede.

Svend M. Christensen, AC, rammer plet, når han pointerer, at det er resultaterne, succes´en bliver målt på. Ledernes problemer er blot, at de er mere ansvarlige over for arbejdsgivernes rammer, end de er over for medlemmernes levevilkår.
De har nu tre år til at bearbejde deres tømmermænd og fremkomme med en løsning.

Kommunistisk Politik 11, 2002