Deltidsloven af bordet

Oplæg om deltid af Finn Sørensen
Formand SiD/Bryggeriarbejdernes Fagforening for Kbh. og Omegn

Nørrebrohallen 16.05.02

Tak for invitationen til at komme med et oplæg om deltidsloven.

Rørende omsorg
Regeringens omsorg for lønmodtagerne og deres familier er rørende – deres fantasi er grænseløs, når de skal beskrive de positive muligheder i lovforslaget.

De har slået på de ældre lønmodtageres muligheder for en gradvis tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, på børnefamiliernes muligheder for at blive hjemme og passe handicappede børn eller gamle forældre, der ikke kan klare sig selv.

Det seneste påskud er muligheden for bedre at kunne tage sig af pubertetsungerne, hvis de er kommet i dårligt selskab.

Vi kommer sikkert til at høre endnu flere hjerteskærende eksempler i den nærmeste fremtid.

Ingen ret til lønmodtageren
Det er da også udmærkede formål alt sammen.

Det har bare ikke noget på sig, heller ikke efter de seneste ændringer.

Lovforslaget betyder som hidtil, at arbejdsgiveren skal kunne aftale deltid med den enkelte lønmodtager, uanset hvad der står i overenskomster, lokalaftaler, kotymer eller almindelig praksis på arbejdspladsen.

Og der er stadig intet retskrav til lønmodtagerne om at kunne gå på deltid – det har vi ministerens egne ord for.

Arbejdsgiveren kan stadig sige nej, som det passer ham, uden at det får konsekvenser. Der er ikke noget frit valg for lønmodtageren dér.

Men det kan i allerhøjeste grad få konsekvenser for lønmodtageren at sige nej. Man kan nemlig blive fyret – med eller uden en begrundelse om at man har sagt nej til en deltidsstilling.

Hvis man bliver fyret med den begrundelse, at man har sagt nej til deltid, så skal arbejdsgiveren betale en godtgørelse – og det er jo en ringe trøst. Lovforslaget betyder altså, at det rent faktisk bliver lovligt at fyre en lønmodtager, begrundet i at denne siger nej til deltid.

Hvis arbejdsgiveren begrunder fyringen i ordrenedgang eller andre hensyn til virksomhedens drift, så skal han som udgangspunkt ikke betale nogen godtgørelse.

De fleste arbejdsgivere er kvikke nok til at finde den billigste begrundelse.

Flere deltidsjobs
Regeringens politik på andre punkter, viser da også klart, at dette lovforslag ikke er lavet af hensyn til lønmodtagernes ve og vel.

I går fremlagde regeringen en såkaldt “vækstpakke”, hvor et af de vigtigste elementer er, at vi alle sammen skal arbejde mere.

Hvordan rimer det med, at mange flere samtidig skal have lov til at gå på deltid?

Det rimer netop på den måde, at vi skal have tid til at have 2 eller 3 deltidsjobs, hvad de fleste på deltid vil være tvunget til, for hvem kan forsørge en familie for en deltidsløn?

Ministerens omsorg strækker nemlig ikke til at lette økonomien for deltidsansatte. Han svar på nogle af de mange spørgsmål til loven efterlader ingen tvivl: Hvis man indgår frivillig aftale om deltid kan man ikke få supplerende understøttelse og hvis man bliver fyret fordi man siger nej til en deltidsstilling, så får man karentæne i A-kassen.

Hvis man kommer på deltid, så har det jo også andre konsekvenser, nemlig for efterløn, arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge, optjening af arbejdsmarkedspension og alle andre ordninger, der er betinget af, hvor mange timer man arbejder.

Derfor vil virkningen af loven være, at flere og flere lønmodtagere tvinges til at have 2 eller 3 deltidsjobs. Resultatet for den enkelte vil være en endnu mere stresset hverdag med øget transporttid og sammenlagt mange flere timers fravær fra familien. Og så kan de handicappede børn, de utilpassede pubertetsunger og de svage gamle forældre kigge i vejviseren efter mere omsorg.

Dansk Folkepartis ændringer
Men har Dansk Folkeparti da ikke lavet en redningsaktion, og forbedret loven?

En redningsaktion har de lavet, jo. Men det er den forkerte de har reddet!

I en pressemeddelelse fra fredag d. 3. maj med titlen “Lønmodtagerne kan være meget tilfredse med deltid” påstår Dansk Folkeparti, at de er blevet enige med Beskæftigelsesministeren om følgende:

– Det skal ikke ensidigt være lønmodtageren der har bevisbyrden. I stedet bliver der såkaldt “delt bevisbyrde”
– Arbejdsgiveren skal ikke ensidigt kunne ændre en stor del af virksomhedens stillinger til deltid
– Arbejdsgiveren skal ikke kunne bruge deltidsreglerne til afskedigelser i forbindelse med ordrenedgang

Det første er rigtigt. “Delt bevisbyrde” betyder, at lønmodtageren skal sandsynliggøre at den reelle årsag til afskedigelsen, er hans eller hendes nej til tilbuddet om en deltidsstilling.

Hvis lønmodtageren er i stand til det, skal arbejdsgiveren bevise det modsatte.

Det er selvfølgelig en forbedring rent juridisk. Men de fleste arbejdsgivere er smarte nok til at formulere en fyreseddel, der holder i afskedigelsesnævnet eller i byretten.

Skulle de endelig kvaje sig, vil den nye formulering højst betyde, at lidt flere vil få en godtgørelse – nogen garanti imod at blive tvunget ned i tid, er der ikke tale om.

De 2 andre krav fra Dansk Folkeparti er ganske enkelt IKKE blevet indfriet.

Ændringen består i, at arbejdsgiveren ikke frit kan nyansætte folk på deltid, men i selve ansættelsessituationen skal han respektere de begrænsninger, der måtte være i en kollektiv overenskomst.

Men der er ingen ændringer i forhold til allerede ansatte. Der er IKKE kommet nogen begrænsninger af, hvor mange af de eksisterende fuldtidsstillinger, der må laves om til deltidsstillinger. Og der står heller ikke noget om, at fuldtidsstillinger ikke må ændres til deltidsstillinger i en situation med ordrenedgang. Der står tværtimod højt og tydeligt, at sådanne bestemmelser vil være ulovlige.

Det er selvfølgelig heller ikke nogen væsentlig forbedring, at der ikke må oprettes deltidsstillinger i forbindelse med nyansættelser. Arbejdsgiveren kan jo bare ansætte folk på fuld tid, og så tvinge dem på deltid bagefter, det sætter loven ingen begrænsninger for.

Lovens konsekvenser
For at opsummere: Ministerens egne svar på de mange spørgsmål der er stillet viser, at loven direkte eller indirekte griber ind i følgende aftaleforhold:

– Forbund med deltidsarbejde
– Begrænsninger af deltidsarbejde i form af et mindste antal timer, der er højere end 15 timer
– Holddriftsaftaler
– Aftaler om week-endarbejde
– Aftaler som siger, at der ikke kan indføres deltid, hvis der samtidig er overarbejde på området
– Aftaler som siger, at antallet af fuldtidsstillinger ikke må reduceres, hvis man indfører deltid
– Aftaler om, at der kun må være en bestemt mængde deltidsstillinger i virksomheden.

Hertil kommer de helt uoverskuelige virkninger for de mange lokalaftaler om arbejdstider der er indgået rundt om på mange arbejdspladser, ofte vævet sammen med aftaler om bemanding og lønforhold.

Det har kostet mange års møjsommelige forhandlinger – og ofte lokale kampe – at få dette finmaskede net af aftaler op at stå. Men hvad skal arbejdsgiveren dog med dem, når han bare kan presse folk til at acceptere deltidsansættelse, uden at spørge hverken tillidsrepræsentant eller fagforening?

Endelig er der en lang række uklarheder om konsekvenserne for særlige lønmodtagergrupper, som det fører for vidt at komme ind på her. For dem, der vil studere det nærmere, kan jeg henvise til et udmærket notat som LO har lavet om disse ting.

Angreb på aftalefriheden
Den kritik, der hele tiden har været fremført fra en samlet fagbevægelse og de 3 arbejderpartier står derfor stadig ved magt:

Der er tale om et groft indgreb i den frie forhandlingsret, vel at mærke et permanent indgreb, som – indtil vi får fjernet loven igen – gør det ulovligt for tillidsrepræsentanter og fagforeninger at aftale andre begrænsninger for indførelse af deltid end minimumsgrænsen på 15 timer, og forbud mod deltid ved nyansættelser.

Hvis loven vedtages, træder den i kraft d. 1. juli i år. Bestemmelserne får virkning for alle nye overenskomster, der indgåes efter denne dato. For gældende overenskomster får den virkning, når de fornyes, på det private arbejdsmarked vil det sige pr. 1. marts 2004.

Det er dermed et uhørt ensidigt indgreb, til arbejdsgivernes fordel. Uden at give den mindste smule til gengæld, har de på forhånd fået opfyldt deres hedeste ønsker til fleksibel arbejdstid.

Protesterne vokser
Siden lovforslaget blev lagt frem i begyndelsen af året er protesterne vokset.

Ca. 80 deputationer – der repræsenterer hundredvis af arbejdspladser – har haft foretræde for arbejdsmarkedsudvalget, for at protestere mod loven. De har leveret utallige konkrete eksempler på lovens skadelige virkninger.

En samlet fagbevægelse tager afstand fra loven, også efter de seneste ændringer.

Det samme gør alle arbejderpartier. Selv mange arbejdsgivere har ytret sig imod loven. Uafhængige arbejdsmarkedsforskere og juridiske eksperter – selv regeringens egne – har vendt tommelfingeren nedad.

Felttog mod fagbevægelsen
Men beskæftigelsesministeren vender det døve øre til. Det er jo blot betonhovederne i arbejderbevægelsen, der vil knægte det frie individ, eller også er der tale om højtbetalte smagsdommere.

Han forstår simpelt hen ikke alt det postyr. Det er jo bare en “lille sag”.

Hvis det bare er sådan en “lille sag” hvorfor overlader han det så ikke til arbejdsmarkedets parter til at løse det problem?

Fordi denne lov er et helt afgørende element i regeringens felttog mod fagbevægelsen. Et felttog, der består af mange elementer:

– Forslaget om forbud mod eksklusivaftaler, sigter til at svække fagbevægelsen rent medlemsmæssigt
– Forbuddet mod blokader, der skal hjælpe Kristelig Fagforening til at udbrede deres såkaldte overenskomster uden konfliktret
– Loven om tværfaglige A-kasser, der skal få fagbevægelsen til at slås endnu mere om medlemmerne end vi gør i forvejen
– Ændringerne af arbejdsmarkedspolitikken, hvor ikke kun flygtninge og indvandrere, men alle kontanthjælpsmodtagere skal kunne sendes ud på arbejdspladserne som gratis arbejdskraft, og løntrykkere, og forslaget om, at unge op til og med 29 år får halveret dagpengene.

Hvorfor er det så vigtigt at svække de faglige organisationer?

Fordi Beskæftigelsesministeren ved, at enhedsfagbevægelsen – alle fejl og mangler til trods – er det vigtigste bolværk imod den borgerlige regerings langsigtede strategi om at rulle velfærd og demokrati tilbage, og give arbejdsgiverne og markedskræfterne endnu friere spil end de har i forvejen.

Næste styrkeprøve i den kamp, bliver ændringerne af arbejdsmarkedspolitikken og finanslovsforslaget for 2003, hvor alene fastholdelsen af skattestoppet vil medføre yderligere nedskæringer på mere end 4 mia. kr.

Det er denne strategi Dansk Folkeparti nu gør sig til redskab for, ved at tilsige deltidsloven deres støtte.

For det lille figenblad – “delt bevisbyrde” – har Dansk Folkeparti solgt sig til at hjælpe Beskæftigelsesministeren i hans felttog mod lønmodtagernes kollektive beskyttelsesregler. “Frihedspakken for arbejdsmarkedet” kalder de det – og mener arbejdsgivernes frihed for fagforeninger og kollektive aftaler.

Det er ikke underligt, at Ministeren var oprigtig glad efter forhandlingen med Dansk Folkeparti.

Men efterhånden som han opdager, at det ikke dæmper protesterne, er han blevet mere og mere skinger i tonen.

Et foreløbigt højdepunkt oplevede vi i går, da han i Berlingske Tidende gav udtryk for sin store glæde over at denne lov “en gang for alle hæver individet over kollektivet”.

Vi er ikke i tvivl om, at det er det princip Partiet Venstre lever efter. Hvis man er i tvivl om, hvad det betyder i i sin yderste konsekvens, skal man bare se på Peter Brixtofte.

Beskæftigelsesministeren påstår også, at fagbevægelsens modstand mod loven bare er udtryk for manglende tillid til at den enkelte lønmodtager kan tage vare på sig selv.

Jo, vi har fuld tillid til, at lønmodtagerne kan tage vare på sig selv.

Det er derfor ca. 2,5 mio. af dem har meldt sig ind i en fagforening.

Det er derfor ønsket om kollektive overenskomster breder sig i disse år, også funktionæransatte, fordi de har erkendt denne enkle sanhed: Når arbejdsgiveren har retten til at lede og fordele, retten til at fratage lønmodtageren eksistensgrundlaget, så er der kun en måde at sikre den enkeltes tryghed på, og det er gennem en kollektiv aftale.

Det er derfor så mange af dem protesterer imod dette lovforslag.

Til regeringen og Dansk Folkeparti må vi sige: I kan endnu nå at komme til besindelse. Opgiv nu det lovforslag, og støt i stedet forslaget fra arbejderpartierne om, at folketinget opfordrer arbejdsmarkedets parter til at løse den “lille sag” ved de kommende overenskomstforhandlinger.

Hvis regeringen og Dansk Folkeparti ikke vil lytte, kan vi kun drage denne konklusion: Så gælder det om at få fjernet den regering, inden loven får virkning for de gældende overenskomster, dvs. inden 1. marts 2004 – selvfølgelig for at indsætte en regering, der fuldt ud vil respektere den frie forhandlingsret.

Hvis det mod forventning ikke skulle lykkes, så har vi kun én ting at gøre ved overenskomstforhandlingerne i år 2004, og det er at gennemtvinge nogle krav, som kan kompensere for lovens skadelige virkninger. Og det bliver ikke billigt for arbejdsgiverne.

En gennemførelse af loven tvinger os til allerede nu at rejse en debat om spillereglerne på arbejdsmarkedet. Det er jo fuldstændig grotesk, at vi ikke har legale muligheder for at forsvare os imod en regering, der i den grad river grundlaget væk for indgåede aftaler. Konfliktretten må udvides, så vi kan forsvare os imod politiske indgreb i overenskomsterne. Der må indføres lokal konflikret, så vi kan forsvare os imod de enkelte arbejdsgiveres vilkårlighed.

Jeg tror, at regeringen og Dansk Folkeparti gør klogt i at opfatte denne dag – d. 16. maj 2002 – som en alvorlig advarsel. Alle ved, hvad det medfører, hvis man ikke retter sig efter advarsler. Det medfører bortvisning!

Finn Sørensen
Formand SiD/Bryggeriarbejdernes Fagforening for Kbh. og Omegn
16.05.02