Gigantdemonstrationernes tid

Der kom små 25.000 mennesker til demonstrationen mod VK-DF-regeringens finanslov på Slotspladsen foran Christiansborg den 20. marts. Midt om dagen, hvor mange var på arbejde. En del – som SiDerne i lufthavnen – nedlagde nu arbejdet for at være med. Men de var der: de faglige folk med hundredvis af faner, de uddannelsessøgende i tusindvis, miljøbevægelserne, fredsaktivisterne, pensionisterne, der protesterede mod tyveriet af Den Sociale Pensionsfond, kunstnerne i stort tal.
Demonstrationen var så stor, at den ikke ganske kunne overses og forties i de borgerlige medier. Men så var der straks en masse galt: Det var de store demonstrationers sidste krampetrækninger, f.eks, for tiden er ikke til massedemonstrationer, og det er i øvrigt et helt forældet kampmiddel. Blandt dem, der råbte op om det, var repræsentanter for LO-toppen. Og mønstringen faldt selvfølgelig, ifølge de samme borgerlige medier, fuldstændig igennem i sammenligning med de gode gamle dage, hvor der stod 250.000 på Rådshuspladsen, når de faglige ledere viftede med ørerne.
Det er selvfølgelig fup og fidus: Bortset fra under storstrejken i 1956 har tallet aldrig været i nærheden af den kvarte million. Og dengang påstod de samme borgerlige medier, at tallet var langt mindre. En enkelt under Hartling-regeringen var det også rigtig stort, og i 85 under Schlüter. Men det var i særlige kampsituationer, og de samme borgerlige medier benægtede hver gang, at der var 100.000 demonstranter.
Henved 25.000 den 20. marts er rigtig flot. Tilmed for en arbejdsdag.
Det var faktisk den største demonstration med faglig deltagelse i 17 år. Og det er kun en begyndelse.

Hvad angår medielarmen om, at massedemonstrationer er forældede, kunne skribenterne blot kigge ud af vinduerne: Inden for en uge blev der i Europa sat to ‘rekorder’.
Forrige lørdag gik mellem 500 og 600.000 i demonstration under EU-topmødet i Barcelona imod Kapitalens Europa. Den var organiseret af ‘de sociale bevægelser’ – af antiglobaliseringsbevægelsen, som de ofte kaldes i Danmark – og de kunne konstatere, at Barcelona var den største massemanifestation i den række, der tog sin start i Seattle i 1999. Denne manifestation lod man i medierne som om ikke rigtig var der. Der var ikke de helt store slagsmål at skrive hjem om.
Ugen efter afholdtes den største demonstration i Italien nogensinde, da hen ved 3 millioner i Rom protesterede mod Berlusconis nye reaktionære arbejdsmarkedslove, der bl.a. vil gøre det lettere at fyre folk. Berlusconi-regeringen overhører kritikken, og de italienske arbejdere forbereder generalstrejke.
Det er massedemonstrationernes tid. Gigantdemonstrationernes tid.
I det tidligere Sovjetunionen og DDR faldt regimerne oven på langt mindre demonstrationer – der fik massiv medieomtale. Hvormed ikke er sagt, at der eksisterer revolutionære situationer i Spanien eller Italien eller det øvrige EU. Endnu ikke. Men massekampene vokser og skærpes, mens åbent borgerlige regeringer afløser socialdemokratiske i mange af landene.

Et væsentligt nyt træk gjorde sig gældende ved finanslovdemonstrationen den 20. marts: Den var ikke et ‘fagligt monopol’, men repræsenterede en koalition af organisationer og bevægelser, bl.a. udtrykt i selve dens form som en stjernedemonstration: det var fagforeningerne og miljøorganisationerne og uddannelsesorganisationerne og fredsorganisationer og … Derved lignede den mange af de store demonstrationer rundtom i verden efter Seattle. Og det vil utvivlsomt gøre sig gældende fremover: Der kan ikke længere være et parti- eller fagtop-monopol på de store demonstrationer. Den nye form bringer de forskellige deltagende kræfter stærkere til udtryk.
Hvad der skete den 20. marts var, at en ny bevægelse for at stoppe Fogh-regeringen og dens asociale politik manifesterede sig. Ikke en bevægelse, der skal føre Nyrup og Co. tilbage til magten. Men en folkelig bevægelse med arbejdspladserne som tyngdepunkt, der vil formulere sin egen selvstændige platform, sine egne krav, til en hvilken som helst regering. De nye alliancer begynder at blive skabt, udviklingen af en platform med arbejdspladsernes krav som grundlag er gået i gang – og en ny identitet af en bred vifte af organisationer og bevægelser og enkeltpersoner, der forener sig i en fælles kamp om et konkret mål, er ved at opstå. Det var betydningen af 20. marts 2002.

Redaktionen 26. marts 2002
Kommunistisk Politik 7, 2002


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne