Nye krigsmål

Mens verden venter på, hvor USA vil udløse den næste store krig i sin terrorkrig, forsøger krigsmodstanden, antiglobaliseringsbevægelserne og andre progressive, antiimperialistiske og revolutionære kræfter at finde modsvar og veje til handling.
Den globale krig, som USA har indledt – eller sagt ligeud: den ny verdenskrig, det 21. århundredes første – vil sætte dagsordenen i lang tid fremover. Den er kommet på én gang pludseligt og snigende, og har rystet alle de forestillinger, der opstod sig i 90erne efter ‘murens fald’ – og også de illusioner, som bredte sig.
F.eks. om at imperialismen var blevet fredelig og ikke længere lovmæssigt ville føre til krige.
Eller at kapitalismen var blevet krisefri og at den såkaldte ny økonomi ville sikre sociale og økonomisk fremgang overalt. At tiden derfor var kommet til at sætte menneskerettigheder og politiske og demokratiske reformer og fremskridt i centrum.
Kort sagt at det var muligt at give kapitalisme og imperialisme et menneskeligt ansigt.

Under forskellige former blev ideen om muligheden af ‘en tredje vej’ fremmet. Hverken råkapitalisme eller socialisme. Hverken nyliberalistisk politik eller revolutionær kamp. Der var andre muligheder: reformerne, den menneskeliggjorte globalisering, understøttet af omfattende internationale mobiliseringer. Især i de imperialistiske lande blev disse ideer populære og understøttet af nye bevægelser og nye mobiliseringsformer, som de gigantiske manifestationer mod imperialismens økonomiske magtcentre, som især tog fart efter WTO-mødet i Seattle i 1999.
For den traditionelle reformistiske politik åbnede der sig tilsyneladende et helt nyt aktionsfelt med mulighed for fornyelse og fornyet relevans. Den nyliberale politik afslørede sig hurtigt som en fiasko: den bragte ikke social fremgang eller demokrati, men stadig større global nød og elendighed. Det var indlysende, at en anden politik er nødvendig – for at en anden verden skal være mulig.

Men to store udviklinger, to grundlæggende kendsgerninger om verden i det 21. århundrede, har stillet spørgsmålstegn ved alle disse forestillinger, og med et ryk placeret diskussion om reformvejen eller den revolutionære vej i centrum igen.
Den ene er den økonomiske verdenskrise. Siden 1997 og sammenbruddet for Østasiens såkaldte ‘tigerøkonomier’ og krisen i Japan har den bredt sig, på ujævn måde, til den i 2001 også for alvor ramte USA og de øvrige imperialistiske lande. Og selvom der hele tiden lyder optimistiske meldinger om, at et nyt opsving er lige på trapperne, tyder alt tværtimod på, at krisen bevæger sig hen mod en langvarig depression (som understreget af Japans tilfælde) – samtidig med at de sociale konsekvenser i såvel rige som fattige lande bliver stadig mere katastrofale.
Hvad er vejen ud af krisen? Verdens herskende magter fortæller de sultende og lidende masser, at de igen må spænde livremmen ind, og doserer mere nyliberal medicin via WTO, IMF, Verdensbanken o.s.v. Det bliver ingen mætte af. Det kaster mere benzin på bålet.
Den anden er krigen. Nyliberalismens og globaliseringens pansernæve. Monopolernes og imperialismens udvej af krisen og diktat af verdensherredømme. Med den amerikanske imperialisme som dens ledende og pådrivende kraft. Terrorkrigens mål er at sikre amerikansk verdensherredømme – og specifikt at sikre sig kontrol med de kaukasiske olierigdomme, og militær og økonomisk kontrol med Centralasien og den tidligere sovjetiske indflydelsessfære. Potentielle rivaler som Kina og Rusland bankes ud på sidelinjen. Og lige nu – efter Afghanistan – opstiller USA sine nye krigsmål.

I Porto Alegre i Brasilien samledes 70.000 organisationer og aktivister for at gøre status over disse udviklinger: et resultat var erklæringen fra de sociale organisationer mod neoliberalisme, krig og militarisme. Det er en solid aktionsplan, som betegner et ryk mod venstre og en radikalisering fremtvunget af de barske realiteter. Men den viger stadig tilbage fra at give det eneste mulige svar på verdens problemer: at det er imperialismen som system, der er fjenden. Det er imperialismen, der skal slås ned. Reformvejen er ikke farbar. Revolution er nødvendig. At kun den kan gøre en anden verden mulig.

Redaktionen den 12. februar 2002
Kommunistisk Politik 4, 2002


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne