Finanslov 2002: Så styg som ventet

Leder Kommunistisk Politik 3, 2002

VK-DF-regeringens finanslovforslag var nøjagtig lige så stygt, som rygterne om det på forhånd havde sagt. For at finansiere nogle af valgløfterne om hospitalsforbedringer og en skrabet barselsorlov skærer regeringen brutalt ned på en lang række områder:
Den gennemfører massefyringer i den offentlige sektor.
Den gennemfører nedskæring på nedskæring: 1 1/2 milliard alene på uddannelserne over tre år. Milliardnedskæringer på alle de områder, den kulsorte trekant ikke kan lide: miljø, ulandsbistand, de arbejdsløse, integration.
Til gengæld forkæler den dem, de kan lide: En gylden gavebod til virksomhederne, 750 millioner til ekstraordinære krigsindsatser over to år, mere til politi og sikkerhedstjenester.

SFs socialpolitiske ordfører Villy Søvndal ramte det meget godt, da han i en pressemeddelelse skrev:
– Statsministeren fik fuld pressedækning for net-auktionen over sit maltrakterede værk om minimalstaten. Indtægten på godt 20.000 blev storsindet givet til de hjemløse på Nørrebro. Også hér var det samlede danske pressekorps mobiliseret. I dag kvitterede Anders Fogh Rasmussen så med frigivelsen af endnu et værk, nemlig finansloven. Den fjerner 10 mio. fra de hjemløse.
– Det må være en fuldstændig misforstået opfattelse af loven om altings balance der får statsministeren til at udskrive en check med den ene hånd – og ugen efter fjerne et 500 gange så stort beløb med den anden. Det glemte Fogh Rasmussen vist at oplyse da han besøgte de hjemløse på Nørrebro.

Fogh har taget de første skridt til at realisere sin historiske indsats i dansk politik: genskabelsen af minimalstaten – staten berøvet al pynt – men blot med et forstærket undertrykkelsesapparat af hær, politi og skumle væsener. Samtidig betyder massefyringerne i staten også påbegyndelsen af en udrensning af administrationens ‘mindst pålidelige elementer’ – af folk, de gerne har ville pynte på den brutale kapitalistiske virkelighed gennem reformer og småforbedringer af den ene eller anden type.
Fogh vil også gøre statsapparatet til en mere effektiv omfordelingsmekanisme fra fattige og almindelige mennesker til de rige. Finansloven er et plastisk udtryk for det – og for den kapitalistiske grådighed. Men det er bare begyndelsen: gennem en strøm af privatiseringer og udliciteringer vil direktørregeringen begunstige sine artsfæller.
Den vil samtidig stille al den billige arbejdskraft til rådighed, de kunne drømme om: På dette ene punkt vil regeringen føre en langsigtet politik – helt frem til 2010. Det skal ske ved i hurtigt tempo at udbygge arbejdsmarkedet som et lavtlønsmarked gennem drastiske straffeekspeditioner mod unge op til 30 år, flygtninge og indvandrere, arbejdsløse og lignende.
Det er den klassiske minimalstat: Billig arbejdskraft, stærkt voldsapparat, direktørparadis.

Det er stærk tobak også for de kompromisglade socialdemokrater, folkesocialister og småborgerlige liberale udenfor regeringspartierne. Selv for Kristeligt Folkeparti, der forkyndte at det ville støtte Fogh, er stanken lidt for brutal. Det er blokpolitik, siger de – og det er lige præcis hvad det er.
Alle forkynderne af borgerlig reformisme og det glade budskab om den gradvise forbedring af kapitalismen og fjernelse af dens onder føler sig dybt frustrerede over ikke en gang at få lov til at strø sukker over de blødende sår. Og tilmed selv blive ramt i slagtningen af deres hjertesager, prestigeprojekter og kadrer i apparatet, inklusive i de nedlagte nævn, råd og udvalg.

Larmen er øredøvende: Lokummerne ligefrem flyder over med pressemeddelelser, der fortæller, at det var meget bedre med Nyrup og Jelved – især fra deres partifæller og støtter.
Men forskellen er ikke nær så stor, som de vil gøre den til. Danskernes valg er mellem 10 og 15 pct. nedskæringer, mellem lidt mere eller lidt mindre strøsukker. Mellem EU og EU, NATO og NATO, krig og mer krig. Terror og terror.
Der er ikke et valg mellem godt og skidt, mellem et retfærdigt og et uretfærdigt samfund, mellem en umenneskelig kapitalisme og en kapitalisme med et menneskeligt ansigt. Det sidste er en maske, som Fogh og Co. med lethed kan rive af – kun ledsaget af lidt klynkeri.
Den reaktion, der er brug for, vil komme helt andre steder fra.

Redaktionen 29. januar 2002

Kommunistisk Politik 3, 2002