Kasserollernes opstand

En lyd er blevet symbolet på den argentinske folkeopstand, der på ti dage fordrev to præsidenter: lyden af klaprende grydelåg, lyden af massernes energi. La rebelión de las cacerolas – Kasserollernes opstand. Kvinderne fra køkkenerne, folkene fra fabrikkerne, der viste sig i gaderne og sagde: NU HAR VI FÅET NOK. Nok af IMFs politik. Nok af de skiftende regeringer – fra Alfonsin til peronisten Carlos Menem og de la Rúa – som villigt gennemførte gældsætnings- og diktatpolitikken på den brede befolknings bekostning.

Provokeret af indførelsen af en 30-dages undtagelsestilstand blev der den 19. og 20. december gennemført store landsdækkende strejker og protestdemonstrationer med krav om de la Ruas og økonomiminster Carvallos afgang. I hovedstaden Buenos Aires samledes tusindvis af demonstranter på Plaza del Mayo foran præsidentpaladset med krav om regeringens afgang. På trods af skud og tåregas trængte man ind i magtens centrum. Andre steder i hovedstaden blokerede taxachefførere byens trafik med en “hornet i bund aktion” mod regeringens økonomiske krisepolitik. Overalt i landet gik folk på gaderne: arbejderne, de arbejdsløse, funktionærer, den hastigt forarmede middelklasse.

I de voldsomme sammenstød med politi og sikkerhedsstyrker dræbtes hen ved 30 mennesker. Der var hundredvis af sårede, og langt over 2000 arresterede.
Massive politistyrker blev sat ind med tåregas og gummikugler for at håndhæve ophævelsen af forsamlings- og ytringsfriheden. Ifølge avisen Buenos Aires Herald forholdt store politistyrker sig imidlertid ikke “aktivt nok” overfor de forsatte aktioner med at hente de varer ud af forretningerne, som argentinere ikke har penge til at købe. En årsag skulle være at en del af politiet hører til mængden af offentlige ansatte, der gennem længere tid kun har fået udbetalt en meget lille del af deres lønninger.

Sent om aftenen blev præsident la Rua tvunget til at annoncere regeringens afgang, hvorefter han forlod præsidentpaladset i helikopter – med TV-billeder der mindede om flugten fra Saigon, da befrielsesstyrkerne indtog den i 1975.
Tidligere på dagen havde han opfordret til dannelse af en national samlingsregering under hans ledelse til at stå krisen igennem, efter den forhadte økonomiminister Cavallo var blevet tvunget til at gå af. Opportionspartiet peronisterne blev i 1989 tvunget ud i en lignede situation, da præsident Raul Alfonsin måtte gå af efter at have indført undtagelsestilstand.

Folkeopstanden blev fra starten i medierne beskrevet som spontane sociale optøjer og plyndringer. Dens foreløbige kulmination med Rua-regeringens og den kortvarige efterfølger peronisten Adolfo Rodriguez Saas afgang den 30. december er imidlertid sket gennem måneders strejker og protestbevægelser rundt om i regioner, der har samlet sig i en landsomfattende bevægelse. Ugen op til opstanden den 19.-20. december blev der gennemført landsomfattende generalstrejker.

Arbejderbevægelsen og den revolutionære bevægelse i Argentina afviser en regering baseret på de miskreditterede gamle politikere og deres partier – og kræver en demokratisk folkeenhedsregering etableret – en virkelig demokratisk og antiimperialistisk regering, der kan annullere den kvælende udlandsgæld og påbegynde en økonomisk og social genopretning af landet efter IMFs giftmedicin har bragt befolkningen på sultedødens rand.

IMF-politikkens fallit
Den økonomiske krise er særlig hård ved de lande, der følger IMF’s nyliberale medicin. Argentina er et skræmmende eksempel.
Den har bragt landet på fallittens rand – med en uløselig udlandsgæld og gallopperende massearbejdsløshed. Alligevel forsøgte præsident de la Rua og hans regering at kurere krisen med mere af samme medicin. Argentinas fallit er en storslået fallit for IMF og Verdensbankens politik.

Den argentinske økonomi er reelt gået bankerot. Da IMF for en måned siden dikterede regeringen en ny 20 % nedskæring af de offentlige udgifter til lønninger og pensioner tog protesterne for alvor til.
Reelt ville de nye nedskæringer blot sikre koalitionen af storkapitalister, banker og IMF at redde deres penge ud af det økonomiske kaos.
Den stadig voksende udlandsgæld – og de skiftende regeringers barske nedskæringspolitik for at betale renter og afdrag til tiden – har klemt argentinerne til bristepunktet.

Med en arbejdsløshed, der er i nærheden af 20 procent; med nedskæringer i pensioner og tilbageholdelse af lønninger for de offentligt ansatte; med spærring af opsparernes konti i bankerne (af frygt for masseindløsninger og bankkrak); med en voksende massearmod og en efter latinamerikanske forhold relativt stor og førhen relativt velstillet ‘middelklasse’, der har set en drastisk forværring af deres situation, var scenen sat for opstand.

De la Rúas efterfølger holdt kun en uge som præsident. Rodriguez Saa kunne ikke vinde opbakning i sit eget parti for sin politik – der i første omgang udskrev valgt til marts og dekreterede midlertidig stop for gældsbetalingerne. Den amerikanske præsident Bush indskærpede, at IMF-politikken skulle fortsætte, og meddelte, at USA følger situationen nøje. USA’s ‘plan for redning af den argentinske økonomi’ er dollariseringen af Argentina. Denne imperialistiske plan, som vil betyde endnu større og hurtigere masseforarmelse, afvises af den argentinske arbejderbevægelse, som har skabt en bred koalition mod IMF-politikken.

Den politiske og økonomiske krise i Argentina er skærpet til bristepunktet. Der eksisterer en klassisk revolutionær situation, hvor den herskende klasse ikke kan fortsætte med at regere som hidtil, og de beherskede masser ikke vil acceptere dens magt længere. Om det fører til en revolution og en revolutionær regering (eller om reaktionen sejrer, i den ene eller anden form) afhænger i sidste ende af, om arbejderbevægelsen og kommunisterne kan forene de brede folkemasser om dette mål, af de revolutionære kræfters styrke. For en eller to eller tre præsidenter og deres regeringer kan blive væltet af masseprotesterne – men en revolutionær regering kan kun komme i stand ved at knuse det borgerlige magtapparat og erstatte det med folkemagten og dens organer.

Se også TEMA:
Argentina – krise og opstand

Kommunistisk Politik 1, 2002