Kampen mod den ny højreregering

Siden den 11. september har arbejderklassen og folkene oplevet en forstærket global offensiv fra reaktionens side, proklameret som ‘verdenskrig mod terror’ – og arbejderklassens og de kommunistiske partiers strategi og taktik må forholde sig hertil.
Det rigtige svar er at styrke klassekampen overalt i verden, at styrke kampen for revolutionen, at forberede magtovertagelsen, hvor tingene er tilspidset til revolutionære kriser. Det var det svar, som den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer (IKMLPO) gav i Mexico i slutningen af september. Det er det svar, de revolutionære kræfter i den palæstinensiske intifada har givet. Og det svar, de revolutionære kræfter i Nepal har givet med genoptagelsen af folkekrigen efter at reaktionen saboterede fredsforhandlingerne.

For kommunisterne og arbejderklassen i et kapitalistisk lande som vores betyder det at styrke kampen mod det imperialistiske bourgeoisi og øge den internationale solidaritet med de revolutionæres, arbejderklassens og folkenes kamp overalt.
Det betyder at udvikle den bredest mulige enheds- og folkefront mod krise, krig og reaktion. Socialt set med arbejderklassen som bærende kraft, men med en åben alliance og forstærkede bånd til alle dens allierede. De sociale kræfter heri eksisterer, og deres kampkraft vil kunne udvikles og udløses.

På den politiske front ser det sådan ud: Venstrefløjens støtte til den socialdemokratiske regering kommer tilbage i form af en svækket venstrefløj. SF’s, Enhedslistens og revisionisternes strategiske samarbejde med Socialdemokratiet har spillet fallit. Opbygges fronten via samarbejdsaftaler på venstrefløjen, vil den aldrig blive til noget (det illustrerer f.eks. fredsbevægelsen). ‘Bredde’ i disse partiers opfattelse er det ‘bredest mulige’ samarbejde mellem parlamentariske partier – og det er særdeles snævert.
Den brede front må imidlertid på sine forskellige planer – den demokratiske kamp, antikrigskampen, kampen til forsvar af levevilkår, mod nedskæringer, udlicitering og privatisering – bygge bro over forskellige partipolitiske opfattelser og skillelinjer. De, der er imod USA’s krig, skal forenes, de, der er imod terrorloven, skal forenes, EU-modstanderne skal forenes, modstanderne af udlicitering skal forenes. Det er en samlet front, men bestående af mange bevægelser og initiativer, der ikke formelt er sammenknyttet. Til gengæld bør der opbygges en fælles kampidentitet.

Det store spørgsmål heri er (som sædvanlig, i opposition eller ved regeringsmagt) forholdet til Socialdemokratiet og den socialdemokratisk ledte fagbevægelse. Vi er af den opfattelse, at mens Fogh-regeringen skal være hovedskydeskive, skal vi på intet tidspunkt glemme kritikken af Socialdemokratiet – eller SFs, Enhedslistens og revisionisternes politik for strategisk og taktisk alliance med ledelsen af Socialdemokratiet.
At gøre sig til halehæng til et Socialdemokrat i opposition er den alvorligste afledning, bevægelsen kan blive udsat for. Enhedslisten og revisionisterne kan kun virke i den retning, men vi kommer ikke uden om et samarbejde med disse kræfter på grundlag af aktionsenhed – med blikket rettet mod at rejse de størst mulige massebevægelser.

Fogh-regeringen er arbejderfjendsk, ungdomsfjendsk, ældrefjendsk og udlændingefjendsk. Alt tyder på, at den vurderer tidspunktet inde til konfrontation med arbejderklassen. Hvis den støder på ringe modstand i starten, har den masser af yderligere lort i baghånden. Socialdemokratiet har lovet at være loyal opposition, parlamentarisk opposition. Fagbevægelsens top vil ikke have nogen på gaderne, men kan blive tvunget til det af Fogh-provokationerne.
Vi går ind for, at arbejderklassen går på gaderne fra starten!

Kommunistisk Politik 25, 2001


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne