Det danske mirakel?

Faglig kommentar

Enhver regering opgør tal for allehånde relevante og irrelevante udviklinger. Det gælder bruttonationalprodukt, handels- & betalingsbalance, arbejdsløsheden osv. osv. Tallene samles sammen, bearbejdes og fremkommer i statistikker, der præsenteres pænt i kurver, grafer, søjlediagrammer og lagkager.
Disse diagrammer, som oftest præsenteres i farver, har gennem de sidste otte år båret præg af det internationale kapitalistiske opsving, der fulgte i kølvandet på krisen i slutningen af 80´erne og blev forstærket af Østeuropas og Sovjetunionens opløsning. De yderligere markeder som opløsningen åbnede har haft en væsentlig indflydelse på varigheden af det økonomiske opsving.
Nyrup-regeringen har benyttet enhver lejlighed til at bryste sig af kurvernes korrekte retnin-ger og størrelser. Velfærdsdanmark blev postuleret som et faktum.
Poul Nyrup Rasmussen gik da også til valg i tirsdags i en situation, hvor kurverne blev benyttet til at foregøgle befolkningen, at det var socialdemokratiets regeringslederskab, der skulle have æren for den gunstige udvikling. Sådan forholder det sig ikke. For det første har de internationale økonomiske konjunkturer kastet adskillige appelsiner i det kapitalistiske Danmarks turban. For det andet er statistikker taknemmelige. De kan manipuleres med – og det bliver de!

Arbejdsløshedsstatistikkerne er specielt velegnede til at trække frem i offentlighedens søgelys, da de officielt er mere end halveret. I 1993 udgjorde de arbejdsløse 13 pct., hvor det i dag registreres til 5 pct. Det er et populært udsagn. Det gør trygheden for arbejderklassen lidt større. Skulle man blive fyret er udsigten til nyt arbejde tilsynela-dende lidt bedre.
Men statistikkerne og deres pænt udformede kurver er manipulation, løgn og latin.
Centeret for Alternativ Samfunds Analyse (CASA) har for nylig offentliggjort en rapport, der afslører, at den reelle arbejdsløshed i år 2000 været omtrent dobbelt så stor, som de officielle statistikker. Den reelle ledighed er nemlig på 9 pct., fordi personer i aktiveringsordninger og på orlov ikke tæller med i de officielle statistikker. Men de er mere eller mindre frivilligt skubbet ud af arbejdsmarkedet, og skulle de kræve deres plads til en overenskomstmæssig løn, ville andre blive skubbet ud i køen.
Netop orlovsordninger og aktiveringspligt er Nyrup-regeringens opfindelser. Orlovs-ordningerne betyder, at tusinder står udenfor arbejdsmarkedet til en indkomst under dagpengesatsen. Aktiveringerne har ført tusinder ud i tvunget løntrykkeri. Som sidegevinst har Nyrup og hans skiftende socialdemokratiske arbejdsministre kunnet skjule den reelle arbejdsløshed.

I CASA´s rapport (Social Årsrapport 2001) afdækkes det, at faldet i antallet af personer på overførselsindkomster er til at overskue. I 1993 blev omkring 28 pct. “forsørget”, mens 25 pct. i dag ernærer sig på anden vis end arbejdsindkomst. Med andre ord står hver fjerde udenfor arbejdsmarkedet, hvilket svarer til 80´ernes niveau.
I betragtning af at statistikkerne baserer sig på otte års højkonjunktur, at den interna-tionale økonomiske krise endnu ikke har nået sit “højde”punkt, og at de store krisebølger slet ikke har nået det danske erhvervsliv med synderlig styrke, så behøver man ikke at læse i kaffegrums for at finde ud af, hvilken retning arbejdsløsheden tager de kommende år.

Det er de sørgelige kendsgerninger, som den kommende regering skal forklare sig ud af. I denne situation sætter de alle sejl til for at forklare, at det er konjunkturen, der er årsagen. Arbejderklassen er igen udset til at skulle betale krisen; men hvem siger, at det kommer til at gå stille for sig? Hvem siger, at de hidtil afmægtige nedbøjede hoveder ikke rejser i en fælles protest?
God vind Rasmussen og Rasmussen; – men tag jer i agt for storm!

Kommunistisk Politik 24, 2001