SiD skrotter 35 timers-kravet

Ikke eet medlem er blevet hørt. Ikke én diskussion er blevet rejst.
Alligevel godtog kongressen, forbundsledelsens opfattelse af, at 35 timers arbejdsuge – 30 timer for skiftehold – droppes, fordi det er for firkantet. Forbundsledelsen siger, at de fortsat ønsker kortere arbejdstid; men vil fjerne de konkrete timetal for at stille forhandlerne friere. Dermed har ledelsen og forhandlerne frigjort sig fra en officiel faglig politik for de ufaglærte gennem årtier.

Poul Erik Skov Christensen, SiD´s formand, mener, at det giver forhandlerne “større bevægelsesmuligheder” til fordel for de såkaldte bløde overenskomstkrav:
– Enhver forhandling er et spørgsmål om prioritering. Den ny formulering af arbejdstidskravet stiller forhandlerne friere og giver større bevægelsesmuligheder, når arbejdstiden skal vurderes i forhold til så mange andre overenskomstmæssige forbedringer.
– Men misforstå det nu ikke. Vi ønsker fortsat nedsat arbejdstid for vore medlemmer.

Med disse ord forsøgte formanden at komme modstanden i møde. Og modstanden var markant. En lang række nordjyske og københavnske afdelinger trodsede formanden og hovedbestyrelsen ved at stille forslag om, at kravet til den ugentlige arbejdstid blev præciseret til 35 timer på daghold og 30 timer på skiftehold med fuld lønkompensation.
Ifølge Fagbladet blev spørgsmålet afgjort efter en kort debat, og hovedbestyrelsens ændringsforslag blev vedtaget med 469 stemmer for, mens 253 stemte imod.
Beslutningen fik umiddelbare konsekvenser, idet forbundets repræsentantskab straks efter kongressen vedtog SiD´s krav til forårets forhandlinger på det offentlige område. Eet af kravene er kortere arbejdstid – uden timetal.

Kongressens beslutning er så meget mere beskæmmende, når den ses i lyset af, at der netop blandt SiD´ere er mange, hvis arbejdstid ligger langt over 37 timer om ugen. Det gælder ikke mindst chauffører, som pålægges omkring 50 timers arbejde ugentligt, hvilket en undersøgelse – offentliggjort kort før kongressen – påviste. Det har Poul Erik Skov Christensen følgende kommentar til:
– Det er klart, at undersøgelsen har spillet ind i vore overvejelser. Når folk arbejder så meget, er det en vurdering, hvor hårdt man skal belaste en overenskomstramme med et så dyrt krav som arbejdstidsnedsættelse.
Med andre ord skal kravet ikke rejses, fordi det er for dyrt for arbejdsgiverne.

Arbejdstiden og kravet om nedsættelse af samme har altid spillet en stor rolle, da det netop er længden af arbejdsdagen, der afgør udbytningsgraden. I takt med at effektiviseringen på arbejdspladsen er taget til, er nedslidningen blevet et større problem, hvilket har været med til at sætte arbejdstidskravene i centrum.

For mere end tyve år siden blev kravet om 35 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation og uden tempoopskruning sat på dagordenen. Da det ikke blev imødekommet ved de centrale overenskomstforhandlinger i 1985, udløste det en tre uger lang storkonflikt. Da Schlüterregeringen med lovgivning greb ind, faldt de faglige ledere strejkebevægelsen i ryggen med ordene: Vi må respektere det danske folkestyre. Arbejderklassen havde dog udvist så stor styrke, at der ved de næste overenskomstforhandlinger i 1987 blevet taget hul på 37 timers arbejdsuge.

De faglige ledere “glimrede” da også i 1998, hvor de var modstandere af 6 ugers ferie. Kravet blev end ikke rejst, hvilket udløste en ny storstrejke, som Nyrupregeringen greb ind i ved at ophøje et mæglingsforslag til lov. Her blev den ekstra ferieuge omstødt til et par feriefridage.
Sidste forår kunne LO-toppen så implementere et EU-direktiv om en arbejdsuge på 48 timer, hvilket betyder, at mange virksomheder kan slippe afsted med at lønne deres ansatte i det ene halvår til almindelig timeløn i 48 timer om ugen.

Siden 1987, hvor den sidste arbejdstidsnedsættelse fandt sted, er tempoet på arbejdspladserne steget voldsomt, ligesom antallet af personer i den erhvervsaktive alder udenfor arbejdsmarkedet er forøget. Med den nuværende krise i dansk økonomi vil længden af arbejdsløshedskøen vokse yderligere. Arbejdstidskravet har derfor også altid været et konkret, solidarisk element i solidariteten med de arbejdsløse.

Netavisen 24. september 2001