Faglig kommentar
900 delegerede tog plads i weekenden til SiD´s forbundskongres. De repræsenterer omkring 300.000 ufaglærte på og udenfor arbejdsmarkedet. Dermed er der prikket hul på bylden for efterårets mange forbundskongresser, der burde rumme store og vigtige diskussioner og beslutninger. Det gælder ikke mindst SiD, som organiserer de nederste dele af dansk fagbevægelse, – de arbejdsmænd og – kvinder som går til den dårligste hyre og er udsat for den hårdeste nedslidning. Det er et forbund, som blandt mange politiske kræfter på venstrefløjen i det politiske spektrum bliver tillagt en stor rolle og mange forhåbninger til, når det drejer sig om opgøret med klassesamarbejdslinien.
Erklærede kommunister og socialister karakteriserer forbundet som venstresocialdemokratisk, der ved “pres fra neden” – dvs. medlemmerne – kan og vil tage arbejderklassens parti. Det er ikke noget ligegyldigt spørgsmål, da besvarelsen afgør, hvorvidt man skal arbejde på forhåbninger om ledernes “gode intentioner” eller skabe regulære slagkraftige redskaber, der bygger på arbejderklassens krav, solidaritet og kampvilje. Arbejderklassen har lidt meget ved indpodning af illusioner om dets falske ledere.
Den tidligere formand, Hardy Hansen, yndede da også at kritisere Socialdemokratiets manglende varetagelse af arbejderklassens interesser i tid og utide – med god grund. I afgørende situationer endte formand og forbundsledelse altid med at tage parti for den besiddende, herskende klasse. Vi kan nævne havnearbejdernes strejke i 1981/82, HT-strejken mod uorganiserede, overenskomstkonflikten i 1985 og senest Ribuskonflikten, som de mest markante eksempler på svig og forræderi. Den ny formand, Poul Erik Skov Christensen, har ikke ændret denne praksis, hvilket hans manglende opbakning i storkonflikten i 1998 taler sit tydelige sprog om.
Som det er beskrevet i dette nummer af Kommunistisk Politik blev de første dage af kongressen overskygget af diskussionen om LO´s investering af 22 millioner kroner i den nye gratisavis, MetroXpress. En yderst relevant diskussion, hvor de kampvillige kun kan støtte harmen for lidt. SiD´s forbundsledelse har selv fingrene nede i fedtefadet; men har forsøgt at fortie deres rolle i denne afslørende beslutning.
Der ligger imidlertid mange større og vigtigere beslutninger at tage stilling til på kongressen.
Det er netop i SiD´s rækker, at de arbejdsløse dagpengemodtagere står overfor truslen at miste retten til dagpenge, – dvs. udstødning til kontanthjælp, hvor de stadig skal bevise deres arbejdsduelighed ved tvangsarbejde – aflønnet med 10 kr. i timen. Det er de samme ufaglærte, der er ramt af en manglende justering af dagpenge, hvilket betyder, at de er sakket mindst 15.000 kroner bagud om året. Det er i SiD´s rækker at massefyringer rammer hårdest. Det er fra de samme rækker, at nedslidningen gør sig gældende, hvilket bliver sværere og sværere at blive “honoreret” med førtidpension (antallet af personer, der er tilkendt førtidspension, er på seks halveret fra 25.000 til 12½ tusinde, fordi det offentlige skal spare). Det de ufaglærte, der er hårdest ramt at “Ny Løn”-systemet i det offentlige – eller de mange fleksible og rammebaserede overenskomster, som forbundslederne har indgået gennem de sidste ca. 15 år. Listen er lang!
At dømme efter SiD-formandens beretning er der ikke lagt i kakkelovnen for at gøre op med denne retning, som den socialdemokratisk ledet regering har været en afgørende faktor for at gennemføre i deres ni-årige regeringstid. Tværtimod slog formanden til lyd for et angreb på de åbent borgerlige partier med Venstre i spidsen. SiD-korpset skal træde i funktion; – kongressen skal også bruges til at forsøge at sikre underlaget for en fortsat regering med Nyrup i hovedstolen.
Venstre og de borgerlige har fortjent at få deres del af tæskene; men Nyrup og hans kompagner har ansvaret for afgørende angreb i snart et årtis angreb på arbejderklassen. Her skal ikke lægges låg på.
Angrebene har en tæt forbindelse til EU´s direkte og indirekte krav til dansk politik. De venstresocialdemokratiske kræfter i SiD har altid formået at inddæmme modstanden i form af ufarlige kritiske røster og udvalg.
Der er brug for et opgør med disse linier. Fra Kommunistisk Politik skal der lyde en rungende, klar opbakning til de delegater, der tager kampen op.
FJ
Kommunistisk Politik 19, 2001
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
