Amerikanske trængsler

Officielt hedder det sig, at USA bevæger sig på randen af en recession. Det er en skønmaling af tingenes tilstand: USA befinder sig allerede i den kapitalistiske økonomis krisefase. Siden årsskiftet er en million arbejdere blevet fyret.

I de første seks måneder af 2001 – sammenfaldende med George W. Bush første halvår som præsident – er der blevet nedlagt næsten en million arbejdspladser i USA. Det på trods af at man med gentagne rentenedsættelser har forsøgt at holde efterspørgsel og forbrug oppe.
I juni lukkedes det største antal arbejdspladser, der nogensinde er registreret på en enkelt måned – nemlig 205.975. Det var 65 pct. flere end måneden før. Og der er ingen udsigt til at fyringstempoet sættes ned. Det strømmer fortsat med meldinger om indskrænkninger og fyringer i de store selskaber, hvor stadig nye brancher bliver berørt.
Man har svært ved officielt at indrømme, at den amerikanske økonomi er i krise – og tilmed i dyb krise. I stedet hedder det sig, at USA balancerer på randen af en recession – forstået som tilbagegang i væksten to kvartaler i træk. Og at økonomien er ved at være igennem det værste, og vil løfte sig i andet halvår af 2001.
Men hvis man ikke kalder en mio. tabte arbejdspladser på et halvår – og mere end 200.000 på en enkelt måned – for krise – hvad skal der så til? Det er indlysende at USA nu befinder sig i krisefasen i den kapitalistiske økonomiske cyklus – og at spørgsmålet blot er, hvor længe den vil vare, hvor dyb den bliver, og hvor store konsekvenser, det får for den globaliseringsramte verdensøkonomi.

Hovedøkonomierne ramt
Den amerikanske økonomi i krise siden årsskiftet, den japanske økonomi i endnu dybere vanskeligheder igennem tre år, og med en akut skærpelse af krisen: Dermed er de to største økonomier i verden begge kriseramte. I første halvår af 2001 faldt fremstillingsindustrien i USA med 8 pct. (regnet på årsbasis). I Japan er det værre endnu: Bruttonationalproduktet er på det første halvår faldet med 8,5 pct. i absolutte tal. Det er den fjerde akutte krise i Japan på ti år. ’Den japanske økonomi falder ud over en klippe’, siger en økonom.
Og de følges nu officielt af Tyskland, EU’s største økonomi, og af England. Det britiske blad The Economist klager: ’Verdensøkonomien er begyndt at se bemærkelsesværdig, og tilmed truende, skrøbelig ud.’
Når Japan og USA får følgeskab af Tyskland og det øvrige EU er stort set alle såkaldte ’lokomotiver’ i verdensøkonomien gået i stå. Eller er begyndt at køre baglæns. De officielle tal pynter på de faktiske forhold. Der findes økonomiske overslag, som siger, at den samlede industriproduktion i USA, Japan og EU faktisk faldt med 0,5 pct. på de tre måneder februar til maj.
De asiatiske økonomiers største samhandelspartnere er Japan og USA. Mere end 25 pct. af deres eksport går til USA. Vækstraterne i regionen forventes at blive mere end halveret i år. Den indonesiske økonomi er ved at falde tilbage i krisen, den indiske er på vej ind i den. Og i Kina, som endnu ikke er fuldt integreret i det kapitalistiske verdensmarked, og som har kunnet holde meget høje kapitalistiske vækstrater, har man netop set det første børskrak.
En tilsvarende situation gør sig gældende for Latinamerika, hvor væksten for f.eks. Mexico, Argentina og Brasilien har hængt sammen med det langvarige boom i USA. Disse betydelige økonomier er igen i krise.

Sociale konsekvenser
Nyliberale økonomer og politikere har stort set afskrevet sig andre instrumenter til krisebekæmpelse end markedets egne brutale mekanismer. De tøver f.eks. med at sætte offentlige arbejder i gang. Til gengæld har USA øget krigsbudgetterne.
Et middel bruges dog: rentenedsættelser for at stimulere investeringer og forbrug. Det er imidlertid vanskeligt at holde købekraften oppe, fordi lønningerne på trods af højkonjunktur ikke har kunnet følge med i den gigantisk øgede konsumproduktion. Samtidig har boom’et gjort en ende på den private opsparing, som er lavere end nogensinde i USA. Der er ingen reserver at tære på. Med en million flere arbejdsløse på et halvt år, og flere endnu i den kommende tid, bevæger købekraften sig tværtimod støt nedad i en negativ spiral, som kun vil uddybe krisen med flere fyringer og lukninger og større social elendighed.
Den sociale situation for en stor del af den amerikanske befolkning er i forvejen vanskelig. En ny rapport fra Economic Policy Institute viser, at selv i højkonjunkturperioder som i 90erne én ud af tre (29 pct.) af arbejderfamilierne i USA med børn i alderen 3-12 ikke råd til at dække alle de grundlæggende livsfornødenheder som mad, bolig og medicin. Der er vel at mærke tale om en betydelig andel af familier, der har arbejde, hvor der er to forældre, og som ligger over den officielle fattigdomsgrænse.
– Arbejde alene sikrer ikke en anstændig levestandard, siger hovedforfatteren til undersøgelsen ’Hardships in America’ (’Trængsler i USA’) Heather Boushey fra EPI: – Denne rapport viser, at de officielle fattigdomsmål ikke fortæller sandheden om arbejderfamiljerne i dag, og den afgiver rigt materiale til at dokumentere behovet for en politik, som styrker vores sociale sikkerhedsnet og øger lønningerne.
Netop det modsatte sker i virkelighedens verden. Massearbejdsløshedens hurtige vækst vil føre til en hurtig forøgelse af den sociale elendighed, og lønningerne vil ikke gå op, men blive presset hårdt nedad under krisen. Og efter sin skattereform med milliardgaver til de rigeste 2 pct. er George Bush-regeringen nu i færd med at angribe netop det stadig eksisterende, men hårdt beskårne sociale sikkerhedsnet yderligere – bl.a. på pensionsområdet.
Imperialismens kerneland er uhjælpeligt indfanget af kapitalismens egne love og leverer selv beviset på, at dette system er udueligt, menneskefjendsk og udlevet.

Se også:
Verdenskrise – globaliseringskrise
En uge med mere end 100.000 fyringer

KP17, 2001


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne