Maoisme og folkekrig

Der er nogle, som har ’undret sig’ over, at APK helhjertet støtter den kamp og ’folkekrigen’, som f.eks. føres af Nepals Kommunistiske Parti (Maoister) eller Filippinernes Kommunistiske Parti, der også bekender sig til Marxismen-Leninismen og Mao Zedongs Tænkning som ideologisk grundlag.
Men der er ingen grund til forundring – og der er intet nyt i APKs standpunkt.
Arbejderpartiet Kommunisterne støtter de revolutionære kampe, arbejderklassen og folkene fører over alt i verden, der retter virkelige slag mod imperialismen og reaktionen på grundlag af det marxistisk-leninistiske standpunkt, at imperialismen og reaktionen aldrig frivilligt afgiver magten, men kun kan fratages den gennem en væbnet revolution.
Hvor maoistiske partier, som i Nepal og på Filippinerne, har sat sig i spidsen for denne revolutionære kamp, og opnået væsentlige fremgange, ville det selvfølgelig ikke bare være sekterisk, men direkte reaktionært, ikke at støtte disse.

Udviklingen i Nepal, et af verdens fattigste og mest tilbagestående lande, med en meget lille arbejderklasse og en stor fattig landbefolkning, viser, at organiseringen af folkekrigen og den væbnede opstand, forbundet med en mobilisering af arbejdere og studenter, og skabelsen af en national front af progressive kræfter imod den fascistiske Gyanandra/Koirala-klike både er rigtig og nødvendig. Det er ikke omkring disse spørgsmål, de afgørende uenigheder mellem det marxistisk-leninistiske standpunkt og det maoistiske findes.
Det ligger heller ikke i det konkrete strategiske mål for kampen i Nepal: oprettelsen af et såkaldt Nyt Demokrati, en variant af folkedemokratiet, en progressiv statsform af arbejderklassen i alliance med andre progressive kræfter og lag (men endnu ikke proletariatets diktatur) og afskaffelsen af det reaktionære og illegitime monarki, der er i lommen på imperialismen, og indførelsen af en republik med vedtagelsen af en ny forfatning.

Det er APKs standpunkt, at erklæret kommunistiske partier må vurderes konkret, efter deres almindelige linje, deres handlinger, strategi og taktik, først og fremmest for kampen i deres eget land. Masser af erklæret ’marxistisk-leninistiske’ partier har vist sig at være revisionister i forklædning, masser af erklæret maoistiske partier (indbefattet i de udviklede kapitalistiske og imperialistiske lande, og også i Danmark med det hedengangne KAP) viste sig i sidste ende at opgive og forråde den revolutionære kamp. Partier, der erobrer sig pladsen som lederen af deres lands og folks revolutionære kamp under store ofre, er for os revolutionens partier, uanset hvad der måtte eksistere af ideologiske og politiske uenigheder og forskelle.
Og derfor glæder vi os over deres sejre – og derfor solidariserer vi os også med dem i trængselsperioder.

Alt det ændrer intet ved APKs generelle holdning til maoismen, som vi opfatter som en variant af den moderne revisionisme, som i sidste ende ikke vil føre frem til skabelsen af socialistiske samfund under proletariatets diktatur – med udviklingen i Mao Zedongs Kina under og efter Mao som bevis. Maoismens grundlæggende ikke-marxistisk-leninistiske karakter, dens karakter af en først og fremmest national befrielsesideologi og –teori, og dens manglende evne til at skabe et ægte socialistisk samfund under proletariatets diktatur, blev først klarlagt gennem en langvarig historisk proces – og kampen om vurderingen af maoismen er ikke afsluttet.

KP16, 2001


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne