Fedterøvstillæggene – Ny Løn – skal styrkes

Kommunernes Landsforening lægger op til, at “Ny Løn”-puljen skal forøges på bekostning af grundlønnen. I foråret 2002 forhandles det endeligt på plads for omkring 850.000 offentligt ansatte

De indledende manøvrer omkring fornyelsen af overenskomsten for knap 900.000 offentligt ansatte er i fuld gang. Det centrale spørgsmål bliver “Ny Løn”-puljen, som blev indført i to tempi ved de sidste overenskomster i 1997 og -99. Ved disse overenskomster blev arbejdersiden lokket til at stemme ved hjælp af de såkaldte “Stem Ja”-tillæg, der omfattede en højere startløn, overgangssummer kombineret med forskellige tillæg. Kommunernes Landsforening (KL) fik dermed indført et afgørende nyt lønsystem ved hjælp af et par lunser, der nu ved de næste overenskomstfornyelser skal “betales tilbage”. Til det formål er “Ny Løn” et effektivt redskab.

Utilfredsheden med det nye fleksible lønsystem blandt de ansatte er imidlertid voksende. Det tidligere lønsystem byggede nemlig på en fast løn, der dels blev reguleret i takt med ancienniteten og dels ved overenskomstforhandlingerne. “Ny Løn” har fjernet stigningen i forbindelse med anciennitet, og bygger i stedet på tillæg for funktioner, kvalifikationer og resultater, hvilket bliver forhandlet lokalt. Tillæggene har af naturlige årsager fået øgenavnet fedterøvspuljer.

Tillæggene tilfalder nemlig fedterøvene – der i normalt sprogbrug benævnes som samarbejdsvilje med de øvre ledelser – eller ansatte, der udviser speciel kreativitet, der sparer kommunen kapital på borgernes bekostning. For eksempel har flere kommuner valgt at give et resultatlønstillæg til de ansatte, som har ideer til yderligere udliciteringer end de allerede planlagte.
Det vigtige solidariske element med en fast løn til alle – med anciennitetstillæg som eneste afvigelse – blev fjernet og afløst af et decentralt, individuelt lønsystem.

Kommunerne er delte
Indkøringsfasen/lokkemaden har foreløbig været en større udgift, end mange kommuner bryder sig om. 201 borgmestre landet over har i en undersøgelse besvaret spørgsmål, om “Ny Løn” har gjort det lettere at få arbejdskraft og om det har medført større lønomkostninger. 91 borgmestre erklærer, at det har medført større udgifter til løn; mens 93 har svaret nej. 83 contra 50 borgmestre vurderer, at det er blevet lettere at skaffe ny arbejdskraft.

Jens Finn Christensen, der omtales som ekspert på området og medforfatter til bogen “Løn som fortjent”, der omhandler reformen, mener at tre år ikke er nok til at vurdere fordelene ved systemet og fastholder, at det i stedet skal forøges:
– Det vigtigste er, at arbejdsgiverne får noget konkret at forhandle om. Det vil sige, at et betydeligt forhandlingsrum er overladt til arbejdsgiverne.
Det decentrale element skal altså styrkes, hvilket KL er enig i. Desuden lægger KL op til at puljerne skal forøges på bekostning af grundlønnen ved næste års overenskomstfornyelse. Formålet med “Ny Løn” er nemlig at gøre den offentlige sektor mere konkurrencedygtig; – med andre ord: spare på lønudgifterne og forøge udnyttelsen af arbejdskraften.

Modstanden er stærk
KL´s ønskeliste bliver ikke opfyldt pr. automatik. Ved sidste overenskomstfornyelse i 1999 var der nemlig markant modstand mod såvel det nye lønsystem som øget fleksibel arbejdtid. Det resulterede i, at sygeplejersker, lærere, jernbanearbejdere, jordemødre, gymnasielærere, magistre og EDB-arbejdere stemte Nej til resultatet. De udemokratiske sammenkædningsregler omstødte gymnasielærernes, magistrenes og jernbanearbejdernes afvisning af resultatet, da de blev underlagt centralorganisationerne. 88 pct. af gymnasielærerne kunne således konstatere, at deres Nej-stemme forsvandt op i den blå luft. Lærerne, sygeplejerskene og jordemødrene varslede konflikt; men blev ved Forligsinstitutionens mellemkomst manipuleret på plads.

Forbundslederne spillede deres egen helt afgørende rolle i forræderiet.
Poul Winckler, Forbundsformanden for KTO, der dækker de offentligt ansatte i kommuner og amter, lagde ikke skjul på sin foragt overfor modstanderne af “Ny Løn”:
– De formastelige nej-sigere skal ikke sætte næsen op efter forbedringer, garanterede han, da hans medlemmer havde afvist det usolidariske resultat.
Poul Winckler kan se frem til et nyt slag med de offentligt ansatte – hans “egne” medlemmer.

KP16, 2001