Decentrale arbejdspladsoverenskomster

Sporene fra storkonflikten i 1998 skræmmer stadig!
Arbejdsgiverne og fagbevægelsens topforhandlere har siden truffet mange beslutninger med henblik på at trække tænderne ud på den samlede arbejderklasses kampkraft. Overenskomsternes perioder er blevet længere og forskellige fra område til område, hvilket betyder, at man ikke går samlet til afstemning og eventuel konflikt. LO og DA opfordrer deres respektive medlemsorganisationer til at optræde samlet med fælles materialer i anbefaling af overenskomstresultaterne.

Den sidste nye og meget afgørende plan er at lægge aftalefornyelsen ud på de lokale virksomheder. Det er Dansk Industri (DI), der står fader til ideen, som bakkes op af “mod”parten CO-Industri. På et landsmøde i SiD-Industri i foråret lagde DI´s vicedirektør, Jørgen Hansen ikke skjul på tankerne:
– Vi skal have tilpasset den danske model til det 21.århundrede. Vi har en fælles interesse i at sikre både virksomhederne og de ansatte. Målet er at sikre konkurrencekraften, sikre et lokalt råderum, sikre pålidelige produktionsvilkår uden ulovlige strejker og mod nye udefra kommende omkostninger.
– Mest muligt skal lægges ud til lokal afgørelse mellem virksomheder og medarbejdere. Det skal være sådan, at parterne på den enkelte virksomhed selv kan aftale, om man vil afskaffe betalingen på overarbejde, aftale løn og arbejdstid og om man f.eks. i stedet for betaling vil give ekstra feriedage osv.

Jørgen Hansen mener, at det er utidssvarende, at en “lovlig” konflikt kan lamme samfundet, som det skete i 1998. Adgangen til konflikt skal – ifølge DI´s anskuelse – moderniseres, så det bliver en sjældenhed!
Bortset fra at konflikter ikke er ulovlige; men højest kan være overenskomststridige, så er det jo klar tale fra Dansk Industri.

Desværre imødegås DI ikke af deres “mod”part CO-Industri. Tværtimod er såvel formand, Max Bæhring (Metal), og næstformand, Willy Strube (SiD), meget imødekommende. Max Bæhring har allerede erklæret sig parat til at drøfte yderligere decentralisering. De to topforhandlere udmærkede sig ved for snart halvandet år siden at tegne en overenskomst for en 4-årig periode. Som bekendt betyder det, at fredspligten er gældende i lige så lang tid, hvilket gør enhver konflikt på industriens område overenskomststridig med store bøder til følge. I dag fastslår de deres fælles opfattelse DI, når det gælder den absolutte respekt for fredspligten.

På SiD-Industri´s landsmøde rejste flere deltagere kravet om, at konfliktretten skulle følges med aftaleretten ud til de lokale virksomheder, hvilket er et legitimt krav – i så fald. CO-Industri har grebet denne debat med kyshånd, da den afleder fra den centrale problemstilling: Er det i arbejderklassens interesse at føre aftalesystemet ud på den enkelte fabrik?

Det kan tænkes at større fabrikker med faglige traditioner og styrke i en periode kan holde de mest drastiske forringelser og overgreb fra livet. Det kan tænkes, at de vil kunne få del i monopolers superprofitter – i en periode.
Men det er lige så sikkert som amen i kirken, at de mindre stærke klubber og arbejdspladser vil blive overladt til dem selv og deraf manglende resultater. Når den situation er indtruffet, så vil de stærkere klubber ikke kun være trykket af arbejdsløshedsskaren; men også – i endnu større grad – af de lavest lønnede fra fabrikker med de ringeste vilkår.
Der er – med andre ord – tale om et nyt splittelsesforsøg, hvor fagbevægelsens topforhandlere igen læner sig op af den bedst stillede del af dansk arbejderklasse, der kortsigtet vil høste nogle krummer fra de riges bord.

Med den 4-årige overenskomstperiode har topforhandlerne på “hver side af bordet” givet sig god tid til at forberede den næste; – men de spilder ikke tiden. Allerede til efteråret vil DI og CO-Industri drøfte den kommende periodes længde og decentralisering.
Industriarbejderne bliver ikke hørt. Det er selvfølgelig også en sag for hele arbejderklassen – i eller udenfor fabrikkerne.

KP15, 2001