Aftalemodel exit: Hvad nu?

EU har i årevis ønsket få skovlen under den danske aftalemodel. Det har udelukkende været et spørgsmål om taktik og tid om, hvordan og hvornår de ville gøre det.
Op gennem 90´erne har de benyttet toppen af arbejdsmarkedets parter til at implementere deres direktiver. LO, FTF og AC har været villige redskaber. Det er ikke fra deres kant, der er rejst til modstand. Men EUs mål har hele tiden været, at arbejdsmarkedsforholdene skulle lovgives. Det har været den brede modstand og den høje organisationsprocent i Danmark, der har afholdt dem fra det.
De har gjort det nu! – praktiseret af regeringen og et flertal i Folketinget.
En århundredlang praksis og tradition i dansk fagbevægelse er fjernet.

I al stilfærdighed har et flertal hen over hovedet på dansk fagbevægelse vedtaget et deltidsdirektiv fra EU, der blandt andet giver arbejdsgiverne mulighed for i flæng at oprette arbejdspladser på 8 timer ugentligt. Det vil harmonisere arbejdsforholdene til det øvrige EU, hvor hundredtusinder er tvunget til at have 3-4 arbejdspladser for at kunne opretholde livet.
Toppene i arbejderbevægelsens hovedorganisationer har glimret med deres larmende tavshed om dette vigtige, principielle angreb.
De samme ledere har sammen med alle øvrige reformistiske og revisionistiske kræfter forsøgt at foregøgle arbejderklassen, at vi kunne beholde den danske aftalemodel under EU´s vinger.
Denne diskussion er nu irrelevant. Aftalemodellen er en saga blot!
Næste skridt bliver, at EU-parlamentet og kommission overtager den direkte implementering for alle EU-lande, hvilket giver sig selv med den kommende EU-forfatning. Overenskomstsystemet er også lagt under pres.

Modellen havde sit fortrin ved, at arbejderklassen var tættere på beslutningsprocessen. Det var ledere i bevægelsen, der i princippet kunne drages til ansvar. Eller man kunne drage lokale fagforeningsledere til ansvar for at støtte toppens forræderier. Arbejdsmarkedsforholdene blev aftalt mellem ”arbejdsmarkedets parter”. Det var et vigtigt princip, der burde forsvares og forbedres.
Den rummede også en lang række reaktionære elementer. Aftalerne blev ikke lagt ud til medlemmernes beslutning. Da LO og DA implementerede 48 timers arbejdsuge sidste år, blev arbejderne ikke hørt – endsige taget med på råd. Når fagbevægelsens medlemmer ville drage deres ledere til ansvar viste det sig, at det var umuligt at drage de involverede til ansvar.
Aftalemodellen var bygget på Hovedaftalen og vævet sammen med samtlige bindinger, der vanskeliggør eller forhindrer arbejderklassen i at gå til kamp – tage strejkevåbenet i brug.

Der er ingen vej tilbage! EU kan ikke rulles tilbage. Banen er kridtet op: Aftalemodellen eksisterer ikke mere. Dansk arbejderbevægelses krav er ikke en tilbagevenden til den tidligere uduelige aftalemodel. Tavlen er visket ren: Vi kræver ny hovedaftale uden arbejdsgivernes ret til at lede og fordele, væk med arbejdsretten, forligsinstitutionen og alle andre bånd, der forhindrer os i at konflikte for vores ret.

Her hjælper ingen grædekoner, eller toplederes surmuleri over ikke at få indflydelse på lovgivningen.
Her tæller kun kampens vej baseret på hele arbejderklassens enhed, arbejdende, arbejdsløs og kontanthjælpsmodtager i Danmark som i resten af EU.
Hundredtusind repræsenterede i den forløbne weekend den brede folkelige modstand til dette reaktionære projekt og regime.
Det er i denne kreds, at arbejderklassens ledere skal findes.

FJ
KP13, 2001