Forspillet til den 22. juni 1941

60-årsdagen for Hitlertysklands overfald på Sovjetunionen

Af Troels Riis Larsen

I 1931 gjorde Stalin det klart, at det socialistiske Sovjet måtte foretage en kraftanstrengelse for at indhente de mere udviklede kapitalistiske og imperialistiske lande. Hvis Sovjet ikke overvandt sin tilbageståenhed, der havde sat det 50 år efter de udviklede kapitalistiske lande, måtte socialismen gå til grunde under imperialistmagternes militære slag. En invasion fra en forenet front af imperialistmagter eller en blok anført af en enkelt imperialistisk stormagt kunne udslette verdens første arbejderstat. Interventionskrigen i 20ernes begyndelse havde vist det – og nu i 30erne var imperialismen begyndt at genvinde sine kræfter efter blodtapningen i 1. verdenskrig.

Dét blev bestemmende for det uhørte tempo i den socialistiske opbygning gennem 30erne, der under store ofre – men også med arbejdernes og folkets begejstrede tilslutning – begyndte at forvandle det tilbagestående og primitive landbrugssamfund til en udviklet nation, der teknologisk begyndte at æde sig ind på de kapitalistiske stormagters forspring.

I sidste ende bestod denne linje og politik prøven. Da Hitler den 22. juni 1941 overfaldt Sovjetunionen ventede han og hans generaler at kunne spankulere rundt i Moskva inden for mindre end et halvt år.
De kom aldrig til det. Overfaldet på Sovjetunionen blev begyndelsen til enden for fascismen og nazismen. Sovjet og Den røde Hær knuste definitivt Hitlers drømme om at beherske verden efter først at have etableret en ny europæisk orden med Tyskland i centrum – og perifere og inferiøre lande og folk som leverandører af råstoffer og slavearbejdskraft til den stolte tyske nations velstand og krige.

Det hører man ikke meget om i dag. Så meget mere hører man om, at Stalin og Sovjetunionen reelt var ‘allierede’, at ikke-angrebspagten mellem Sovjetunionen og Tyskland var en aftale om at dele verden mellem nazisme og kommunisme. Og at Stalin og Sovjet stod uforberedte, da ‘ven Hitler’ angreb.


Tre teorier om ikke-angrebspagten

Der er grundlæggende tre forskellige opfattelser blandt historikere i dag om hvordan og hvorfor Sovjet i august 1939 indgik en ikke-angrebspagt med Tyskland:

a) Det havde hele tiden været ønsket, siden opløsningen af Rappallo-samarbejdet i 33/34. Altså at de sovjetiske ledere (dvs. Stalin) hele tiden anså en aftale med Tyskland som værende bedre end en aftale med Vestmagterne (England og Frankrig). Sovjet var altså ikke reelle i deres forhandlinger med Frankrig og England i sommeren 39.

b) Der foregik en intern magtkamp mellem personerne, der stod på linjen omkring den kollektive sikkerhed (aftale med England og Frankrig). Litvinov er fremhævet som hovedbærer for denne linje. Den anden linje skulle gå ind for et øget samarbejde med Tyskland med Molotov som hovedtalsmand.
At forhandlingerne med England og Frankrig i sommeren 39 ikke blev til noget, skyldes ifølge denne opfattelse, at repræsentanterne for den kollektive sikkerhedspolitik blev hældt ud, mens de tysklandsvenlige stod tilbage med magten.
Det var altså Sovjet, der ikke ønskede forhandlingerne med vestmagterne.

c) Sovjets linje for kollektiv sikkerhed var en ægte ment politik, og den afspejlede hele den Sovjetiske ledelses politik. Årsagen til den kollektive sikkerhedspolitiks fald var, ifølge denne opfattelse, at vestmagterne ikke ønskede at tilfredsstille Sovjets reelle krav (f.eks. passage gennem Polen).
De tyske tilnærmelser til Sovjet om en ikke-angrebspagt blev i første omgang afvist, men da forhandlingerne med vestmagterne brød sammen, valgte man derpå at indgå en ikke-angrebspagt med Tyskland. (Carley, Taylor, Maiski, Roberts, Overy).

Med forskningen i de russiske arkiver er teori a) og b) mere eller mindre blevet afskrevet som værende uden hold i virkeligheden.

Kollektiv sikkerhedspolitik

I slutningen af 1933 skifter Sovjet udenrigspolitik. Dette sker på baggrund af nazisterne magtovertagelse og fascismens fremtrængen på store dele af kontinentet. Tyskland ændrer sin udenrigspolitik mod oprustning og aggression.
Situationen har ændret sig afgørende i forholdet til blot året inden.
Tyskland, Italien og Japan bliver nu karakteriseret som aggressive stater. Deres aggression kan også få indflydelse på Sovjets egen sikkerhed, og det er derfor nødvendigt at fastholde en kollektiv sikkerhedspolitik, der kan inddæmme aggressorerne.

Dette forsøger Sovjet ved at lave aftaler med de centraleuropæiske lande (Tjekkiet, Polen m.m.), men også ved at forsøge at lave alliancer med Frankrig og England. Men England og Frankrig er ikke interesseret i at have alt for tætte forbindelser med Sovjet og fremmer på en lang række områder i virkeligheden Hitlers politik.
F. eks. nægter Frankrig at lave konkrete aftaler med Sovjet efter indgåelsen af fælles- assistance pagten med Frankrig i 1935. Dette skyldes generelt modvilje mod Sovjet (læs: antikommunisme) og også for en stor del, at man rent faktisk ikke ønskede at stoppe Tysklands udvidelser.
I hvert fald anså man på en lang række områder Versailles-traktaten som unødvendig hård – og man ville, ved at gøre indrømmelser overfor aggressorerne, således fredeliggøre dem. Den såkaldte appeasement -politik.

England, Frankrig og Nazityskland

Englands og Frankrigs politik overfor Tyskland og Italien gennem 30erne var i kort rids:

I 1935 (oktober) Italien invaderer Abyssinien (Etiopien). Frankrig og England accepterer.

I 1936 (marts) besætter Tyskland Rhinlandet. Frankrig og England besvarer dette med passivitet.

I 1936 (juli) udbryder den spanske borgerkrig. England og Frankrig arbejder for et neutralitetsforbund, der går ud på, at ingen lande skal støtte de krigsførende parter. Sovjet, England, Frankrig, Tyskland og Italien bakker alle i ord op om dette.
Men hverken Italien eller Tyskland overholder aftalen. De sender våben og mandskab til Franco. I modsvar hertil sender Sovjet våben til folkefrontsregeringen. Og internationale brigader, hvori også russiske frivillige deltog, hjalp folkefrontsregeringen.
England og Frankrigs neutralitetspolitik blev i virkeligheden en hæmsko for folkefronten, fordi det var dem, der havde brug/mulighed for (og også ret dertil, ifølge Folkeforbundets regler) importen fra England og Frankrig.

I 1938 (marts) Anschluss: Østrig bliver indlemmet i det tyske rige. Dette sker uden at hverken Frankrig eller England rør en finger.

1938 (september) Tyskland vil have det såkaldte Sudeterland i Tjekkoslovakiet. Frankrig og Sovjet har alliancer med Tjekkoslovakiet. Den 29. september er München-forliget en realitet.
Her bliver det gjort klart for Tjekkoslovakiet, at de ikke ville få støtte fra Frankrig eller England i tilfælde af, at Tyskland angreb Tjekkoslovakiet (altså “glemmer” Frankrig sin alliance med Tjekkoslovakiet).
Benes – den tjekkoslovakiske præsident – bøjede sig for presset. Tyskland overtog en del af Tjekkoslovakiet. En stor bid mere (heriblandt Prag) bliver taget i marts 1939.

I realiteten har England og Frankrig altså hjulpet de aggressive stater hele vejen igennem. De har ikke modsat sig Tyskland/Italien, selvom det i høj grad har været aggression på bekostning af Frankrigs og Englands interesser.

Forslag om alliance med Frankrig og England mod Nazityskland

Derfor er Sovjet dybt mistroisk overfor England og Frankrig, da disse kommer med et forslag om, at Sovjet skal garantere Polen (unilateralt – uden at Polen laver den samme forpligtelse overfor Sovjet). Dette ønsker Sovjet ikke – de foreslår derimod en tresidet alliance mellem Sovjet, England og Frankrig.
Den 17. april 1939 kommer Sovjets forslag. Herefter begynder en række forhandlinger, hvor England og Frankrig hele tiden trækker tingene i langdrag. Sovjets formål er klart fra starten. De ønsker en politisk og militær alliance offentliggjort samtidigt, belært af erfaringerne med Frankrig i 1935, hvor Frankrig aldrig gik med til at indgå i militære stabsmøder mellem Frankrig og Sovjet.

Desuden ønskede Sovjet klare aftaler angående muligheden for troppetransport gennem polsk territorium. Dette var hvad forhandlingerne endeligt faldt på, da hverken England eller Frankrig lagde pres på den polske regering på dette område. Det reaktionære regime i Polen hadede Sovjet og ønskede ikke sovjetiske tropper på polsk område. Og da hverken England eller Frankrig reelt prøvede at gøre noget bedre ved situationen – ja så faldt forhandlingerne på gulvet. Reelt set den 14. august 1940.
Først derefter begyndte snakken med Tyskland om en ikke-angrebspagt seriøst. Og det var først den 19. august, at man endeligt havde besluttet sig for en aftale med Tyskland. Alle følere kom desuden fra Tyskland og ikke Sovjet (dette er ifølge de sovjetiske kilder og i modsætning til en del, men ikke alle, de tyske kilder).


Ikke-angrebspagten

Reelt set var det Frankrigs og Englands modvilje mod at lave en bindende aftale med Sovjet, der skubbede Sovjet hen i en ikke-angrebspagt med Tyskland. Og dennes formål var først og fremmest at sikre tid for Sovjet til at gennemføre sine forsvarsforberedelser og at udelukke Tyskland fra store dele af Østeuropa.
Stalin og Sovjet vidste ikke på forhånd hvad fremtiden ville bringe, men man var fra starten af blot overbevist om, at man før eller senere ville blive trukket ind i krigen. Sovjet ønskede dette udsat så længe som muligt.

Den 3. september 1940, da England og Frankrig erklærede krig mod Tyskland, da dette havde invaderet Polen, forandrede situationen sig. 2. verdenskrig begyndte som en imperialistisk krig. Efter erfaringerne fra 1. verdenskrig og på baggrund af Lenins teori om imperialistmagternes permanente kamp om verdensherredømme, om opdeling og nyopdeling af verden, var det sådan, marxister måtte se på situationen.
Den 7. september var Dimitrov til møde med Stalin, Molotov og Shdanov. Her siger Stalin bl.a.:
“Kommunisterne i de kapitalistiske lande må beslutte at gå imod deres regeringer og krigen. Indtil krigens udbrud var det fuldkomment rigtigt at stille det demokratiske styre op over for fascismen. Under krigen mellem de imperialistiske magter er dette ikke længere rigtigt. De kapitalistiske landes opdeling i fascistiske og demokratiske lande har mistet deres hidtidige betydning. Krigen har medført et grundlæggende brud.”

Hvad var situationen i september 1939?
Frankrig og England stod tilsammen som en stærkere militær magt end Tyskland. Og Stalin havde tydeligvis ikke forventet, at Tyskland på 6 uger kunne slå Frankrig ud af tilværelsen, som det skete i maj-juni 1940 (heller ikke Hitler havde forventet dette). Derfor siger Stalin også på dette tidspunkt:
“Det ville ikke være dårligt, hvis Tyskland bragte de rigeste kapitalistiske landes (frem for alt Englands) stilling til at vakle.”
På intet tidspunkt tænker Stalin i de baner, at England og Frankrig rent faktisk kunne blive slået af Tyskland. Der var nu en fase – forventede man – med muligheder for revolutioner i Europa.
Dette var den nye situation, som den så ud i september 1939, efter at det havde vist sig umuligt, at lave en alliance med Frankrig og England.

Men som Stalin sagde: “Vi har foretrukket traktater med de såkaldte demokratiske stater, og derfor har vi ført forhandlinger. Men englænderne og franskmændene ville have os som lakajer og tilmed intet betale! Vi spillede selvfølgelig ikke rollen som lakajer, og vi fik heller intet.”
Citaterne stammer fra Dimitrovs dagbog den 7. september 1939.
De gengives delvist hos Robertson: The Soviet Union And The Origins Of The Second World War s. 95.

Sovjet regnede med et nazistisk overfald. Hitler havde fra starten gjort det klart, at for ham var hovedfjenden kommunismen – socialismen – marxismen – arbejderbevægelsen. Og den sovjetiske ledelse lagde havde også en klar forventning om, at det ville ske på et tidspunkt. I oktober 1939 siger Stalin:
“Tyskerne angriber måske. I seks år har de tyske fascister og kommunisterne forbandet hinanden. Nu – i modstrid med historien – har der været et uventet vendepunkt, men man kan ikke stole på det. Vi må være forberedte i tide. Andre, der ikke var forberedte, betalte for det.”
Citatet kan læses på engelsk i Roberts ovennævnte værk s. 104.


Direkte forspil til det store opgør

Dette var udgangspunktet for de næste halvanden års politik. En forberedelse på krig med Tyskland. Også krigen mod Finland må ses i dette lys. Leningrad var ikke særligt sikker. Derfor ville man forhandle med Finland, hvor man ønskede nogle strategiske øer og land. Til gengæld ville Finland som kompensation få en del sovjetisk land, af væsentlig større udstrækning. Finland var ikke villig til at gå med til dette. For at sikre forsvaret af Leningrad gik Sovjet i krig.
Det blev en rimelig dyr omgang for Sovjet. Frankrig og England var tæt på at gå i krig med Sovjet på denne baggrund. Og de antikommunistiske kredse i Europa havde for alvor vind i sejlene.

I marts 1940 laver man en fredsaftale, hvor Finland får meget milde kår (i forhold til, at de rent faktisk var slået). Sovjet begrænsede sig stort set til de oprindelige krav – dog uden at give kompensation til Finland.
En lang række fænomener ligesom dette skal ses i lyset af forberedelserne til den kommende krig med Tyskland. Herunder også spørgsmålet omkring de baltiske stater.
Krigen med Finland og politikken i forhold til de baltiske stater er meget langt hen ad vejen reaktioner på, at krigen mod Tyskland kommer stadigt nærmere. Og at man forsøger at sikre sine grænser mod den udryddelses- og tilintetgørelseskrig, som nazi pønsede på.

22. juni 1941

Da krigen kommer, havde Sovjet således forberedt sig den, økonomisk, diplomatisk og militært. Men man havde først planlagt sine forsvarsforberedelser til at kulminere i 1942 (det kunne ikke gøres tidligere).
Samtidig regnede man ikke med at krigen ville komme i 1941. De efterretninger, som Stalin havde til rådighed, pegede først og fremmest hen imod, at Hitler først ville angribe Sovjet, når han havde nedkæmpet England.

Dette betød at Sovjet rent faktisk blev overrasket af det konkrete tidspunkt for krigens udbrud. Men der var reelt set ingen, der havde forventet Hitlers angreb på det tidspunkt det kom. Altså var fejlen en generel fejl. Også blandt alle Sovjets ledende officerer – selvom nogle af dem påstår noget andet i deres erindringer.
Når propagandamedierne endnu i dag bliver ved med at gentage, at den sovjetiske ledelse og især Stalin skulle være taget på sengen er det ren spekulation. Hvis England eller USA vidste, at Tyskland ville angribe omkring den 22. juni 1941 – hvorfor advarede de så ikke Sovjetunionen? England var i krig med Tyskland. Det gjorde de ikke – og også for dem kom det konkrete angreb uventet. Der var efterretninger, der pegede hen imod et nært forstående angreb i foråret 1941, men det blev oftest præsenteret for Stalin som utroværdige kilder, hvorimod kilder, der pegede på, at angrebet ville komme senere blev præsenteret som mere troværdige.

Sådan var situationen i juni 1941, da Hitlers krigsmaskine uvarslet gik løs på Sovjet.
Her er der dannet en myte om at Stalin gik i en form for koma. At han mistede kontrollen og fik hysteriske anfald og ikke viste sig i dagevis. Det er ikke korrekt, men opfundet af hans efterfølger Hrustjov i dennes ‘opgør med stalinismen’ og igen og igen gentaget af den borgerlige propaganda. Den sovjetiske regering og Stalin gav sig straks til at arbejde på højtryk – og lagde allerede i krigens første dage grunden til den senere sejr. (Jvf. f.eks. Dimitrovs dagbøger).

Over 25 millioner døde kostede det Sovjetunionen at bremse Hitlers verdensherskerdrømme. Det var Sovjet, der bar hovedparten af krigens byrder. Den 22. juni var begyndelsen til enden.
Det kan man se i dag. Mange – den danske regering indbefattet – var ‘slået af beundring for de tyske sejre’. Og tiden efter den 22. juni blev den sværeste periode overhovedet under krigen for kommunisterne overalt i verden, som var den politiske hovedkraft i arbejdernes og folkenes kamp mod nazismen. I Danmark blev DKP forbudt, dets ledere og kadrer fængslet og anbragt i koncentrationslejre.

Hvad der var sket, hvis ikke Stalin og datidens kommunister havde ført den fremsynede politik for opbygningen af socialismen og Sovjetunionens industrialisering – skabt den verdensomspændende enheds- og folkefront mod fascismen – eller begyndt at gå til modstand mod den som i Spanien – det er en helt anden historie.

Netkronik 22. juni 2001

.


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne