Dansk aftalemodel er færdig

Den 1. juni blev en skæbnesvanger dag for “den danske aftalemodel”. For første gang valgte et flertal i Folketinget at sætte arbejdsmarkedets parter udenfor døren ved at implementere EU-direktivet om deltid. Folketinget har indarbejdet deltidsdirektivet i en form, der betyder, at reglerne også kommer til at gælde arbejdere på ned til 8 timers arbejdsuge i modsætning til de tidligere 15 timer. Det åbner en motorvej for arbejdsgivere til at ansætte deltidsarbejdere på blot 8 timer ugentligt, hvilket skaber europæiske tilstande, hvor man er tvunget til at have 3-4 arbejdspladser for at slæbe en levedygtig løn hjem.

Den danske arbejderklasse har tradition for at strejke, aktionere og protestere, statsmagten griber ind i overenskomstforhandlinger. I al stilfærdighed har regeringen med et flertal i ryggen nu gennemført en implementering. I fremtiden vil det være gældende procedure, og toppen af fagbevægelsen, som kendte til indgrebet, har glimret med deres larmende tavshed.

Lederne vidste allerede sidste år, at det var sidste gang, da de implementerede 48 timers arbejdsuge. De har også haft kendskab til forløbet om deltidsdirektivet; men har hverken oplyst endsige skabt nogen bevægelse mod hverken indholdet af direktivet eller Folketingets tilsidesættelse af aftalemodellen. Lederne af hovedorganisationerne i LO, FTF og AC har sammen med arbejdsgiverorganisationerne reduceret kritikken til, at de ikke har haft indflydelse på lovens udformning.

EU-direktiver har i mere end 10 år været tvunget indført på det danske arbejdsmarked. Det gjaldt eksempelvis de individuelle ansættelseskontrakter, som blev indarbejdet i den første halvdel af 90´erne af toppene i de forskellige hovedorganisationer. Ansættelseskontrakterne, som havde og har til formål at lægge grunden for en yderligere individualisering af løn- og arbejdsforhold, blev forsvaret af fagbevægelsens topledere med, at det var en garanti for ordnede forhold på arbejdsmarkedet. Hundredvis af EU-direktiver er med de socialdemokratiske lederes velvilje blevet implementeret i danske overenskomster og aftaler.

Nu har EU og den danske regeringen taget skridtet fuldt ud. Implementeringen vil fremover foretages af staten. Dermed harmoniseres den danske aftalemodel med det øvrige Europa, hvor arbejdsmarkedsforholdene besluttes ved lovgivning.
For eksempel protesterede og strejkede hovedparten af den franske arbejderklasse for to år siden, da regeringen tvang en 35 timers arbejdsuge igennem – uden løn og personalekompensation.

EU og regeringen begrunder lovgivningen på arbejdsmarkedet med, at det ikke er alle, der er omfattet af overenskomsterne. Det er en syg undskyldning, da man blot kunne indføre eksklusivaftaler, hvilket pålægger arbejdere at organisere for også at kunne høste resultater af aftaler.

Dansk Arbejdsgiverforening er godt klar over, at lovgivning kan betyde yderligere uro på arbejdsmarkedet, når ikke de længere har fagbevægelsens alibi. Lederne af hovedorganisationerne frygter med god grund, at det kan sætte tempo på udmeldelserne, da det bliver stadig vanskeligere at se nødvendigheden af medlemskab. Deres frygt dækker ikke over en bekymring for medlemmernes løn- og arbejdsforhold, men udelukkende deres eget levebrød, da de bliver ramt af færre kontingentkroner.
Derfor rettes deres kritik også kun mod, at de ikke har haft indflydelse på loven om deltid. Det har da også været let for statsminister Poul Nyrup at afgive løfte om, samarbejdet mellem arbejdsmarkedets parter og Folketingets Europaudvalg skal styrkes.

KP-Netkommentar 20. juni 2001