Bush gravlægger Kyoto

Af Klaus Riis

Den store olieindustris mand i Det Hvide Hus George W. Bush har med ét slag begravet Kyoto-aftalen fra 1997.
Han har endeligt nægtet at lade USA ratificere denne konvention, som oprindeligt i 2010 skulle have nedbragt CO2-udslippene med 15 pct. i forhold til 1990-niveauet. Dette mål er for længst faldet på gulvet. Man vil ikke komme i nærheden af det. Udslippene vil tværtimod forøges – med katastrofale konsekvenser med hensyn til forøgelsen af den globale opvarmning og drivhuseffekten.

Den amerikanske holdning kommer imidlertid ikke uventet. Klimakonferencen i Haag sidste år endte i fiasko som følge af de store energimonopolers pres og indflydelse. I dag findes der ikke engang en demagogisk plan for at forhindre den menneskeskabte katastrofe, verden er på vej mod.
Allerede ved afslutningen af Kyoto-konferencen skrev Kommunistisk Politik:

”Den officielle internationale målsætning om at udvirke en holdbar, bæredygtig vækst uden at gå til kernen af problemerne: at ulykkerne stammer fra den kapitalistiske produktionsmåde, giver de internationale miljøkonferencer og handlingsplaner et særligt utopisk skær og gør dem ualmindeligt afslørende for ikke alene imperialismens – den rådnende og døende kapitalismes – manglende evne, men også manglende vilje, til at bekæmpe den omsiggribende og verdensomspændende katastrofe.”
Bush illustrerer det til overmål.

Den sorte amerikanske præsidents nye beslutning følger efter en hel stribe, der har bragt ham på kant med den stærke miljøbevægelse i USA. Men tilbagetrækningen fra Kyoto-aftalen har udløst et ramaskrig af vrede over hele verden. Brede kredse, fra kirkelige kræfter og miljøorganisationer til EU og den danske miljøminister har udtrykt deres fordømmelse. EU tilmed i en officiel erklæring, for Kyoto-aftalen var mere end noget andet designet til at bringe Unionen i front som ’global miljøforkæmper’ – samtidig med at Unionen stadig (i det skjulte) med den tyske, franske og engelske atomindustri fortsat satser på a-kraft som fremtidens energikilde. Og på olie og andre fossile brændstoffer: På alt andet end en konsekvent og massiv udvikling af holdbare og vedvarende energiformer. Det væsentligste og eneste varige resultat af EU’s – og den danske miljøministers – store miljøkamp er mangfoldigheden af grønne afgifter: miljøkamp som skattefidus.

Med den amerikanske beslutning står hele det officielle miljøhykleri og præket om en bæredygtig udvikling under imperialismens globale diktatur afsløret i al sin nøgenhed. Den har ikke noget på – den kan ikke engang fastholde et reformutopisk bedrag, som Kyoto-erklæringen var, når det kommer til stykket.

Bush understreger det med syvtommersøm: kamp mod miljøkrisen er kamp mod imperialismen. Og den forargede europæiske konkurrent til EU i rollen som højteknologisk økonomisk førende supermagt (også fra 2010) står lige så afklædt som kejseren i eventyret: deres ’realisme’, som var påskuddet for de begrænsede og utilstrækkelige målsætninger i Kyoto og andre internationale miljøsammenhæng, er ingenting: varm luft.
I den nævnte artikel i KP, med titlen ’Ridderne af den varme luft’, hed det videre:

”Unionen ‘tager teten’ i kampen mod CO2 – og har i Kyoto fremlagt det mest vidtgående forslag til en bindende aftale: en reduktion af udledningerne i år 2010 med 15 procent i forhold til 1990-niveauet. Et forslag som betegnes som “ambitiøst” – selvom det i sig selv blot er et lapperi, og i øvrigt ikke vil blive gennemført.’

Nu venter verden i almindelighed – og Jyllands-Posten i særdeleshed, der er glad for Bushs ’fornuftige nej’ – på hans udspil til en politik for at frelse verden fra miljøødelæggelserne – selvom alle ved, at den blot vil lade monopolerne være ansvarlige – for at bekæmpe sig selv og deres profitstræb.
Fra de reaktionære imperialistiske politikere kommer der intet godt på miljøfronten. Det betyder ikke, at man skal vente sig noget af de reformistiske af samme slags – Auken indbefattet.
De har det i munden – og tjener monopolerne lige så godt som de andre ved at skabe illusioner om imperialismen og monopolernes evne til at forbedre verden – og dermed udsætte det nødvendige revolutionære opgør.

KP7, 2001


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne