Regeringen, aktiveringen og sygefraværet

Arbejdsminister Ove Hygum er i de seneste dage gået i offensiven med planer om reform af den perspektivløse aktivering og om nedbringe danskernes sygefravær fra arbejdspladserne til det halve.
Tvangsaktiveringsordningerne har længe været udsat for omfattende kritik. Fra borgerligt hold først og fremmest, fordi mindre end 20 pct. i aktiveringsforløbene senere får jobs, og ordningen er ‘for dyr’. Fra de tvangsaktiverede, at den er brutal over for de arbejdsløse, for slet ikke at tale om bistandsmodtagerne., der reduceres til billig eller gratis arbejdskraft, uden rettigheder. Titusinder står overfor at falde ud af dagpengesystemet og over på bistand – trods regeringens løfter om det modsatte.
Nu taler Hygum om at reformere systemet – ikke mindst ved at gøre det mere individualiseret, mere ’tilpasset til den enkelte’ – og i højere grad give det karakter af supplerende efteruddannelse.
Før arbejdsløse og bistandsmodtagere, der lider under ordningerne, begynder at glæde sig for meget, bør de stille spørgsmålet: til gavn for hvem vil Hygum reformere systemet?
Arbejderne og den kæmpende fagbevægelse har længe krævet oprettelse af normale jobs med fulde overenskomstmæssige og øvrige rettigheder i stedet for hele aktiveringscirkus’et – suppleret med en markant nedsættelse af den ugentlige arbejdstid på hele arbejdsmarkedet – frem mod en 30-timers-uge. Hygums forsæt er at tilpasse de arbejdsløse og bistandsmodtagernes kvalifikationer endnu bedre til arbejdsgivernes stadig skiftende og øgede behov for veltrænet, billig eller helt gratis arbejdskraft. Det er ikke de arbejdsløses rettigheder, der ligger regeringen på sinde. Det har den bevist gennem hele den stribe af forringelser og reformer af dagpenge- og bistandssystemet, den har gennemført over en årrække. Ordningen skal ikke ‘forbedres’ først og fremmest til gavn for arbejdsgiverne – den skal helt væk.
Det er det samme motiv, der ligger bag Hygums opsigtsvækkende forslag om at halvere sygefraværet over en årrække. Selvom Danmark ikke ligger særlig højt i forhold til andre lande, og selvom sygefraværet ikke er voksende. Gennem dialog med arbejdsgiverne vil Hygum gennemføre en række foranstaltninger, der skulle kunne reducere sygefraværet, der svarer til 140.000 fuldtidsbeskæftigede om året. I gennemsnit er hver dansker sygemeldt i godt syv dage. Arbejdsministeren vil fokusere på særlige grupper og særlige spørgsmål, som rygning, tungt fysisk arbejde, det højere sygefravær blandt kvinder o.s.v. Uden f.eks. at ville skride ind overfor den stadige nedslidning på grund af dårlige arbejdsforhold, eller overfor kvindernes dobbeltarbejde.
Hensigten er at øge den til samlede mængde arbejdskraft, der står til arbejdsgivernes rådighed. Det er bemærkelsesværdigt, at Hygum koncentrerer sig om foranstaltninger til bekæmpelse af det kortvarige sygefravær, og ikke langtidsygdommene.
Disse er forbundet med de stadig voksende mangler i de samlede sundhedsvæsen. Over en årrække har drastiske besparelse medført, at Danmark på mindre end to årtier er faldet fra syvendepladsen i verden m.h.t. gennemsnitlig levetid til en 33.-plads. 18 pct. af landets sygehuse og sengepladser er nedlagt, indlæggelsestiden næsten halveret til 5,6 dage i gennemsnit, belægningsprocenten øget med 9 pct. – mens det administrative bureaukrati er udbygget voldsomt. Servicen både på hospitaler og i ambulant behandling er væsentlig forringet, og langtidssyges helbredelsesperiode bliver som følge heraf endnu længere. De langtidssyge har imidlertid ikke arbejdsministerens interesse: efter et år på sygedagpenge ryger de i aktivering, uanset om de er raske eller ej, på bistand eller evt. på revalidering.

Netavisen, 23. marts2001