Krigshøvdingen og slagteren

Af Klaus Riis

Den illegitime amerikanske præsident har skyndt sig at vise verden, at han er sin fars søn: en ny krigshøvding i Det hvide Hus.
Hans første udenrigspolitiske magtdemonstration var et signal: Bomberne haglede atter ned over Bagdad, døde og sårede måtte hives ud af brændende ruiner.
Bush viste, at den ti år lange krig mod Irak ikke er slut, at den kører på lavt blus, men kan flamme op igen når som helst.
Den officielle ‘forklaring’ denne gang gik på, at det var en defensiv operation, fordi man følte sig truet af irakiske radarer. Så arrogant er den amerikanske supermagt, at den ikke engang gider skrue noget overbevisende sammen.

Bush-administrationen erklærer også, at det raketskjoldsprojekt nu bliver gennemført, som skal gøre USA usårlig for raketangreb og sikre det frie hænder til at benytte sine bomber overalt.
Atomtruslen vil igen blive yderst virkelig. for USA sigter derved på at genskabe et faktisk atommonopol i en ny militær situation, hvor a-våbnene er spredt til stadig flere stater.
Bombningerne af Bagdad kan fremstilles som ‘defensive’ – Hvordan kan nogen tro på forikringerne om, at raketskjoldet er det?
Når de store taler om fred, skal den lille mand være på vagt, sagde Bertolt Brecht. Når de store bruger ordet ‘forsvar’, er militær aggression på vej . . .

Bomberne over Bagdad var et signal til venner som fjender. Amerikanerne ville lodde verdens reaktion. USA og England kører mere eller mindre kører sololøb, og den militære koalition fra den store Golfkrig er brudt sammen.
Der har været et stadig voksende internationalt pres på USA for at opgive de økonomiske sanktioner, som er en af den vestlige imperialismes store fredsforbrydelser i det sidste årti – med hundredtusinder eller millioner af irakiske civile ofre. Bush ville vise, at det er uden betydning, at USA fortsætter sin blodige kurs.
Og reaktionerne var spage. Ikke engang antikrigsbevægelsen i Vesten manifesterede sig. I Irak og den arabiske verden gik folk på gaderne.
De herskende i USA vil bilde sig ind, at der er grønt lys til aggression. At verden accepterer amerikansk førerskab.

Der var endnu et signal i eksplosionerne over den irakiske hovedstad: Bush demonstrerede, at han vil stå last og brast med menneskeslagteren Ariel Sharon, der er valgt til israelsk præsident. Den arabiske verden skal se, at man skal overlade palæstinenserne til deres skæbne, for ellers falder den amerikanske straf.
Det mishandlede palæstinensiske folk skal tvinges til at acceptere en ‘fredsordning’, der ikke giver dem mulighed for at opbygge en levedygtig nation, og deres arabiske brødre skal ikke blande sig!

Verden kender Ariel Sharon, som ikke har fået sit tilnavn ‘slagteren’ for ingenting. Det er ikke kun en enkelt fascistisk udåd, der er uløseligt forbundet med Sharons navn. Som israelsk krigsminister tillod han hundreder af forsvarsløse mænd, kvinder og børn at blive nedslagtet i de to libanensiske flygtningelejre, Sabra og Shatila, under tre uhyggelige dages massakre i september 1982. Hele hans liv har været en uafbrudt terrorkamp for at knægte og undertrykke det palæstinensiske folk.
Som militær befalingsmand står han personligt bag ødelæggelsen af titusinder af palæstinensiske hjem og fordrivelsen af hundredtusinder. Brutal militær undertrykkelse af enhver modstand er Sharons ufravigelige kurs. Terrormord på palæstinensiske ledere på deres egne områder er blot en af de metoder, han som præsident allerede har taget i anvendelse. ‘Defensive’ foranstaltninger, naturligvis.
Efter Sharons overvældende sejr i et valg, der blev boycottet af palæstinenserne i Israel, har Ehud Baraks såkaldte arbejderparti fået tilbud om at indgå i en koalitionsregering. Et forsøg på at skabe en samlet front mod palæstinenserne, anført af en massemorder.
Det er rent kosmetisk: et forsøg på at gøre den ny israelske regering “spiselig” i verdens øjne. Uanset udfaldet af regeringsforhandligerne vil den aggressive politik overfor palæstinenserne og den arabiske verden blive fastholdt og forstærket.

En notorisk slagter ved magten i Israel. En håbefuld krigshøvding i Det hvide Hus. En demonstrativ alliance mellem krigshøvdingen og slagteren: den fremtidige kurs er trukket skarpt op.
Ingen af dem ønsker fred. Palæstina og Mellemøsten vil længe være et højspændingsområde.
USA sætter verdens dagsorden. Bush understreger fra sin første dag, at den baseres på supermagtens militære overlegenhed.
Det er også et klart signal til arbejderne og folkene verden over: kampen mod den amerikanske imperialisme, mod dens ‘ny verdensorden’, mod den imperialistiske globalisering er umiddelbart på!

KP4, 2001


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne