Vil fagtoppen ligeløn?

Den ene undersøgelse efter den anden dokumenter den manglende ligeløn. Kvinder betales forsat mindre for deres arbejde.
HK/Handel vil nu, hvor det ikke er overenskomstår, sætte fokus på lønnen og ligelønnen. Inden det lavtlønnede butiksområde er det nærmest reglen, at mandlige ansatte tjener små 2.000 kr. mere om måneden for samme arbejde.
I løbet af årets to første måneder vil der blive holdt møder landet over for tillidsrepræsentanterne. HK vil lave et oplysningsarbejde, og her håber man på arbejdsminister Hygums bebudede lov om oplysningspligt om lønforhold. Foreløbig er den blokeret af LO og DA. LO’s næstformand Tine Brøndum har sendt ideen i et syltekrukkeudvalg. HK’s top harcelerer over LO for det, men vil ikke selv gå i spidsen med at samle og offentliggøre de reelle løntal.
Der stilles heller ikke spørgsmål ved de lønsystemer, fagtoppen selv har været med til at indføre. Heller ikke selvom mænd ikke kun får en højere løn på ansættelsestidspunktet – deres lønstigningsprocent har været højere end kvindernes også i denne overenskomstperiode. De lavtlønnede – hovedparten kvinder – har været de store tabere i de individualiserede lønsystemer. Alligevel opfordrer HK endnu engang til, at kvinderne opper sig ved de årlige medarbejdersamtaler, hvor man selv må forhandle sig til højere løn på personlige kvalifikationer.
HK-toppen mærker lavtløns- og ligelønsspørgsmålet brænde under sig. I hvert fald har lederen i HK/Handels fagblad 2001/1 følgende bemærkning:
“Derfor kan det være nødvendigt, at medarbejderne må slås for at få hævet lønnen…Den udvej tror vi ikke er nødvendig på HK/Handels område, men vi kan da ikke udelukke, at der vil være medarbejdergrupper, der mener, at det kan blive nødvendigt.”
For kassedamerne, der forsat ligger på en timeløn omkring de 80 kr. og med weekendarbejde, er det samtidig en klar besked: I skal forsat ikke regne med, at vi vil slås for et kollektivt lønløft og ligeløn.

Jeres egen skyld
Kvindeligt Arbejderforbund, KAD, har en lang tradition for at rejse ligelønsspørgsmålet. Men hvad siger den socialdemokratiske forbundstop i dag? De var hurtigt ude med riven, da Danmarks Statisk her i januar offentliggjorde, at kvindernes løn på det private arbejdsmarked i gennemsnit lå 18 % under mændenes.
“Vi har ikke sovet i timen. De meldinger, vi får fra arbejdspladserne, er, at vi ikke er skyldige i det her,” udtalte næstformand i KAD Jane Korzak og fortsatte: “Den største hindring for, at vi kan opnå ligeløn på vores område, er den enkelte kvinde. (Ja, du læste rigtigt!) Vi har ganske enkelt ikke nok ligelønssager… “
Det afspejler ganske godt tankegangen hos fagpampere. Væk er arbejdsgiverne, væk er kapitalismens produktions- og lønsystem. Væk er arbejderklassens kamp, væk er arbejderkvindernes kollektive rettigheder og fælles kamp. Tilbage står den enkelte kvinde i EU’s individualiserede arbejdsmarked – og ved gud, om ikke hun så også får skylden for kapitalismens grove udbytning og diskrimination!
Fagtoppen har længe bildt os ind, at ligelønskampen kunne føres via klassedomstolene i arbejdsretten, ligelønsnævn og EU-domstolen. Igen er der i tale om den enkeltes kamp og ikke solidarisk klassekamp. En ligelønssag kan kun omhandle lønspørgsmål blandt ansatte hos den samme arbejdsgiver, som udfører samme arbejde. Selvom flere grove sager er blevet vundet, gælder sejren kun den konkrete sag.

Helt galt i det offentlige
Ligelønnen fik et alvorligt skud for boven, da dyrtidsreguleringen blev fjernet i 1983. Det blev især de lavtlønnede, og dermed hovedparten af arbejderkvinderne, det gik hårdt ud over.
Inden for det offentlige har Socialdemokratiet på begge sider af forhandlingsbordet ført en særlig stram politik for løntilbageholdenhed. Reallønsefterslæbet vil virkelig noget, medmindre man taler om den højtlønnede elite. Ifølge Dansk Sygeplejeråd tjener mændene op til 50 % mere end kvinderne, hvilket skyldes, at det er et kvindeområde. Hele 75 % af de ansatte i den offentlige sektor er kvinder, og inden for omsorgsfagene udgør kvinderne endog 95 %.
Men også inden for det offentlige har fagtoppene glimret ved at modarbejde medlemmernes strejker mod elendige overenskomstaftaler og gå i spidsen med nye individuelle uligelønsystemer som “Ny løn”.

Bløde værdier
Det hævdes, at vejen frem i ligelønskampen er en dialog, hvor vi får arbejdsgiverne til at omarbejde kriterierne for de individuelle løntillæg. Der skal lægges vægt på de bløde værdier – at kvinder kan samarbejde, er flittige, er villige til at passe familie og børn ved siden af. Kort sagt slås’ for en kapitalisme med et menneskeligt ansigt, “et solidarisk lønmodtager-EU”. Men sådan fungerer kapitalismen og markedskræfterne ikke. Det er blålys. Og udsigtsløst klassesamarbejde.
Det er 113 år siden, Socialdemokratiet for første indskrev kravet om ligeløn i sit program i 1888.
Det er 56 år siden, Kvindeligt Arbejderforbund første gang rejste kravet om ligeløn som et hovedkrav på deres kongres i 1945.
Det er 49 år siden, kravet første gang blev inkluderet som krav i de overordnede overenskomstforhandlinger mellem LO og DA i 1952.
Det er 29 år siden, ligelønnen blev indført ved overenskomsten i 1973.
Det er 25 år siden, loven om ligeløn blev indført af Folketinget i 1976.
Det er på tide, at arbejderkvinderne tager en ny runde for at slås for reel ligeløn på en klassekampslinie og på trods af fagtoppen.

Vito
KP2, 2001