Terrorpakke: første skridt til fascistisk stat

Af Troels Riis Larsen, historiestuderende og medlem af Arbejderpartiet Kommunisterne.

Begivenhederne den 11. september har allerede fået en række direkte konsekvenser for det danske samfund. De har sat præg på valgkampen, på dansk udenrigspolitik, men også på dansk retsopfattelse. Allerede en måned efter angrebet lancerede EU en antiterrorpakke. Den danske regering skyndte sig at oversætte den til danske forhold og lancere den som optakt til den nuværende valgkamp.

Men “antiterrorlovgivning” er ikke noget ukendt fænomen. Allerede nazisterne brugte det som påskud til at forbyde deres fjender.
Den danske antiterrorpakke indeholder elementer, der allerede blev praktiseret under nazismen fra 1933. Det drejer sig bl.a. om indgreb i meddelelseshemmeligheden og konfiskation af ejendom.
Den nye danske antiterrorpakke har desuden klare definitionsmæssige ligheder med datidens fascistiske definition af statsfjender.

30. januar 1933 blev Hitler udnævnt til rigskansler. Nazismen havde taget magten i Tyskland. En måned senere – den 27. februar – blev der påsat en brand på rigsdagen i Berlin. Hitler gav straks kommunisterne skylden. I dag ved vi, at det var nazisterne selv, der planlagde og gennemførte den som en historisk provokation for at etablere Hitler-diktaturet. Allerede dagen efter rigsdagsbranden blev der vedtaget en antiterrorlov – dengang kaldet “Forordning fra rigspræsidenten til beskyttelse af folk og stat”. Loven blev senere uddybet og konkretiseret, men lovens funktion stod allerede klart for samtiden. Loven var rettet mod antinazister – først og fremmest det tyske kommunistparti.

Den nazistiske lovgivning brugtes som et formidabelt våben mod de politiske modstandere og gav et skær af legitimitet til et kriminelt regime, der påstod at være kommet til magten ved demokratiske valg.

I forordningen “til afværgelse af ondskabsfulde angreb på den nationale rejsningsregering” af 21. marts 1933 bliver terroristiske handlinger f.eks. defineret således:
“Begås gerninger med den hensigt at ophidse til oprør eller at sprede angst og panik i befolkningen (…) er straffen tugthus i mindst tre år eller livsvarigt tugthus. I særligt alvorlige tilfælde kan der idømmes dødsstraf.”

Lad os se på den danske definition af terrorisme – den nye paragraf 114. “For terrorisme straffes med fængsel på livstid den, som med forsæt til at tilføje et lands eller en international organisations politiske, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer alvorlig skade, navnlig ved at skræmme befolkningen (min udhævning, TRL) eller ødelægge disse strukturer”.
Kriteriet dengang som i dag er altså at ’skræmme befolkningen’. Og straframmen er næsten den samme – livstidsstraffe.

Desværre er det ikke det eneste sted, hvor den nazistiske lovgivning minder betænkeligt meget om den nye antiterrorpakke. I den tidligere omtalte forordning “til beskyttelse af folk og stat” af 28. februar 1933 giver man f.eks. øgede beføjelser i kampen “for at afværge kommunistiske voldshandlinger”. I paragraf 1. bliver det f.eks. tilladt at indskrænke den personlige frihed, indskrænkelse “af ytringsfriheden inklusiv pressefriheden, af retten til at danne foreninger og afholde møder, indgreb i brev-, post-, telegraf- og telefon hemmeligheden, ordre husundersøgelser og beslaglæggelse såvel som konfiskation af ejendom også udover de ellers gældende regler.”

Ser man på den danske regerings udspil står det klart at en del af de samme rettigheder bliver trådt under fode i den nye antiterrorpakke: “Indgreb i meddelelseshemmelighed og dataaflæsning”. Faktisk er indgreb i meddelelseshemmeligheder, ransagelser og beslaglæggelse af ejendom nogle af de vigtigste nye beføjelser, som bliver givet til politiet i den nye antiterrorpakke.
Realiteten er, at beføjelserne til politiet i den nye antiterrorpakke i uhyggelig grad minder om de beføjelser som Hitler gav til sit politi.

F.eks. kan det danske politi, hvis terrorpakken gennemføres beslaglægge ikke mistænktes ejendom, herunder penge. “Andre formuegoder, herunder penge, som en person, der ikke er mistænkt, har rådighed over, kan beslaglægges, som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, hvis der er grund til at antage, at disse formuegoder bør konfiskeres.” (nr.9)
Reelt kan politiet altså beslaglægge en ikke mistænkt persons penge blot fordi man antager, at der kan være en grund til det. Man må spørge sig selv om rimeligheden i at konfiskere en persons penge, hvis vedkommende ikke er mistænkt for noget ulovligt!

Antiterrorlovgivningen er ikke rendyrket fascisme, men det er et skridt på vejen til en fascistisk statsdannelse. Hitler brugte i 1933 “terrorhandlingen” mod rigsdagsbranden som påskud til at træde befolkningens rettigheder under fode. I dag ser vi de samme tendenser. Nu er det angrebet den 11. september, der er et angreb på “vores civilisation”. Det er EU’s og den danske regerings påskud til at træde på vores rettigheder.

Efter den 11. september og i valgkampen er der dukket toner frem, som mest af alt minder om nazistisk retorik fra trediverne. Jeg håber at den danske befolkning formår at råbe op – og råbe stop! Fascismen har en gang for alle afsløret sit grimme fjæs. Lad os ikke lukke den ind igen.

KP-Netkommentar 15. november 2001