Hærens tilstand

Kommentar af Ran Ha-Cohen, Israel

“I Israel er ethvert levende menneske soldat, og enhver soldat et menneske” hed det i et berømt gammelt citat, som tilskrives Davis Ben-Gurion, Israels grundlægger og første premierminister.’
I tiden før de korte lydklip, hvor lange og komplekse slogans kunne tolereres, var det en effektiv formulering, der kunne tilsløre modsætningen mellem Israels demokratiske billede af sig selv og dets faktiske militaristiske karakter.
Ingen bruger længere dette slogan. Hvad angår dets første del – så går ikke enhver israelsk borger nu til dags ind i hæren. Med hensyn til den sidste del så sår, hvad disse mennesker foretager sig, som f.eks. ‘ingeniørarbejdet’ i Gaza, alvorlig tvivl om deres menneskelighed. Så det er på høje tid med nogle få bemærkninger om militarisme kontra demokrati i Israel.

Generalerne overtager politikken
Lad os se på en typisk karriere for en israelsk general. Den starter med værnepligten som 18-årig. I begyndelsen af 40’erne, efter omkring 25 års tjeneste, forlader han hæren med en generøs pension. Han har normalt en universitetsgrad, som han er kommet let til under tjenestetiden i særlige akademiske programmer for officerer; universiteterne er glade for at yde nationen tjenester ved at kompromittere den akademiske standard for de gode penge, de får fra hæren (og nogle universitetsrektorer er selv tidligere generaler).
Nu kan vores General vælge. Hvis han vil, kan han få en vellønnet topstilling i den private sektor. For ingen kan benægte, at hvis han kunne sende soldater til fronten, kan han også blive en glimrende erhvervsleder. Ellers kan han gå ind i politik. Ingen kan benægte at hans militære erfaring kvalificerer ham perfekt til en ledende position i det demokratiske system. Er han klog, har han allerede benyttet sine forskellige militære stillinger til at udvikle mediefærdighed og blive ven med journalister, i forståelse for betydningen af ‘fremstillingen i medierne’ for hans offentlige karriere. De politiske partier konkurrerer indbyrdes om at indrullere så mange generaler som muligt; vores General vil føre jobsamtaler med adskillige partier. Overbevisninger er sjældent et problem: da det ikke var tilladt vores General at have personlige meninger i hæren, så har han sandsynligvis heller ingen; i al fald er det helt afgjort at foretrække at justere sine meninger hen imod det bedste parti (det der giver ham mest) frem for at have nogen solid overbevisning på forhånd.
Det er vanskeligt at finde en fremtrædende israelsk politiker, som ikke er pensioneret officer. Benjamin Netanyahu, som ‘bare’ var oberst i en eliteenhed, er en næsten ydmyg undtagelse. Premierminister Sharon, forsvarsminister Ben Eliezer, tidl. premierminister Barak, og tdl. Premierminister Rabin var alle tidligere generaler, for blot at nævne nogle få. Generaler begrænses ikke til forsvarsministeriet eller statsministerkontoret: for tiden er transportministeren (Sneh), ministeren for kultur, videnskab og sport (Vilnai), turisme (Ze’evy) og minister uden portefølje (Tarif) alle forhenværende generaler.
Den israelske ledelse udviser således en bemærkelsesværdig kontinuitet og sammenhæng. Sharon, Rabin og Ze’evy gjorde alle tjeneste under Ben-Gurion. Da Sharon som forsvarsminister invaderede Libanon i 1982, var Barak hans yndlingsgeneral. Og hvem havde befalingen over den særlige eliteenhed, som den unge officer Netanyahu gjorde tjeneste ved? Ehud Barak, selvfølgelig. Det er en klike med sit eget sprog, optræden og kodeks. De betragter det israelske samfund som en bataljon halvfærdige rekrutter, som må manipuleres til deres befalingsmands tilfredshed. Da deres formative år er tilbragt på slagmarken nærmer deres sociale og økonomiske forståelse sig et nulpunkt, mens deres interesse for kultur er lig nul. Deres billede af araberne er dannet ved i årevis at have studeret dem gennem et kikkertsigte. Ethvert problem kan løses med magt, og som soldaterordet lyder: ‘Når magten ikke slår til, så brug mere magt!’ Deres første bud er: opgiv aldrig et stykke land! Det er ikke forbavsende, at den eneste israelske premierminister, som betalte en reel pris for fred – da hele Sinai-ørkenen blev tilbagegivet til Ægypten – var Menachem Begin, som hverken var general eller en del af den militaristiske klike. Rabin og hans efterfølgere opgav aldrig land: de overlod det blot til en palæstinensisk underentreprenør.

Generalerne har også ofte en typisk holdning over for kvinder, som stammer fra altid at opleve disse i underordnede positioner – som eksempelvis deres beundrende unge sekretær i hæren. En af disse generaler, Yizchak Mordechai, som søgte at blive valgt til premierminister i 1999, blev sidste måned dømt for sexmisbrug. Retten i Jerusalem fandt, at Mordechai havde ‘udnyttet sin rang og stilling’ til at misbruge to kvinder seksuelt, som var meget yngre end han, og beklagede hans handlinger som ‘skadelige, ydmygende og perverse’. Retten ‘tog hensyn til’ at det drejede sig om ‘den eneste general nogensinde, der har haft kommandoen over alle Israels tre fronter.’
“Når en strålende karriere, og legeme og sjæl bliver ødelagt, skal Retten ikke også ødelægge personen med en bevidst streng dom”, skrev dommerne barmhjertigt (bemærk hvis legeme og sjæl var ødelagt – det var ikke de misbrugte kvinders!). Da de havde kendt ham skyldig i en handling, for hvilken maksimumstraffen er ubetinget fængsel i syv år, gav de den pensionerede general Mordechai en oprørende mild straf på 18 måneders betinget fængsel.

Hvem styrer landet?
Nu kan alt dette lyde klart nok for de indviede, men udadtil må den demokratiske facade opretholdes for enhver pris.
Grunden til den ubetingede amerikanske støtte til Israel er hverken den jødiske lobby i USA eller en påstået amerikansk forpligtelse over for moralske værdier. USA støtter Israel simpelthen fordi det tjener dets interesser som en amerikansk fæstning i Mellemøsten. Det er sandt, at der er adskillige andre amerikanske ‘allierede’ i regionen, men Israel er ‘vores bedste allierede’, fordi amerikanerne tror, at Israel er en demokratisk stat, og at et demokrati er mere pålideligt end ikke-demokratiske regimer som Ægypten eller Jordan.
Sociologen Uri Ben-Eliezer viede en hel bog til ‘Den israelske militarismes opståen 1936-56’ (hebraisk 1995). En af Ben-Eliezers konklusioner er, at Israel aldrig har oplevet et militærkup, forde den valgte ledelse antog militarismen som central ideologi og et nøgleelement i dens politik. I praksis betyder det, at når hæren kræver handling, redder regeringen sig ved at opfylde dens krav.
Den hemmelige pagt består i dette: hærens generaler kan gøre, hvad de har lyst til, så længe de i ord roser deres fhv. kolleger i regeringen. F.eks. rapporterede journalisten Ofer Shelach i Yedioth Acronoth (22.12.2000), at da Barak beordrede den palæstinensiske lufthavn i Gaza genåbnet, adlød hæren formelt – men afspærrede alle veje til lufthavnen. Ved en anden lejlighed, da der blev givet ordre til at åbne en central motorvej, forsinkede hæren det i flere timer, indtil -‘lige pludselig’ – demonstrerende bosættere dukkede op og blokerede vejen. Hvem forstår det bedre end Barak, der som officer afskar kommunikationen for ikke at høre, at den operation han forestod var blevet afblæst?

For at opsummere: Israels politik bestemmes af generaler. Der vil ikke forekomme et militærkup i Israel af den simple grund, at generalerne allerede styrer landet. Alle generaler, aftrådte som aktive, deler samme ideologi, som foragter demokratiet, støtter besættelsen, velsigner voldsanvendelsen og anser ethvert kompromis som tegn på svaghed. Hvis der eksisterer en konflikt mellem fhv. og nuværende generaler, er det altid den mere militaristiske linje, som vinder.
Israels demokratiske image er afgørende for at få amerikansk støtte, og amerikansk støtte er afgørende for at opretholde Israels antidemokratiske militarisme. Det ‘særlige forhold’ mellem USA og Israel baserer sig således på en fiktion.
Mundus vult decipi, sagde Luther: verden vil bedrages.

Oversat af Kommunistisk Politik efter Indymedia Israel (Forkortet)
KP11, 2001

Læs også: Våbenhvilen som ikke er – Hærens tilstand (2)